LUCA

Byttedyr

Jeg har ikke travlt med at komme ud ligesom de andre, da klokken ringer til frokost. Min krop har hverken appetit eller overskud til gå ud fra det her lokale. Jeg ved udmærket godt, hvad der venter på den anden side.

Jeg har ikke fortalt Sara om, hvad der skete i lørdags. Jeg fandt hende dagen efter på sit værelse begravet i chips og cola. Hun kan ikke huske noget fra den aften, og det er jeg faktisk rigtig glad for.

Selvom mit blik er rettet mod vinduerne, kan jeg ud af ovenkrogen se, hvordan min engelsklærer undrende observerer min tilstedeværelse.

"Skal du ikke ned og spise frokost?" spørger hun med en snert af omsorg i stemmen. Kun mine ører reagerer på hendes talen til mig. Hvis ikke jeg går nu, er jeg bange for, at hun bliver bekymret. Som svar pakker jeg mine ting sammen og bevæger mig mod døren.

Til min store overraskelse står Josef ikke på gangen og venter på mig som sædvanligt. Jeg har ikke glemt, hvor ked af det han gjorde mig i lørdags. Lige siden starten af 1.g har han totalsmadret min selvtillid. På en måde er det min egen skyld, at jeg er endt ud i den her afpresning. Han har noget på mig, og derfor er jeg nødt til at adlyde det, som han beder mig om. Når jeg tænker over det, står vi lige. Jeg kender hans hemmelighed, selvom jeg aldrig kunne få mig til at udstille en person på den måde.

Jeg begynder at snegle mig ned mod kantinen, men stopper da en alt for velkendt stemme lyder bag mig.

"Troede du virkelig, at du kunne slippe så let?" Jeg bider mig i læben, ikke af ophidselse, men af frygt. Da jeg vender mig om, bliver jeg mødt af et par store brune øjne. Josefs skikkelse tårner sig op foran mig. Han er højere end mig, hvilket altid har intimideret mig. Han ville være pæn, hvis ikke det var for hans afskyelige personlighed. Hans ansigtsudtryk forskrækker mig. Jeg føler mig som gazellen, der har fået øjenkontakt med rovdyret.

"Hej Josef," mumler jeg, mens jeg tager mit første skridt hen i mod ham. Det nytter ikke noget at kæmpe imod. Jeg har lært, at det er nemmere bare at give efter med det samme. Han vil altid vinde. Altid. Ligegyldig hvor meget jeg end skriger.

☆

Jeg mærker den varme saltede væske på min tunge, da Josefs pik en sidste gang støder ind i munden på mig. Han stønner lydeligt og støtter sig til toiletsbåsens væg for at få kontrol over sin sitrende krop i det han kommer. Jeg kigger opad og ser, hvordan han nyder orgasmens tilfredstillelse.

Efter lidt tid erstatter han sin pik med to fingre, som han sensuelt kører rundt i mit mundpart. Spermen ligger stadig og flyder på min glatte tunge. Hans øjne møder mine, hvilket får ham til at smile hovent. Jeg hader, hvordan han dominerer mig. Det er ham som er i besiddelse af kontrollen. Jeg har aldrig noget at skulle have sagt.

"Du er så fucking fræk," siger han så i troen om, at jeg selv har nydt at have ham i munden. I troen om, at jeg tager hans rosende ord som et kompliment. For mig er det mest af alt bare en hån.

"Slug det," fortsætter han kommanderende. Jeg føler mig ydmyget, men jeg har ikke noget valg. Det er ham, der har kontrollen. Det er ham, der sætter mine grænser.

Med stor afsky adlyder jeg hans ord. Jeg har svært ved at få det ned. Han smiler selvtilfreds til mig i det jeg synker. Han klapper mig et par gange på kinden, inden han lægger sin pik tilbage i bukserne.

"Og du holder bare din kæft, er du med? Ellers ved du godt, hvad der sker. Ses vi i morgen?" spørger han først truende og derefter hånende, mens han lyner sine jeans op. Det er ikke et spørgsmål, for han kender svaret lige så vel, som jeg gør. Han smækker toiletbåsens dør i det han går.

Jeg begynder at græde.