The secrets

Afhøringen part 2.

Aella's synsvinkel.

Jeg begynder langsomt at blive mere utålmodig "giv mig de svar sig sandheden jeg ved der er noget i ikke fortæller mig Hunter gør det!" Siger jeg med en hård og hævet stemme, jeg gør tegn til ham. Hunter går hen til den i midten hiver mandens hoved hårdt tilbage via håret hans ansigt vrænger sig i smerte, Hunter hiver kniven frem og lader den køre hen over mandens hals. Blodet siver ud på tøjet og sprøjter over i Hunter's ansigt, manden til højre har tilset hvad der skete han er stiv som et bræt af skræk, den unge mand der sidder til venstre for Hunter sidder bare og kigger ud i luften som om ingenting er sket. Jeg smiler over hans ansigts udtryk det siger alt "når vil du sige hvad du skjuler for mig NU!" Spørger jeg legende Hunter træder tilbage, jeg tager fem små kaste knive frem fra min lomme. Hans øjne bliver store som te kopper "jeg skal nok fortælle dig det hele! Vis nåde vis mig nåde" Ber han, jeg kaster et hvidt tørklæde over til Hunter så han kan tørre sine hænder og ansigt "godt! Fortæl det hele" siger jeg nådesløst og kaster en af knivene i hans retning.

den rammer ryglænet lige ved siden af hans hoved. Jeg læner mig op af redskabs bordet og venter på at han svare mig, Hunter kaster tørklædet på bordet og stiller sig ved siden af mig "vi F-fik informationerne og B-blev bedt om at levere dem til denne unge mand, de skulle B-bruge informationerne til at finde dine S-svagheder og andre ting J-jeg ikke V-ved noget O-om" stammer han og hentyder til den unge mand som er Zeth, jeg er så taknemlig over at han ikke har gjort noget der kunne have givet Hunter et hint om at vi kender hinanden der sidder til den venstre side. Jeg nikker til Hunter "skal jeg gøre det nu?!" Spørger han koldt "ja jeg tænker vi har fået nok nu mangler vi bare ham, jeg tager mig af ham vil du rydde de to lig op!" Siger jeg med bedende øjne. Efter lidt tid for jeg overtalt Hunter til at rydde de snart to lig væk så jeg kan tage mig af Zeth, han går med hurtige skridt hen til manden hiver hans hoved tilbage skære langsomt halsen over på ham.

Endelig er Hunter ude af lager huset, Zeth sidder med hovedet ned af mod beton gulvet, jeg går med hurtige skridt hen til ham hans hoved bliver løftet hurtigt vi kigger hinanden koldt i øjnene "så ses vi igen Aella!" Siger han flabet med et strejf af en kold tone. Jeg snerre af ham "hvorfor skal i bruge informationer om mig!" Siger jeg hårdt, Zeth stirre koldt tilbage og svare mig ikke "svar mig nu!" Råber jeg. Min vrede er ved at koge over, sidste gang det skete skulle de andre holde tvinge mig væk fra den person jeg havde gennem banket han endte op på hospitalet i hvad et halvt år. Zeth sidder med et koldt klistret smil der går fra det ene øre over til det andet "sweetie jeg afsløre ikke noget! Det burde du også vide" Siger han koldt med en flabet undertone og kigger på mig med øjne der kunne dræbe.

Min krop begynder at ryste af bare vrede, jeg prøver at skjule det "svar mig!" Siger jeg med sammenbidte tænder Zeth slår pludselig en latter op, ikke en oprigtig sød/glad en af slagsen men en kold og hånefuld latter. Jeg knytter næverne så hårdt at mine knoer bliver hvide, uden at tænke over det flyver min ene næve afsted og rammer ham i ansigtet følelsen og lyden af brusk der knaser rammer både øre og hænder, med alt kræften fra mit slag ryger hans hovede bagover jeg har brækket hans næse. Zeth løfter sit hovede der løber blood fra Hans Næse "jeg kan og vil ikke sige hvorfor vi har brug for informationer om dig" svare han koldt men med et flabet smil på læberne, der bliver stille alt for stille der er noget helt galt eller er det bare mig der er overreagerer.

Inden jeg når at reagere mærker jeg en næve/knyttet hånd ramme mit ansigt jeg vakler tilbage og forsøger at genvinde balancen, mine øjne sviger af tåre og bliver store da det går op for mig at han er kommet fri fra rebene, smerten fra slaget bliver straks erstattet med adrenalin. Hvad? Hvordan? Min hjerne arbejder på højtryk ved at koncentrere mig på hans næste træk, jeg spytter noget blod ned på gulvet og tørre mig om munden "hvordan er du!?" Spørger jeg min stemme knækker over, jeg parere de næste par slag og får ham til mit held lagt ham i en hoved lås i forhold til at han er meget  højere/større end mig så føler jeg en sejrs rus løbe gennem min krop.

Jeg kæmper med at holde ham need og i hovede låsen "fortæl mig hvad du skal bruge de informationer til NU!" Hvæser jeg ud mellem sammenbidte tænder, jeg strømmer grebet om hans hals for at vise at jeg mener det jeg siger han hiver desperat efter luft. Zeth holder op med at forsøge på at komme fri fra mit greb "det kan jeg ikke!" Siger han på en sorgfuldt/trist måde som om han gerne vil fortælle mig det men ikke kan, det kom ud som næsten en hvisken mit greb om hans hals løsnes lidt.

jeg bliver revet ud af mine tanker han skubber sig selv/mig bagud vi falder ned på gulvet, jeg tager faldet fordi han lander ovenpå mig luften i mine lunger forsvinder det begynder at sortne for mine øjne. presset fra mine lunger forsvinder langsomt jeg er svimmel men det lykkes mig at komme på benene igen "hvor er du dit røvhul! er du bange?!" råber jeg ud i ingenting med afsky i stemmen. jeg vender mig hurtigt rundt i alle retninger for at finde ud af hvor han er men han er ikke til at se "jeg er her!" siger han med hævet stemme. jeg vender mig rundt det første jeg mærker er et smertefuldt slag direkte ind i min brystkasse, jeg bukker mig forover i forsøg på at trække vejret ordenligt "undskyld little darling!" er det sidste jeg høre før det hele bliver sort.

hej mine små ællinger
jeg håber i kan li mit kapitel
jeg undskylder den lange ventetid
hvis i kan li kapitlet eller har nogle
ideer så like eller kommenter gerne

k.h. Emilie.