Jeg gik hjemad med store tunge skridt, jeg havde ikke lyst til at være nogen steder. Jeg ville bare væk. Væk fra det hele. Jeg åbnede langsomt hoveddøren, for at ingen skulle høre jeg kom hjem. Jeg gik ind på mit værelse med det samme og fandt et papir og skrev et afskedsbrev, med rystende hænder blev skriften bare ikke køn. mine tårer trillede bare ned på papiret og gjorde det vådt. Jeg kunne bare ikke holde tårerne inde, og jeg endte med at bryde ud i gråd igen. Jeg lagde mig til at sove, men der gik flere timer inden jeg havde nok ro i kroppen til at falde i søvn. Jeg havde alt for mange tanker omkring døden.
Solen begyndte at skinne. Det var blevet mandag. øv mandag, den dag på starten af 5 dage i et helvede. Et helvede med mobning. Jeg trådte ind af klassens dør, gik hen til min plads og satte mig ned. Alle kom hen til mig og omringede mig. Kunne det mon ikke snart stoppe? De begyndte at sige jeg var tyk, og sådan.. det blev for meget. Jeg brød sammen, og de indså min svaghed. ‘’haha! tudeprinsesse!’’ ‘’Se en tudeprins’’ ‘’Både tyk og svag, sikke en tude so’’ jeg husker det tydeligt, den dag de sagde alt det. Jeg var svag, ja jeg var følsom og værst af alt var jeg bare en ligegyldig person.
Jeg fandt mit barberblad frem i timen, så meget lykke forbundet med det blad, så meget frihed. Jeg løb ud af klasseværelset, forbi de andre klasser, forbi en masse personer og ud på toilettet. Jeg låste døren og satte mig sammenkrøbet på toiletbrættet. Jeg kiggede på bladet, og fik en rar følelse. Det ramte min hud. Igen og igen. Min arm var dækket med blod, og min mascara løb langsomt ned af kinderne på mig. Alt var lige meget nu. Jeg tog min langærmede trøje ned af armen igen, ingen måtte se den. det var min hemmelighed. Min flovhed. Min dumhed. Jeg gik ind i klassen igen, og blev mødt af alles blikke. Ikke søde blikke, nej tværtimod. Hade blikke, mødte mig.
Da vi havde spist gik jeg ned på lærerværelset, for at fortælle mine lærer det. Mobningen skulle stoppe nu! Jeg fandt læreren, og fortalte hende det hele. ‘’Hvad vil du have jeg skal gøre ved det?’’ spørgsmålet ramte mig hårdt i hjertet, som et skud fra en pistol, hvordan kunne JEG vide hvad HUN skulle gøre? Jeg svarede hende ikke, det var hendes ansvar at vide hvad hun skal gøre.
Jeg skyndte mig hjem fra skole, jeg ville bare hjem. Hjem og forsvinde fra verden. Da jeg gik over broen, fik jeg en følelse af at blive kvalt, og jeg havde lyst til at springe ud fra den igen. Jeg løb resten af vejen, det var nok nu.
Da jeg var hjemme, mærkede jeg en dårlig stemning og vidste at det her endte galt. Mor og Far skændtes og jeg kom ind som en sur datter og skreg at de var dårlige forældre, men jeg mente det jo ikke.. jeg var bare trist og havde behov for et kram! Min søster kom ind og jeg skreg af hende, hvorefter hun nærmest tryglede mig om at dø. Hvis det er det alle ønsker, så hvorfor ikke gøre det? den tanke strejfede mig.
أنت تقرأ
Mobningens efterfølger
أدب المراهقينUddrag af historien: ''Jeg svarede ikke, jeg løb bare. Løb med tårerne trillende ned af kinderne og for snottet til at kunne trække vejret. Ingen forstod mig! Ikke engang lærerne hjalp, jeg var jo ansvarlig og fornuftig, jeg kunne sagtens ordne det...
