Dig og mig?

Kapitel 3

Opgaven var et helvede. Jeg sad alene med den, da han ikke skulle komme i nærheden af mig. Jeg var blevet hjemme fra skole, bare for at undgå ham. Men undgå ham kunne jeg åbenbart ikke. Min mor bankede på døren indtil mit værelse, og sagde at jeg havde besøg. Jeg håbede inderligt at det var min bedste veninde, Clara, der kom med mine lektier. Men det var det ikke. Kasper kom ind af døren
"Hej" sagde han. Jeg havde ikke lyst til at snakke, så jeg vendte ryggen til, og fandt min computer frem. Han gik hen i mod mig, og satte sig på sengen ved siden af mig.
"Sofie, vil du ikke nok lytte? Jeg skylder dig en forklaring. Jeg kan ikke leve med at du ignorere mig."
"Kan du ikke leve med at jeg ignorere dig? Hvem var det der ignorerede mig i et år? I et fucking år Kasper! Jeg synes at du skal gå nu!" sagde jeg, med en barsk stemme.
"Lad mig nu forklare!" sagde han.
"Fint.. forklar" sagde jeg, men vendte ryggen til ham.

"Da jeg var sammen med din veninde, havde vi det godt sammen. Altså til den dag jeg mødte dig. Fra den dag kunne jeg ikke lade være med at tænke på dig. Det var derfor din veninde og mig, stoppede forholdet. Det var ikke fordi at hun havde mødt en anden. Men fordi at jeg havde. Du vidste det bare ikke. Jeg kunne ikke tage mig sammen, og fortælle dig det hele, og troede at det letteste ville være at glemme dig. Men det kunne jeg ikke!" forklarede han. Jeg begyndte at græde. Ingen havde nogensinde talt sådan til mig! det var det mest romantiske øjeblik nogensinde! Han kiggede på mig, med hans store blå øjne.
"Var det derfor du kom hertil?" spurgte jeg forsigtigt.
"Faktisk ikke nej. Det var et tilfælde. Men da jeg så dig... jeg ved ikke hvad der skete med mig. Jeg tror at jeg blev forelsket." Jeg kunne ikke lade være med at græde. Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Han lagde sin arm om mig, og jeg lænede mig ind mod ham.
Mit hjerte slog hurligere, og jeg følte mig syg. Jeg var svimmel og havde kvalme. Præcis som sidste gang vi var alene. Der var noget helt specielt ved ham...