LUCA

Mødet

Badeværelsets tomhed giver min hulken et ekko. Det vil altid ende sådan her. Jeg gider ikke engang at prøve længere. Bør jeg bare indse, at mit liv ikke bliver bedre end ensomme aftener på mit værelse under dynen?

Jeg føler mig så patetisk. Jeg hader at græde. Ikke på grund af den smerte, jeg græder over, men på grund af, hvor latterlig jeg føler mig, når jeg gør det. Det er ikke synd for mig. Der er ikke nogen, som skal have ondt af mig. Jeg klarer det fint selv. Alene.

Jeg tager telefonen i min lomme og trykker på skærmen. Det er snart midnat. Jeg vil gerne hjem. Natbusserne går kun en gang i timen, og jeg tvivler på jeg når op til busstoppestedet på tre minutter.

Pludselig bliver der banket på døren og jeg forer sammen af forskrækkelse.

"Hallo," lyder en rolig stemme på den anden side. Det går op for mig, at jeg har siddet her i over femten minutter. Hvis der står en hel kø af mennesker derude nu, så dræber jeg seriøst mig selv. Jeg tørrer mine våde øjne med et stykke toiletpapir og skynder mig at vaske hænder.

Da jeg åbner døren ud til gangen, er der tomt. Der står ikke nogle og venter. Jeg tager et skridt ud fra badeværelset og kigger mig omkring. Til højre på en træbænk sidder en dreng og kigger på sin telefon. Han er mørkeblond, velklædt og så virker han høj, selvom det er svært at vurdere, når han ikke står op. Jeg har ikke set ham før. Går han på mit gymnasium? Han ser ikke op på trods af min entré.

"Det er ledet nu," siger jeg pludseligt. Jeg overrasker mig selv ved overhovedet at tale til ham. Det ligner ikke mig og da slet ikke i denne her tilstand. Jeg fortryder straks, at jeg åbnede munden. Et par havblå øjne møder mine, hvilket får mig til at rødme. Jeg har lyst til at kigge væk, men det er som om jeg er fanget i hans blik. Som en fisk på krogen. Jeg glemmer helt min egen tilstedeværelse og fokuserer udelukkende på hans skikkelse.

"Altså, hvis du skulle bruge det," mumler jeg nervøst. Jeg slipper øjenkontakten ved at kigge ned i gulvet. Han rejser sig langsomt op, hvilket får trægulvet til at knirke. Jeg føler mig temmelig lav i modsætning til ham.

"Er du okay?" spørger han roligt, hvilket får mig til at kigge op igen. Hans stemme er hverken for mørk eller for lys. Hvis det ikke var for den anspændte stemning, ville jeg virkelig føle hans omsorg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. På den ene side vil jeg mere end hellere gerne skrige ud, ikke kun til ham, men til alle, at jeg har det ad helvede til, men af erfaring ved jeg, at det er bedst bare at tie, og selvom han virker oprigtig nok, så stoler jeg afgjort ikke på fremmede mennesker.

"Har du grædt?" spørger han, efter jeg ikke svarer ham første gang. Jeg er så følelsesladet lige nu, at jeg er bange for, hvad der vil komme ud, hvis jeg åbner munden.

"Det er bare fordi..." begynder jeg, men tøver da jeg ser han tager et skridt tættere på mig. Jeg bliver nervøs. Han gør mig nervøs. Hvis jeg siger mere, begynder jeg at græde.

"Undskyld," mumler jeg næsten hulkende på vej væk.

Jeg vil hjem.

Nu.