Fifteen steps

Again

Inden jeg fik set mig ordentlig om, kom en fyr gående lige hen imod mig. Hvad han ikke vidste var, at han gik lige i fælden. "Hej!" Råbte han for at overdøve musikken. "Hej" sagde jeg og smilede skævt. Inden han nåede at sige mere, bevægede jeg mig ud på dansegulvet. Hans blik fulgte mig, hvorefter han fulgte efter mig ud på dansegulvet. Jeg havde ham i min hule hånd. Pludselig tog en hånd hårdt fat om min arm og rev mig væk fra dansegulvet. "Hvad laver du!?" råbte jeg. Det var Mason. Han havde et fast greb om min arm og trak mig nu væk fra dansegulvet. Han stoppede ikke før, vi var nået hen til toiletterne. Jeg skulle lige til at sige noget, da han skubbede mig op imod væggen og kyssede mig. Først kæmpede jeg imod, men jeg kunne ikke modstå hans bløde læber og der gik ikke lang tid, før jeg gav efter.

Da vi igen stod uden for hans lejlighed, var det som om, jeg pludselig kom til mig selv. "Jeg bliver nødt til at gå" sagde jeg og var lettere forvirret. "Hvad?" spurgte han uforstående. Jeg begyndte at gå, men han fulgte efter. Jeg vendte mig om. "Jeg er ikke en brik i dit spil!" sagde jeg. Alkoholen gjorde mig forfærdelig ærlig. "Hvad snakker du om!?" sagde han, men jeg kunne se på ham, at han udmærket godt vidste,hvad jeg snakkede om. Jeg begyndte at gå. Selvom jeg ikke anede, hvilken vej jeg skulle. Han tog mig i armen. "Hey!" sagde han. Jeg vred mig fri.

"Helt ærligt, Bethany!" råbte han efter mig. Jeg blev ved med at gå. Jeg følte mig svimmel. "Bethany!?" råbte han igen. Jeg sank sammen på jorden. Jeg brød sammen. Tårerne løb ned af mine kinder. Jeg kunne ikke holde dem tilbage.

Der gik ikke længe, før Mason var ved min side. Han bar mig indenfor. "Sikker på du ikke vil sove her i nat??" spurgte han. "Ja! Jeg skal hjem!" sagde jeg, imens tårerene stadig løb ned af kinderne på mig. Han nussede mig i håret og forsøgte at trøste mig. Der gik ikke længe, før jeg faldt i søvn.