Dig og mig?

Kapitel 2

Allerede da han satte sig ved siden af mig, fik jeg en klump i halsen. På en eller anden måde følte jeg savnet. Han havde været en ekstremt sød, da vi snakkede sammen. Men samtidig ville jeg ikke have noget med ham at gøre. Han havde jo ignoreret mig i omkring 1 år. Jeg kom endelig i tanke om navnet. Kasper. Vores lærer kiggede ned på mig. 
" Sofie, kan du ikke vise Kasper rundt på skolen?" spurgte han. Jeg rullede med øjnene, og rejste mig op. Jeg orkede ikke at fortælle alt, så jeg pegede bare mod en dør, og fortalte hvilket lokale det var. 

Vi var ca. nået halvvejs, da han greb fat i min skulder og hev mig tilbage, mod ham. Jeg prøvede at løsrive mig, men han lod mig ikke gå. Jeg ville ikke se ham i øjnene. Han havde været en kæmpe idiot, og jeg orkede ikke at snakke med ham.
"Hvorfor er du sådan?" spurgte han med en rolig stemme, og jeg svarede ikke.
"Sofie! Jeg ved at du hørte mig!" sagde han, men denne gang ikke med ro i stemmen. Hvad skulle jeg svare? Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham. Han skulle bare lade mig være i fred.
"Please Sofie. Tal til mig! Jeg ved godt at jeg har været en idiot." 
"Så noget ved du altså" svarede jeg ham. Han holdt stadig i mig. Jeg kunne ikke vride mig fri, lige meget hvor meget jeg prøvede. Efter flere minutters kamp for at komme fri, lykkedes det endelig. Jeg begyndte at gå.
"Sofie! Kom tilbage! Jeg skylder dig en forklaring!" råbte han efter mig, og begyndte derefter at løbe hen mod mig. Jeg stoppede op, og kiggede på ham.
"Ja du gør! Men jeg gider ikke at snakke med dig!" sagde jeg, og kunne mærke tårene løbe ned af mine kinder. 
"Vi behøver ikke at snakke sammen. Bare lyt!" sagde han igen med ro i stemmen.
"Nej jeg vil ej!" råbte jeg og løb.