Always

Epilog

Emma's POV

College er for vildt. Det har jeg altid vidst, men at opleve det i virkeligheden overgår alle forventninger. Jo, selvfølgelig er der mange lektier og sådan, men du har bare så meget frihed. Du har ingen forældre, som bestemmer over dig. Du kan komme hjem midt om natten, hvis du vil. Du kan spise lige så meget junkfood, som du vil. Du behøver endda ikke vaske tøj, før du ikke har mere tilbage. Og det bedste? Du kan overnatte på din kærestes kollegie hver nat.

Noah og jeg har nu officielt være sammen i 7 måneder. Og det går virkelig godt. Min far har hjulpet ham meget. Få dage efter Olivias fødselsdagsfest talte de sammen. Noah fortalte alt. I det diskrete fik min far stablet en sag på banen omkring forældremyndighed. Jeg fortalte Noah, at jeg syntes han også skulle melde sin far for vold, men han sagde, at han ikke havde lyst til at blive stemplet som drengen vis far har voldlige tendenser. Derfor blev sagen om forældremyndigheden udført bag lukkede døre, uden for offentlighedens søgelys. Noahs mor vandt heldigvis sagen, og har nu fuld forældremyndighed over Noah.

Han fik sit footballstipendium, og jeg besluttede at søge ind på det samme college son ham. Jeg havde ikke lyst til at være adskilt fra ham, når vi nu endelig var sammen.

"Emma, hører du efter?" Jeg bliver hivet ud af mine tanker, da Olivia giver mig en albue i siden.

"Av" udbryder jeg, og skuler ondt. "Jeg hører da efter"

"Virkeligt?" Liv lægger armene over kors. "Og hvad var det så jeg sagde?"

"Øh... At jeg er en helt fantastisk ven, og at du er ovenud lykkelig over at vi går på det samme college?" Jeg smiler det mest uskyldige smil, jeg kan frembringe. Liv valgte også at søge ind på det samme college som Noah og hendes kæreste Oliver, og heldigvis kom hun også ind. Nu bor vi på samme kollegie.

"Emma Williams, du hørte jo slet ikke efter. Du skal være glad for, at jeg elsker dig så meget, for jeg kan ikke lide at blive overhørt. Jeg spurgte om du havde hørt fra drengene?"

Jeg fisker min telefon op fra lommen, og tjekker mine beskeder.

NoahG: Er på banen. Kommer du?

"De er nede og træne ved banerne. Skal vi tage nogle sandwich med?"

"Ja god ide. Lad os score nogle billige points" Med en stille latter går vi ud på jagt efter sandwich.

***

Da vi ankommer til stadion, er drengene på banen. Vi finder nogle pladser tæt på, og stiller vores indkøbsvarer fra os på pladsen ved siden af.

"Prøv lige at se alle de groupies derovre" Liv peger over mod den anden ende af banen, hvor en række piger har samlet sig. De står og ser beundrende på hele footballholdet. Jeg kan nu ikke rigtig bebrejde dem. Alle spillerne ligner et mesterværk ude på den bane. Og her taler jeg ikke kun om deres udseende. Måden de drenge spiller på er fuldstændig betagende. Jeg ved, at Noah elsker at spille sammen med dem. Han er ikke kaptajn, som han var i high school. Han er heller ikke den bedste på holdet mere. Men han er godt på vej til at blive en stor stjerne. Og han kunne godt gå hen og blive kaptajn på tredje år. Trænerne og holdet elsker ham, og han er en fandens god quarterback.

"De piger ser lidt for sultent på Ollie" knurre Liv. Hun glor olmt på dem.

"Klørene ind missekat. Han er allerede din. Og bare vent til drengene kommer løbende herover, i stedet for over til dem" som på kommando lyder fløjten, og drengene samler sig i en klump på midten af banen. Vi kan svagt høre træneren tale til dem, med hvad han siger er helt utydeligt.