Stol på mig

1

En skikkelse, hvid og sort og grå.

Rygradens bue, panden, den lillebitte opstoppertud, de perfekte fødder med krumme tæer.

En skikkelse, der rummer løftet om et nyt liv.

Jeg stirrer på det kornede billede, med tommelfingeren stivnet over skærmen på min telefon, men en klump i halsen. Den ekstatiske tekst under billedet er skrevet af en kvinde, jeg aldrig har mødt, fuld af optimisme og lykke og begejstring over sit kommende moderskab.

Nå... Her kommer lidt nyt fra Per og mig! Vi er så glade for at kunne fortælle alle, at Junior er faldet til og godt på vej! Så spændende!!! #tolvugerscanning #ultralyd #instamor #instababy #babylove

Erkendelsen rammer som en knytnæve i maven. Hun er gravid med min eksmands barn.

Langt om længe har Per fået det, han ønskede sig, vi begge mere end noget andet ønskede os længtes efter.

Jeg føler mig åndeløs og svimmel, som om jeg er blevet sparket i brystet, og al luften er blevet slået ud af mig for anden gang i løbet af få timer. Først nyheden i morges og nu det her.

Jeg lægger telefonen på bordet med skærmen vendt nedad og bider smerten i mig, længslen, ønsket. jeg stirrer ud af togvinduet landskabet suser forbi i en sløret tåge af marker og levende hegn. Høsten er overstået og der er skåret helt ned til jorden, der er pløjet brun, mens røg fra et bål i det fjerne slynger sig op mod den grå eftermiddagshimmel. Togets blide vugge, vibrationer, der stiger op gennem mine flade sko såler. Toget kører mig tilbage til København, tilbage til mit lille nybyggede hus, tilbage til...

Til hvad? Et tomt hjem, der vil stå fuldstændigt som jeg forlod det i morges. Stille og koldt. Halvdelene af garderobeskabet tømt for nyligt, og halvdelen af bøgerne og cd'erne fjernet; de indrammede tryk og den store lænestol i hjørnet er også forsvundet. Per lod mig i det mindste beholde de fleste af møblerne, det var da altid noget. Og alle vores fotoalbum; fortiden er åbenbart noget, han ønsker at lægge bag sig. Men af en eller anden grund kan jeg ikke gøre det samme. Jeg sidder fast i min egen fortid, ude af stand til at komme videre. Fanget af min egen biologi. Måske er min tid virkelig kommet. Måske er det bare det.

Jeg læner mig tilbage i sædets blå stof, som er blevet tyndslidt i årenes løb, og forsøger i stedet at koncentrere mig om togets summen, den svage lyd af telefonsamtaler bag mig; en gruppe fodboldfans, der i den anden ende af vognen synger med stemmer, der er højrøstede af alkohol.

En ung kvinde med en baby klædt i lyserødt i favnen bevæger sig langsomt ned gennem midtergangen, mens hun kigger ned over sæderne. Jeg vender mig væk, undgår øjenkontakt og kigger endnu en gang ud ad vinduet med en stille bøn om, at hun vil finde et andet sted at sætte sig. Der er babyer alle vegne. Det er eftermiddagstoget, endnu ikke myldretid, der er masser af ledige sæder længere nede i vognen eller i det næste. Vær sød at sætte dig et andet sted hvor som helst, så jeg ikke behøver kigge på din baby hele vejen til København. Jeg fornemmer, at kvinden langsomt bevæger sig forbi og videre ned gennem vognen, og der undslipper mig et lettelsens suk.

Resten af ugen strækker sig ud foran mig, tom og begivenhedsløs. Resten af ugen. Arbejde. Pendle. Hjem. Et par glas vin, en vodka eller to. Trække dynen op over hovedet, så jeg ikke behøver tænke på noget. Sove alene i den store dobbeltseng. Næste uge, næste måned, næste år. Mere af det samme, på udkig efter en grund til at fortsætte ud over den tanketomme trang til at sætte den ene fod foran den anden. Bare fortsæt. Bare fortsæt. Jeg føler mig tom, udbrændt, udhulet af en hunger, der aldrig kan mættes. Hvordan kan det være muligt at håbe og bede så inderligt, så længe, og så ende med ingenting?