Eventyret som jeg havde glemt...

2. Intet kan gå galt

Jeg var faldet i søvn ved mit skrivebord. Jeg kunne ikke engang huske hvad jeg havde lavet og de ting som lå fremme, hjalp ikke særligt meget. Der lå nogle blyanter, noget papir, en rulle tape og en børnesaks af den slags der krøller papiret i stedet for at klippe. Jeg kiggede over mod døren som der blev banket på igen. Jeg rejste mig fra stolen, øm i ryggen efter at have ligget foroverbøjet og gik over for at åbne. Jeg støttede mig let til dørkarmen, som jeg lod døren svinge op.

"Er du okay?" spurgte Peter, som var en af de skiftende aftenpersonaler.

"Jep" svarede jeg. "Jeg har bare sovet dumt".

"Okay" Hans bekymrede ansigtsudtryk lettede lidt. "Nå, men der er altså aftensmad".

Jeg svarede instinktivt, "Jeg er ikke sulten".

Vores blikke mødtes med det samme. Peters lette smil blev erstattet af mere bestemt grimasse. Han åbnede munden og skulle til at sige noget, men jeg afbrød.

"Jeg ved det godt..."

Jeg skubbede mig selv væk fra væggen og prøvede at forberede mig selv. Spisesalen var altid en oplevelse. Lige meget om det var morgenmad, frokost eller aftensmad, var der altid et eller andet der skulle gå galt.

I går var der for eksempel en pige der begyndte at banke hovedet ned i bordet efter at hun fik væltet sin kop med saftevand ud over gulvet. Jeg kunne tydeligt høre dunkene, selv helt over fra mit bord i hjørnet. Personalet blev nødt til at trykke på nødknappen og det endte med at hun blev slæbt ud af spisesalen, mens hun græd hysterisk. Det var i hvert fald en oplevelse. Vi blev alle bedt om at gå tilbage til vores værelser og som jeg passerede pigens bord, kunne jeg se en tydelig plamage af rød hvor hendes hoved havde ramt.

Jeg vidste jo godt at vi alle havde forskellige udfordringer, men for mig virkede det ret voldsomt for en smule spildt saftevand. Men der var jo også en gang, hvor jeg aldrig havde tænkt at mit liv ville tage denne drejning. Men som sagt, ved man aldrig helt hvad fremtiden indeholder og pludselig så jeg mig selv sidde der, med rødt dryppende fra panden og ned på bordet. Jeg vidste ikke hvorfor det billede var poppet op i mit hoved, men det gav mig en helt særlig form for kuldegysninger, som jeg bare ikke kunne komme af med.

Jeg lagde ikke mærke til at vi var nået spisesalen før at larmen ramte mig. Det føltes som om at der var ekstra mange mennesker i rummet den dag. Brudstykker af forskellige samtaler rungede mellem væggene så snart vi var drejet om hjørnet ind mod spisesalen. Jeg kiggede til min venstre hvor der hang 2 rød og hvidmalede flag. Jeg gættede mig til at der var en der havde fødselsdag. Der virkede til at være okay stemning, men som jeg trådte ind i rummet vendte alle øjnene mod mig. Der var stille et øjeblik, hvorefter snakken startede igen, men i et lidt lavere lydniveau.

Jeg ignorerede deres flakkende blikke og gik op for at se hvad der var på menuen. Da jeg nåede bordene med mad, kunne jeg hurtigt se at det var rester. Jeg kunne med det samme genkende lugten af salaten med de grønne bønner fra i torsdags og jeg kunne hilse at sige at den ikke lugtede bedre af at have stået i køleskabet 4 dage. Faktisk så alle retterne ret sørgelige ud. Vi fik altid det mest kedelige mad. Der skulle altid alt muligt mærkelig i, for af en eller anden grund kan man ikke bare servere normale frikadeller. Der skulle selvfølgelig to ton havregryn i, som fik det hele til at smage af savsmuld, fordi at det skulle være sundt.

Alt på bordet så ekstrem kedeligt og tørt ud og lugten af den bønne salat gjorde heller ikke min appetit bedre. Det endte med at jeg bare tog et stykke af broccolitærten fra i fredags, som jeg huskede som værende okay. Jeg prøvede at snige mig forbi Peter og ned til mit bord i hjørnet, men han fik selvfølgelig øje på mig.

"Jessica har fødselsdag" sagde han som begge vores blikke rettede sig mod mit enlige lille stykke broccolitærte.

"Skal du ikke have et stykke kage med?"

Han formulerede det som et spørgsmål, men det vidste jeg godt at det ikke var. Jeg kiggede skeptisk ned mod den chokoladekage køkkenet havde bagt til anledningen og prøvede diskret at tjekke se om gemte sig noget mærkeligt i den.

Men da jeg ikke kunne se noget mærkeligt under glasuren og jeg ikke magtede at tage diskussionen, tog jeg bare et stykke af chokoladekagen. Jeg satte mig ved mit lille bord i hjørnet af spisesalen. Der var ikke faste pladser, men det var mere eller mindre bare min plads. Der var i hvert fald aldrig andre der satte sig der, men det havde jeg ikke noget i mod. Så slap jeg for at snakke med nogen af de andre og så fik jeg endda den bedste udsigt. Jeg kunne næsten se hele græsarealet og hvis det ikke var ståltrådshegnet, kunne jeg næsten helt glemme hvor jeg var.

Jeg tog den første bid af tærten. Den var ret tør, men smagte okay. Den smagte faktisk ikke af så meget, men det gjorde mig ikke noget. Så var den lettere at få ned.

Jeg kiggede ud mod græsset og den let grå himmel. Vinden fik hvert af de millioner af græsstrå til at svaje. Jeg vidste godt at vinden kom på grund af højtryk og lavtryk, men det var stadig ret vildt at tænke på hvordan vinden bevæger sig flere tusinde kilometer i et forsøg på at udligne trykket. Jeg kunne huske at vi fik det forklaret en dag vi var på eksperimentariet med skolen. Der var et akvarie der var delt i to af en skillevæg, hvor den ene side havde dobbelt så meget vand som den anden og da manden fjernede væggen, flød de to halvdele sammen da vandet gerne vil fylde akvariet ligeligt. Og på samme måde prøver vinden at udligne forskellen mellem højtrykket og lavtrykket, men i modsætning til vandet kommer trykket ikke aldrig til at være ens.

Det er kinda sørgeligt at tænke på. Vinden prøver så hårdt at få højtryk og lavtryk til at være ens, selvom det aldrig kommer til at ske og den ved det sikkert ikke engang. Vinden vil altid kæmpe for at skabe balance og vi andre kan ikke andet end at se at på.

Et højt "HURRA!" tvang mig tilbage til virkeligheden. Jeg prøvede ikke at vise min irritation. Jessica kunne ikke gøre for at hun havde fødselsdag, men jeg kunne mærke den forbandede chokoladekage stirre på mig henne fra sin tallerken.

Jeg magtede ikke at skulle spise den. Jeg prøvede ikke at tænke over kalorierne, men jeg kunne bare forestille mig hvor meget der var i. Jeg fik det helt skidt bare ved at kigge på den. Jeg vidste hvor skidt jeg ville få det hvis jeg spiste den. Jeg kunne ikke få mig selv til det.

Så jeg tog den sidste bid af broccoli tærten og rejste mig op. Jeg kiggede diskret om der var nogen der holdt øje, før jeg tog den tomme tallerken fra broccoli tærten og placerede den oven på chokoladekagen. Jeg sørgede for at den tomme tallerken lå lidt på skrå så man kun kunne se kagen fra væg siden. Jeg tog en dyb indånding, før jeg rettede blikket mod bordet med tomme tallerkner og gik der over imod med så meget selvsikkerhed som jeg kunne mønstre.

Jeg nåede problemfrit hen til bordet, men som jeg rettede blikket mod skraldespanden, blev mit blik fanget af et par fødder. Jeg kiggede langsomt op, hvor jeg blev mødt af Peters strenge ansigt. Vi kiggede begge ned mod mit stykke af chokoladekagen, som svævede få centimeter over skraldespanden. "Josefine!". Hans ord var undskyldende men bestemte på samme tid. Jeg kiggede ned mod gulvet. "Undskyld, men jeg kan bare ikke i dag..."

"Josefine, du ved godt at du skal". Jeg kiggede op og skulle til at forvare mig selv, men jeg nåede ikke at få et eneste ord ud. Peter sagde med lidt blidere stemme "Josefine...". Jeg vidste godt at godt at det var en tabt kamp, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at spise det stykke kage. Jeg kunne næsten allerede smage den sygelige søde kage, med den endnu mere søde glasur...

"Jeg kan bare ikke... undskyld... men kan ikke". Jeg kiggede op mod Peters ansigt. Han sendte mig et blik der sagde, gør det ikke værre end det behøver at være... Men jeg kunne virkelig ikke.

Jeg kiggede ud mod spisesalen. Alles blikke var rettet mod mig og efter få sekunders stilhed spredte en lavmælt visken sig. Jeg kiggede tilbage mod Peter i håbet om at få lov til at gå, men det var et tydeligt nej og pludselig kunne jeg bare ikke være i det mere.

Jeg smed begge tallerkner og som lyden af smadret porcelæn spredte sig gennem rummet løb jeg ud af spisesalen og tilbage til mit værelse...