Eventyret som jeg havde glemt...

9. En lille bitte by

"Hvad er dit navn" spurgte jeg. Han stod stadigt og betragtede mig da han svarede "Frederik". Af en eller anden grund sprang mit hjerte et slag over da han sagde det, men for ikke at vise det, sendte jeg hurtigt et nyt spørgsmål afsted. "Så hvor kommer du fra, Frederik". Han holdt stadig øjnene på mig da han svarede, "En lille by lidt uden for Roskilde". Jeg nikkede langsomt med et lidt smørret smil i mundvigen. "Så du er en landsby fyr". Han smilede tilbage og svarede "Jep. Det er en lille bitte by, men fyldt med gode mennesker".

Mit smil falmede, da jeg kom i tanke om mit eget liv. "Det lyder som et godt sted af vokse op" sagde jeg og kiggede igen ned på det grå linoleumsgulv. "Det var det. Hvad med dig? Kommer du også fra landet". Hans smil var mindre end da jeg endelig kiggede op. Mere medfølende. "Nej. Jeg har altid boet i byen. Det passede bedst for mine forældre" svarede jeg pludselig nedtrykt, ved tanken om det hjem, jeg ikke var sikker på jeg nogen sinde ville vende hjem til. "Men hvad med dig. Ville du gerne bo i byen". Jeg kiggede op igen. "Ikke rigtig. Det har altid været min drøm at bo et sted langt ud på landet. Et sted hvor jeg kunne have hunde, katte og måske høns. Mine forældre lovede mig engang at vi kunne kigge på det når jeg fyldte 13. Men det blev aldrig rigtig til noget". Han fjernede for første gang øjnene fra mig og sagde "Det er jeg ked af at høre". Der var et øjebliks stilhed, hvorefter han pegede over mod vinduet. "Dette sted ligger langt væk fra landet" sagde han og jeg kunne mærke tårerne presse på.

Jeg stilte mig op for at gå over mod vinduet, men svimmelheden ramte mig igen som en syndflod. Frederik lagde mærke til det og skyndte sig over mod min side. Jeg havde totalt glemt alt om det og tanken om at gå i gulvet to gange på en dag fik mig til at grine. Frederik kiggede forvirret på mig, men begyndte så at grine med. "Josefine, jeg tror hellere du må sætte dig ned" sagde han stadig smilende. "Mad" sagde jeg tilbage til ham og han forsvandt over mod døren. Men lige inden han gik ud kastede han endnu et blik over mod mig, hvilket fik mig til at smile. Og så var han ude af døren.

Frederik kom tilbage 5 minutter efter med en appelsinjuice og et æble. Vi begyndte at snakke igen. Han fortalte mig om hans Forældre og lille bror. Hvordan ham og hans bror en dag havde lukke naboens høns ud, så naboen blev nødt til at løbe rundt i hele kvarteret og fange dem ind igen. Jeg fortalte ham om den gang jeg brækkede hovederne af mine søstres Barbie-dukker og skyldte skylden på hunden. Vi snakkede om vores liv, venner og skolegang lige indtil resten af huset vågnede op. "Jeg må nok hellere gå inden der er nogen der begynder at mangle mig" sagde Frederik. Jeg nikkede bare, selvom noget i mig ønskede at han blev. Han gik over til døren og sagde "Du må have en rigtig god dag Josefine". Jeg smilede og nikkede igen. Og så var han væk.

Det var den første dag jeg ikke tog mine piller.