Mobningens efterfølger

Broen

Jeg stod ved broen og kiggede ned på alle de biler der kørte forbi, det kunne være rart bare at hoppe ned. Mærke friheden, mærke at det var nu og bare komme væk fra verden. Verden med mobning, evig konstant familieproblemer, svær/kronisk depression, sorg, og værst af alt: selvskaden. Selvskaden var ved at æde mig op, det havde gået dårligt i flere måneder nu. Kun ned af bakke, ikke en engang et lille bump op. Jeg havde fået utallige ar på armen igen og den gjorde ondt, jeg havde fået et tydeligt ar som aldrig forsvinder. Et ar som altid vil minde om om den mørkeste periode i mit liv. Igen forstod ingen mig, jeg var jo bare en sur unge, min eneste måde at bevise jeg var trist på var ved at gøre skade på mig eller forsøge selvmord, men jeg opnåede jo intet med det i længden? jovist er det rart i starten, men hvad med bagefter? Hvad med de ar man skal skjule, eller den konstante hovedpine over overdosering af piller?

Jeg tog min fod imellem rillerne ved broen, og gjorde klar på at kaste mig ud over broen. Det var nu at jeg skulle gøre mit liv forbi. Mit liv med konstant smerte, var nok nu. Jeg så Alfred komme løbende hen mod mig og skyndte mig at se normal ud, eller så normal jeg nu kunne.. Alfred var bossen i klassen, ham der havde fået alle til at mobbe mig. Han var en idiot, gid det var ham der ikke gad at leve. Livet var bare uretfærdigt!

"Hvad så dumme? Skal nu til at begå selvmord også? er du virkelig så svag!?" Hørte jeg i det fjerne, Albert råbte.
Jeg svarede ikke, jeg løb bare. Løb med tårerne trillende ned af kinderne og for snottet til at kunne trække vejret. Ingen forstod mig! Ikke engang lærerne hjalp, jeg var jo ansvarlig og fornuftig, jeg kunne sagtens ordne det selv. Men nej de tog fejl. Jeg kan ikke engang møde mobberne uden at flygte af ren angst. Forestil dig at leve i konstant angst for at møde sådan nogle idioter, spild af tid.

Men sådan er jeg! En pivskid der ikke kan finde ud at tackle følelser, som bare fortjener at dø. Jeg satte mig ved en sten, og kiggede ud på det blå klare hav. Mine hænder frøs og var gennemblødte af en blanding af regn og tårer,  en masse tanker strømmede igennem mig, tanker om at det var min egen skyld at jeg har det så dårligt, jeg er svag og tyk. Bare en lille plet som alle hader, ingen ville savne mig, hvis jeg var væk. Jeg var også bare altid til besvær. Gad vide hvorfor nogen ville bruge tid på mig?