Eventyret som jeg havde glemt...

5. Forældredag

Jeg sad endnu en gang og talte hullerne i loftet. De firkantede loftsplader med de 900 små huller. 30 på den ene led og 30 på den anden. Jeg havde længe undret mig over hvorfor der var de huller, men lige som så meget andet, kunne jeg ikke finde et svar. Jeg sad og ventede. For det meste var forældredag ikke noget jeg så frem til og det gjorde jeg i virkeligheden heller ikke i dag. Men jeg havde brug for at snakke med dem. De var mit allersidste håb for at komme af med de forbandede piller.

Så da klokken ramte 14, rejste jeg mig og prøvede at forberede mig selv. Jeg blev nødt til at holde en pæn tone, hvis jeg skulle have det mindste håb om at få noget igennem, til mine forældre. Og dette var virkelig mit eneste håb.

Turen ned til spisesalen var ikke særlig lang, men jeg nåede stadig at overtænke alt det jeg ville sige 100 gange. Men som jeg drejede om hjørnet til spisesalen, var der ikke mere at gøre. Jeg måtte jeg se mine forældre i øjnene.

Da de fik øje på mig, rejste min mor sig med et stort fedt falsk smil klistret godt til på hendes ansigt og kom over og krammede mig. "Hej Jos, hvordan går det" sagde hun lidt overdrevent entusiastisk, mens jeg ventede på at krammet var ovre. "Det går fint" svarede jeg træt og satte mig ned over for dem. "Det er da godt at høre" sagde min far. Han prøvede at lyde afslappet og hvis man ikke kendte ham, ville man måske også tro ham, men jeg kunne tydeligt høre den nervøse undertone i hans stemme. Siden jeg blev "syg", havde min far ikke vidst hvordan opføre sig omkring mig. Han var altid bange for at sige noget forkert og hvis man virkelig holdte øje, kunne man se, hvordan hans hænder rystede når han var i nærheden af mig. Det kan godt være at det kun var fordi han elskede mig, men det irriterede mig altid at han ikke bare kunne tage sig sammen og bare sige hvad han havde på hjertet. Når det kun var mig og ham sammen blev det altid så akavet, men det var stadig bedre end når min mor var med.

Hun havde nemlig intet problem med at sige hvad hun mente. "Ej har du mødt Emma og hendes forældre. De er ih så søde" sagde hun glad. Hun smilede over mod den stakkels familie ved siden af, der smilede nervøst tilbage. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at rulle med øjnene, for selvfølgelig ville hun synes om dem, og ja selvfølgelig havde jeg mødt Emma og hendes familie. Vi var ligesom ret mange mennesker, spæret inde på ret lidt plads og det var jo ikke den første familie-dag vi havde haft. Desværre. Jeg tog mig sammen og sagde så entusiastisk jeg kunne, "Jo mor, jeg har mødt Emma". Jeg skulle lige til at kigge ned på mit ur for at finde ud af hvad klokken var, da min far brød ind. "Betyder det så at du er ved at finde dig nogle venner, her". Han holdt en lille pause inden han sagde det sidste og hans toneleje faldt en tak. Jeg vidste at han var bange for at bringe det at jeg var "her", op. Jeg skulle lige til at svare, men nåede det aldrig da min mor denne gang bryder ind. "Det burde du i hvert fald. Laura og Naja har masser af venner og deres hold vandt faktisk en fodboldkamp her i weekenden. Vil du se billeder?". Hun formulerede det sidste som et spørgsmål, men det vidste jeg at det ikke var. Jeg nåede ikke engang at svare, før hun havde fundet telefonen frem og billederne at mine forbandede smilende søskende lyste mig lige op i ansigtet.

Jeg kunne mærke vreden begynde at koge i mine åre. Hvorfor skulle de altid bringe mine søskende op. Jeg havde lyst til at stille mig op og råbe ad dem, men jeg holdt det inde. Jeg blev nødt til at snakke med dem om det med pillerne. Så jeg viftede telefonen væk, hvilket fremprovokerede et fornærmet ansigtsudtryk hos min mor, men jeg ignorerede det.

Jeg åbnede munden, men ingen ord kom ud. Jeg brød mig virkelig ikke om at bede mine forældre om noget, men dette var for vigtigt til at give op, så jeg rømmede mig og prøvede igen. "Mor og far" startede jeg. "Jeg får disse piller, som jeg virkelig ikke bryder mig om. De forvandler mig til en zombie og gør at jeg slet ikke kan tænke. Vil i ikke være søde at fortælle Stine at jeg ikke behøver at tage dem".

Deres blikke mødtes et øjeblik og så spurgte min far varsomt "Men hvad mener Stine om disse piller?". Jeg himlede med øjnende, for jeg vidste allerede der at jeg havde tabt. "Hun mener at de hjælper mig, men...". Jeg prøvede at forklare hvor meget jeg ikke brød mig om dem, men min mor afbrød mig. "Hvis Stine synes at de er gode for dig, så skal du tage dem". "Men mor..." Jeg prøvede at fortsætte men jeg kunne mærke tåre begynde at fylde fra mine øjne og en klump begynde at fylde i min hals. Det havde været min sidste udvej for dette, men de lyttede aldrig til mig. De lyttede mere til de professionelle, end de lyttede til mig. Det var alt sammen for meget og så blev jeg sur.

"Mener i så også at jeg skal blive her til evig tid, hvis det er det Stine mener er bedst for mig!" råbte jeg ud i hele salen og rejste mig op så alle kunne se. Tårerne løb ned ad mine kinder. "Hvorfor lytter i mere til Stine end til mig. Hvorfor ikke lytte til mig. Hvorfor snakker i kun om mine søskende og ikke mig. Jeg er også jeres datter!".

Jeg kunne mærke Peters hånd på min arm. Ikke hårdt, men bare blidt. Det var som om han følte sympati med mig, men jeg rystede ham bare af. "Hvis i ikke engang vil lytte på mig, så lad bare være med at komme næste gang!". Efter at havde sagt det sidste, løb jeg frivilligt fra spisesalen og direkte ind på mit værelse, ind på badeværelset og låste døren.