Eventyret som jeg havde glemt...

7. Hvorfor skal min krop, altid, brokke sig...

Da jeg vågnede, vidste jeg med det samme at der var noget galt. Mine øjenlåg var så tunge, at jeg knap kunne åbne dem. Min krop så svag, at jeg næsten ikke kunne vende mig om.

Jeg tumlede forvirret ud af sengen og landede ned på hænder og knæ. Det sortnede for mine øjne og der gik i hvert fald 30 sekunder før jeg kunne se klart igen. Jeg kom vaklende på benene, uforstående over for hvad der var sket.

Jeg havde det fint da jeg gik i seng, mens jeg nu klamrede mig til vægen i et forsøg på ikke at vælte. Jeg forstod det ikke... Men så ramte det mig...

Jeg havde ikke spist et ordentligt måltid i næsten en uge. Jeg tog mig til hovedet, både lettet over at det ikke var noget alvorligt og irriteret over at min krop skal brokke sig på den måde. Det var jo ikke første jeg at jeg havde gået næsten en uge uden at spise. Jeg forstod ikke hvad problemet var. Jeg vidste bare at jeg skulle have noget at spise hurtigst muligt.

Jeg kiggede ned mod mit lille guldur, som jeg havde fået i 13 års fødselsdagsgave. Jeg havde ikke kunnet passe det de sidste 2 år. Men sidste gang jeg prøvede det, kunne jeg af en eller anden grund passe det igen.

Visererne på uret viste at klokken kun var lidt over 6 om morgenen, hvilket betød at de andre ikke ville stå op før om mindst 30 minutter og at køkkenet ikke ville åbne før om en time. Men jeg vidste ikke om jeg kunne vente så længe, så jeg begyndte turen ned mod køkkenet.

Jeg blev nødt til at stoppe flere gange undervejs, fordi jeg havde det som om, jeg var lige ved at besvime. Men efter et par minutter nåede jeg endelig køkkenet. Jeg bankede 3 slag på den hvide dør, hvorefter at døren blev åbnet, af en af de halvgamle kvindelige kokke. "Hvad vil du?" spurgte hun hårdt. Jeg skubbede mig væk fra væggen i et forsøg på at se normal ud. "Jeg tror at mit blodsukker er lidt lavt" begyndte jeg, men inden jeg kunne nå at sige mere, blev jeg afbrudt at hendes tydeligt irriteret, halvhæse stemme. "Vi servere ikke mad før måltiderne. Der er morgenmad klokken 7".

Hun vendte ryggen til og lod døren smække i mit ansigt. På dette tidspunkt var alt blevet sort for mine øjne igen, men jeg kunne tydeligt hører døren smække og mærke vindpustet fra da døren lukkede i.

Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at græde. Jeg kunne slet ikke overskue turen tilbage til værelset og valgte i stede bare at sætte mig ved siden af døren til køkkenet. Jeg sad og tog dybe vejrtrækninger, som mit syn langsomt kom tilbage, da et par fødder kom ind i mit synsfelt. Og da jeg kiggede op, så jeg at det var ham.

Fyren fra i går... Et af de eneste mennesker, jeg bare ikke ville have til at se mig lige nu.

Da jeg så ham, skyndte jeg mig på benene, hvilket var en stor fejl. Det sortnede igen for mine øjne, mens hele verdenen forsvandt.