Dæmon?

Lucas

"Nå Sophie"
Jeg vendte mit hovede og kiggede på ham.
"Hvad hedder du egentlig"
Hans blik forandrede sig.
"Bare kald mig Lukas,det er det sikreste"
Så var det mit blik der forandrede sig.
"Hvorfor?"
"Bare...fordi det er det de andre helst vil kalde mig" han kiggede ned i gulvet.
"Hvordan kan du vide at det var MIG der fik dem til at forsvinde?!"
Jeg kiggede surt på ham.
"Du vidste at jeg stod uden for døren....gjorde du ik?!"
Han kiggede nøje på mig.
"Det behøver du ikke at vide!"
Snerrede jeg.
"Okay,okay🙌🏻"
Han smilte.
Jeg ved ikke hvorfor,men der var både noget fascinerende og træls ved ham!
"Ja jeg vidste det" sagde jeg lidt smilene.
Hans smil blev støre.
"Ved du slet ikke hvem du er?!"
"Øhm" Jeg rømmede mig.
"Jeg ved da' mit fornavn og alder" jeg prøvede at smile.
"Du er en Robinson Sophie....En vaskeægte Robinson"
"Hvad mener du med Robinson?"
Jeg kiggede MEGET underligt på ham.
"For 100 år siden..." Og så fortalte han mig hele historien om Robinson familien.
"Så hvad er jeg?En heks?"
"Det ved jeg ikke..."
Han kiggede undrende på vinduet.
Endnu en tanke skød ned i mig: "Louise er uden for,hun udspionere os!"
"Louise er udenfor,hun udspionere os!" Hviskede jeg til 'Lukas'.
"Er det din tanke?" Han smilede et skævt smil.
"Ja" hviskede jeg.
"Skal vi ikke give hende en overraskelse?" Han smilede et ondt smil.
Okay det må jeg sige...han er ret sød...Men IKKE på den måde vi...vi..er bare venner.
"Jeg ved ik'"
Jeg smilede også lidt ondt.
"Så hvis jeg VIRKELIG er en Robinson...så har jeg magiske kræfter?!"
jeg kiggede spændt på ham.
"Jep,og det er dem vi skal bruge"
Han begyndte at grine. Det lød så sødt💕 Nej, tilbage til virkeligheden!