Dig og mig?

Kapitel 4

Efter at have sidet med ham i næsten 30 minutter, fjernede jeg mig. Jeg kunne ikke klare at sidde ved ham på den måde. Jeg havde jo stadig ikke tilgivet ham. De ting han lige havde fortalt mig, kunne jeg ikke få ud af mit hoved. Var det hele bare en løgn?
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, så jeg rejste mig og gik hen til mit skrivebord. Jeg trak stolen ud og satte mig.
"Kasper..?" sagde jeg roligt. Jeg ville ikke gøre ham forvirret... Jeg ville bare have hele historien.
"Jaerh..?" sagde han, og trak lidt på det.
"Kan du ikke forklare mig det hele? Jeg er virkelig forvirret.."
"Kan vi ikke snakke om det en anden dag?" Jeg kunne mærke at han var nervøs. Jeg vidste ikke om jeg skulle blive stædig, eller bare lade det være. Inderst inde ville jeg ikke kunne være sammen med ham, hvis jeg kendte historien, så jeg satte mig tilbage til ham. Uden at sige et ord, sad vi bare på sengekanten...
"Sofie.. Er jeg tilgivet?" spurgte han, igen lidt usikkert.
"Hvad tror du selv, Kasper? Jeg vil aldrig kunne tilgive dig!" sagde jeg, med lidt ironi i stemmen. Jeg kunne ikke tilgive ham! Han havde været en kæmpe idiot.
"Men.. Jeg har jo forklaret.." sagde han, og jeg kunne se en tåre på hans kind.
"Græder du?" spurgte jeg. Jeg ville jo ikke gøre ham ked af det. 
"Nej..."
"Jo du gør. Jeg var ikke færdig med at snakke før! Jeg vil aldrig nogensinde kunne tilgive dig, og det vil altid ligge i baghovedet.. Men jeg vil gerne give dig en chance. Bare venner.. Okay?" sagde jeg, og jeg kunne pludselig se at han smilte.. stort!
"Mener du det?" sagde han, med store øjne og et kæmpe smil.
"Kun venner!" gentog jeg.