One hell of a love - Black Butler

Kapitel 3: Fortidens spøgelse.

Tiden den gik, og jeg følte mig mere og mere nervøs. My lord havde opdaget det, selvom jeg forsøgte at bevare roen. Det lignede virkelig ikke mig at blive så nervøs, skulle jo bare se om personen der havde skrevet til mig, var eller ikke var Jacquelinn. Claude og Hannah kom tit bare for at høre til mig, hvilket jeg fandt ret så sært. Jeg ordnede mine pligter som jeg skulle, men jeg holdt hele tiden øje med indgangen til godset. Lord Ciel så på mig en dag, og var ved at blive ret så træt af det, men hvad kunne han gøre. Nu ville jeg finde ud af det, og så var det faktisk ligemeget om my lord blev gal på mig.

En aften da jeg støvede af, hørte jeg det banke på døren. Hvem kunne det dog være, på dette tidspunkt af dagen. Jeg gik ret hen til døren og åbnede den, til min overraskelse stod der en kvinde udenfor døren. 

"Er dette Phantomhive godset? Jeg skulle møde Sebastian Michaelis på godset" sagde hun, og holdt fat i sin noget slidte grå kjole. 

Jeg rystede på hoved, og så derefter igen på hende. 

"Dette er Phantomhive godset, og jeg my lady er Sebastian Michaelis" sagde jeg og tog hendes hånd, som jeg derefter kyssede. 

Den velkendte roenduft ramte min næse, og jeg så lidt på hende. Kunne dette virkelig være Jacquelinn, den pige jeg kendte fra dengang.

Jeg bød hende indenfor, og så hende lidt an. 

"De kan ikke gå rundt i så slidt en kjole my lady" sagde jeg, og gik ind i sy værelset og fandt en kjole, som jeg derefter bragte hende. 

Hun så på mig, og jeg kunne se de smukke grønne øjne. Jeg stivnede dog lidt, da hun lagde noget af sit neon grønne hår bag øret, enden hun gik ind for at skifte kjole. Da hun kom ud igen, kunne jeg virkelig kende hende. 

"Jacquelinn" sagde jeg helt glad, og dæmpede hurtigt stemmen, sådan at my ord ikke skulle høre det. 

Hun gik hen til mig, og lagde blidt sin hånd på min kind. 

"Ja det er mig Sebastian" sagde hun kærligt, men besvimede derefter. 

Jeg greb hende hurtigt, og løftede hende op i mine arme. Tænk at hun virkelig var i live, jeg blev helt glad ved det. Så jeg bar hende ind i mit rum, og puttede hende i sengen, sådan at hun kunne komme sig helt.

Efter det gik jeg ud af rummet for at forberede aftensmaden, jeg var helt glad over det. Dog skulle jeg lige huske at kontakte Claude angående det, men det kunne bare vente til imorgen. Det hastede jo ikke, og skulle stadig finde en måde at forklare My lord det. Hvor svært kunne det være, han kunne da ikke blive vred over det, eller kunne han? Jeg kørte hånden igennem mit sorte hår, og valgte at fortælle om Jacquelinn med det samme. Så måtte det briste eller bære, men jeg ville ikke skjule noget for My lord. 

Han ville dog se hende, så jeg førte ham til mit rum. Jacquelinn var dog kommet til sig selv, hun stod og redte min seng. Hun så på os, da vi kom ind i rummet. Jeg gik hen til hende, mest for at beskytte hvis my lord nu blev vred. Hun så lidt på mig, og tog fat om min arm. 

"Hun kan ikke være her Sebastian, send hende væk" sagde Lord Ciel. 

Jeg stivnede ved det, men da jeg var hans butler, så skulle jeg også adlyde. Jeg sukkede kort, og bukkede så. 

"Yes my lord" sagde jeg, og fandt Jacquelinns kjole. 

Hun så ret trist på mig, men hvad kunne jeg dog gøre. Jeg så et glimt i hendes øjne, og vidste med det samme at hun var som jeg. 

"My lord, Jacquelinn kunne blive Maid for Lady Elisabeth" sagde jeg. 

Han så på os, og ville se hvad Jacquelinn hun kunne. 

Så vi gik alle ind i den store sal, og Jacquelinn viste hvad hun kunne. Jeg var overrasket over, hvor meget hun egentlig kunne. Lady Elisabeth så på os, og hun syntes allerede godt om Jacquelinn. Men desværre var my lord ikke vild med hende, så han rystede på hoved. Jeg forstod og førte hende til døren. 

"Jeg beklager Jacquelinn, jeg skal adlyde my lord" sagde jeg, og kløede mig i håret. 

"Tænk ikke på det Sebatian" sagde hun og lagde sin hånd på min kind, før hun satte sine rosenrøde læber imod mine. 

Jeg blev ret overrasket, men jeg lagde min arm om hende. Det var helt tortur for mig, da jeg så hende gå. Jeg skulle til at lukke døren, da lady Elisabeth smed ting efter lord Ciel. 

"Du ansætter hende nu Ciel, gør det for Sebastians skyld, for min skyld. Jeg vil have hende som maid!" sagde hun ret så vredt. 

Jeg så overrasket på hende, for jeg havde aldrig set hende være vred før. Lord Ciel sukkede, og gik så ud og hentede Jacquelinn ind, og ansatte hende. Dog skulle jeg få hende i en sort maid kjole, jeg valgte en rød til hende istedet, da den farve stod godt til hendes nøde brune hår.

Jeg kunne ikke lade være med at kontakte Claude, for han skulle også se hende. Måske ville vi kunne genskabe vores gamle venskab, jeg håbede faktisk lidt på det. Jeg ordnede hendes hår, så det sad op i en knold lavet af en fletning. Hun så på mig, og smilede blidt. Godt nok var jeg en dæmon, men selv hendes smil, fik mit hjerte til hamre, var det overhoved muligt. Jacquelinn lagde sine arme rundt om min nakke, og jeg lagde mine arme rundt om hende. Jeg kunne virkelig ikke dy mig, så jeg ville kysse hende, dog dukkede Claude op og så lidt på os. Jeg smilede, og så på ham. 

"Hun er i live" sagde jeg glad, og Jacquelinn gik hen for at give Claude et kram. 

Han stirrede lidt, og det var svært ikke at grine over ham. Jacquelinn grinede af det, og så kunne jeg ikke lade være med selv at grine. Claude så på Hannah, som også grinede. Hvilket fik ham til at grine ligesom os, det var helt rart at vi alle var samlet igen.

Jeg tog Jacquelinn med rundt i Phantomhive godset, og viste hende hvor alle tingene var. Jeg så kort på mit ur, og tog hende ind i mine arme, da Grell dukkede op. 

"Hmm til tiden som han plejer" sagde jeg, med en undertone af et suk. 

Jacquelinn så på mig, og kyssede min kind. Hun hev mig med sig, lige for øjnene af Grell. Jeg kunne høre ham skrige mit navn, men jeg gik bare med Jacquelinn. Det morede mig en del, men jeg blev da overrasket, da hun holdt mig op af væggen og kyssede mig på munden. Det var en ting, som jeg virkelig ikke lige havde regnet med. Da hun jo plejede at være den mest sky af os, den mest rolige og generte.

Efter lidt tid stoppede vi kysset, og jeg tænkte lidt på, om jeg skulle forklare Ciel og Elisabeth, hvem det egentlig var, at Jacquelinn var. Men det var ret så svært, lige at komme på de rigtige ord. Jeg gned min pande, og valgte at gå ud for at lave the. Jacquelinn Fulgte med mig, og så lidt på mig.  Hun tog the kanden fra mig, og tog mine hænder i sine. Hvilket fik mig til at kigge lidt på hende. Jeg tog hende ind i mine arme, og holdt hende tæt ind til mig.

“Når jeg finder den der skilte os ad, så er den mand en død mand” sagde jeg roligt.

“Det ved jeg min kære, han tog vores lykke fra os. Han skal bøde, jeg husker bare desværre ikke, hvem han var” sagde hun, og tog min hånd imod sin kind.

Jeg tænkte lidt, og så på hende. Det kryb som tog hende fra mig, skulle virkelig passe på. Jeg måtte bede Ciel om lov til at finde manden, hvor hvem vidste hvor mange par, den mand havde ødelagt, på samme måde som ved Jacquelinn og jeg. Jeg valgte så at føre min elskede hen til et smukt værelse, som hun kunne bruge som hendes eget. Det lagde lige ved siden af mit, så helt adskilt var vi nu ikke. Det kunne jo også være, at vi på et tispunkt kunne fuldføre det, som blev taget fra os den gang. Det ville tiden kun kunne vise os. Så jeg kyssede hende godnat, og bragte Ciel og Elisabeth deres aften the, enden jeg kunne trække mig tilbage til mit rum, eller ind til Jacquelinn. Man kunne jo ledig vide, hvilket rum, jeg ville vælge at få ind i.