Dæmon?

Ustyrlig

Jeg begyndte at tænke. Jeg så en kande med vand, som stod på køkkenbordet. Så slog det mig:
"Vi kan hælde vand udover hende?" Spurgte jeg. Okay det lød barnligt... Men jeg er jo også begynder. Han tænkte sig om.
"Okay..." Sagde han endelig.
"Tænk på vand og Louise" sagde han alvorligt. Så svært kan det jo heller ikke være. Jeg tænkte på vand og på Louise. Jeg åbnede mine øjne og så et billede med en gepard. Pludselig kom en gepard ind i min stue. Jeg skreg og hoppede op på Lucas's skød, uden at tænke mig om. Jeg skyndte mig at hoppe af igen.
"Hvordan i alverden..." Han lød usikker.
"Så det er rigtigt, jeg er en Robinson..." Hviskede jeg. Han kiggede rundt i stuen. Jeg kiggede over mod væggen hvor billedet af geparden havde været. Det var væk.
Jeg kiggede ud ad vinduet og så Louise løbe skrigende væk.
"Hvad fik du øje på siden du..." Mere nåede han ikke at sige.
"Hvem er du egentlig?"  Spurgte jeg bestemt. Han kiggede ned i jorden, men sagde intet. Han løftede hovedet og kiggede igen rundt i stuen.
"Hvad fik dig til at tænke på en gepard?" Sagde han stille. Jeg sukkede men svarede ham:
" der hang et billede af en der" jeg pegede over mod den hvide væg. Så gik det op for mig, at der gik et rovdyr rundt i min stue.
"Emm...hvad gør vi med den?" Jeg kiggede over på geparden.
"Jeg er lidt sulten, er du ikke? Kan du ikke lave noget mad?" Sagde han meget hurtigt.
"Øhm...okay" sagde jeg lidt usikkert.
Jeg gik ud for at lave noget mad, da jeg pludselig hørte Lucas...tale med nogen? Jeg listede lydløst ind i stuen. Lucas sad med en iPad og snakkede med en mand over...et eller andet program lige som Skype eller FaceTime.
"Hun er en Robinson" sagde Lucas bestemt.
"Har du et bevis på, at det er rigtigt hvad du siger?"
"Ja...men jeg tror ikke, at vi er de eneste der har fundet hende. Der er nogen der lavede en silof af en gepard" Lucas viste manden geparden. Jeg fulgte med i hele deres samtale.
"Hvor er pigen nu?" Spurgte manden. Lucas vendte sit hovede og jeg skyndte mig at løbe ud i køkkenet, men jeg kunne stadig høre hvad de sagde.
"Ude i køkkenet..." Svarede Lucas.
"Bring pigen til mig! Gør det for vær en pris! Men bring hende i live."
Jeg tabte en tallerken. Irriterende mig.
"Jeg tabte bare en tallerken, det kan godt tage lidt tid at ryde det op" råbte jeg hurtigt til Lucas.
Der blev lidt stille, men Lucas begyndte samtalen igen.
"Hvad nu hvis det går galt?"
Går galt?! Er der nogen der vil dræbe mig eller hvad?!
" Det må ikke gå galt. Hvis det går galt, går det udover dig!" Manden var ikke sur, men bestemt.
Jeg tog en hurtig beslutning og gik ind i stuen med to tallerkner hvor der var rugbrød på.
"Så er der mad" Sagde jeg. Jeg så iPad'en  ikke var en iPad. Det var en speciel skærm som man tog op af lommen. Den var grøn og kunne mange ting.
Da jeg var inde i stuen, foldede han skærmen sammen, og lagde den i lommen.
"Hvad var det?" Spurgte jeg uskyldigt.
"Min mobil...min mor ringede" sagde han.
"Er det alt hvad du har?" Spurgte han og så ned på de nøgne rugbrød.
"Vi kunne gå i byen og spise?" Sagde jeg. Jeg havde fået en ide.
"Du kunne også trylle noget frem?" Sagde han lokkende.
"Vi kunne tage på KFC? Jeg kender en, hvor der ikke plejer at være særlig mange mennesker" sagde jeg lokkende.
"Fint" sagde han og vi tog afsted mod KFC.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------undskyld fordi jeg ikke har skrevet i lang tid.
Her kom der et kapitel mere😚Håber i kan lide det😹❤️