Hvis jeg var den sidste på jorden

Afsked

"Julia! Du skal komme ned nu, ellers når I ikke flyet til tiden!" Råber min mor nede fra køkkenet. "Jaja, kommer nu!" Råber jeg tilbage, og løber fra badeværelset til mit værelse. Jeg tager fat i kufferten, men med mine spaghettiarme er det nærmest umuligt at løfte en kuffert. "Pis.." Hvisker jeg, inden jeg råber: "Mor! Kan du ikke lige komme og hjælpe?!" Der går noget tid uden at hun svarer, men lige da jeg skal til at kalde på hende igen, kan jeg høre hendes fødder på trappen. Et par sekunder efter åbner hun døren. "Hvad så?" Spørger hun. "Jeg kan ikke bære kufferten." Svarer jeg og går væk så hun kan komme til. Hun sukker og går hen til kufferten, hvorefter hun let som ingen ting løfter den ned i gangen. "Jeg har sagt det før mor... Du HAR altså superkræfter!" Siger jeg for mig selv og følger efter min mor neden under. "Kom så, vi skal skynde os!" Siger hun og små løber ud til vores lille Kia Picanto, som hun sætter sig ind i. Jeg følger efter og sætter mig på passagersædet ved siden af hende. Hun starter motoren og bakker forsigtigt ud af den smalle indkørsel. "Glæder du dig?" Spørger hun. "Ja, helt vildt! Jeg har kun været udenfor Danmark en gang, og det var på en lejrtur med klassen til den lille hytte i Sverige, og der fløj vi jo ikke, så det glæder jeg mig helt vildt meget til at prøve." Svarer jeg og smiler ved tanken om det.

Flashback:
Det er 2 år siden nu, dengang vi gik i 7. klasse. Vi glædede os alle sammen til at komme afsted, og jeg havde søgt lidt på Google efter nogle billeder af stedet hvor vi skulle bo. På de fleste af dem var der en lille sø og en rød træhytte med en skov i baggrunden, resten var rimeligt random. Vi kørte i tog til Sverige, hvorefter vi skiftede til bus, da togene ikke kørte helt ud til hytten. Da vi kom frem konkluderede jeg at det ville blive de bedste 3 dage i hele mit liv. Det var sommer, græsset var helt lysegrønt, og den lille sø skinnede om kap med solen der hang på den blå skyfri himmel. Den røde hytte så meget stor ud, og var næsten lige blevet malet. Den første aften, brugte vi tiden efter vi havde fordelt sovepladserne i de store køjer, på at riste skumfiduser og fortalte hinanden uhyggelige historier i mørket. Hannah havde fortalt om verdens undergang. Det lød fulstændig vanvittigt, med brændende huse, forgiftet vand, vulkaner, jordskælv, tsunamier og andre naturkatastrofer over alt... Jo, Hannah var god til at fortælle historier...
•••
"Så er vi her skat." Siger min mor og ligger en hånd på mit lår. Jeg vågner fra mine tanker og stiger ud af bilen. "Hej Julia!" Råber Hannah med sin lyse stemme oppe fra huset. Jeg vender mig om mod Hannah og svarer med et: "Hej Hannah!" Idet jeg, efter planlægning, løber hen mod Hannah, og efterlader min mor og den tunge kuffert. Smart? Nej... For lidt efter råber min mor efter mig: "Julla-mus! Du glemte din kuffert!" Så jeg er nød til at gå hele vejen tilbage til bilen, hive den tunge kuffert ud af bagagerummet, for derefter at slæbe den hele vejen tilbage til Hannah. Enormt hårdt. Da jeg er næsten henne ved huset kan jeg høre nogle hurtige skridt bag mig,og bliver kort efter overfaldet af et morkram. Min mor drejer mig rundt så hun kigger mig lige i øjnene. "Pas godt på dig selv, skat." Siger hun og kysser mig lige ved siden af øjet. "Det skal jeg nok, mor." Siger jeg og smiler til hende, hvorefter jeg vender mig rundt, himler med øjnene af hende og går ind til de andre fra Hannahs familie.