Stol på mig

2

Det tager et øjeblik at bearbejde det, mine øjne ser, og få det til at give mening. Er Isabella pludselig blevet syg? Forvirret? Er det en joke? Er det nogen, der har taget hendes jakke og på vej væk i regnen med den på?

Nej.

Det er hende. Det lyse hår svajer fra side til side, da hun går ned ad perronen med hænderne stukket dybt ned i lommerne på sin jakke og bøjet nakke, som om hun ikke ønsker at få øjenkontakt med nogen. Jeg læner mig frem for at banke på ruden, da hun går forbi, den er kold mod mine fingre, og bevægelsen akavet på grund af barnet i mine arme.

"Hallo!" råber jeg og mærke, at de andre passagerer vender sig mod mig. "Isabella! Hallo!"

Hun ser op, og et kort sekund mødes vores blikke, længe nok til at se hendes ansigtsudtryk, til at bemærke tårerne på hendes kinder. Hun mimer et enkelt ord. Undskyld. Så slår hun blikket ned og skynder sig videre, mens hun tørrer øjnene og skridtet ned ad perronen mod bommene.

Et øjeblik efter er hun forsvundet ud af syne.

En automatiseret kvindestemme lyder over højtalerne. "Dette tog stopper ikke før Nørrebro, København. Pas på, dørene lukker sig."

En håndfuld nye passagerer er steget om bord til den sidste del af togturen. De smider deres tasker op på boghylderne og leder efter deres pladser. Togets døre glider i med en endegyldig hvæse. Det her må ikke ske. Det er en fejltagelse, en misforståelse af en art. Jeg skulle bare holde Hannah i et par minutter, så Isabella kunne få fred et øjeblik, og så aflevere barnet tilbage til hende. Jeg ved slet ikke, hvordan man tager sig af...

Der nogen, der siger noget til mig.

"Undskyld, hvad?" Jeg vender mig mod en tynd mand med sort hue, der står lige ved siden af min plads. "Hvad sagde du?"

Manden peger med sin knoklede finger på sæde, som Isabella netop har forladt, og hvor hendes rygsæk stadig står.

"Er der ledigt?" Han spærrer vejen for alle de andre passagerer, der prøver at bevæge sig længere ned gennem vognen, men lader ikke til at bemærke det.

"Hun skulle bare ringe," siger jeg. "Hun kommer tilbage igen om et øjeblik. Desværre."

Han stirrer på mig et øjeblik, og så spørger han den rødmossede mand ved bordet overfor om det samme. Han grynter modvilligt bekræftende. Den tynde man slår sig ned, folder sin lange ben ind under sig og finder en bærbar frem af rygsækken.

Motorens brummen tager til, da toget begynder at bevæge sig igen. Først triller det roligt af sted, og perronen i Utterslev glider forbi, så passerer vi et stålhegn, der adskiller stationen fra parkeringspladsen bagved, hvor række efter række af biler holder parkeret side om side. Passagerer slæber af sted på deres tasker og knuger deres billetter i hænderne, da de trasker af sted mod stationens udgang.

Jeg får øje på et par mænd, der giver hinanden hånden, to midaldrende kvinder, der omfavner hinanden, en stationsmedarbejder refleksjakke; et par teenagere, der kommer ind på perronen, en enkelt skikkelse i regnfrakke. Jeg stirrer ud ad vinduet, men mine tanker er usammenhængende, det føles, som om toget kan stoppe, hvert øjeblik det skal være, som om situationen vil forandre sig, hvis jeg bare vender et par sekunder endnu. Den rødmossede mand på den anden side af midtergangen skuler til mig med utilsløret irritation og rynkede bryn. Jeg stirrer igen, og han slår blikket ned og stirrer på sin bærbar igen.

Jeg kaster et sidste blik ud af perronen. Måske skal Isabella mødes med nogen her. Så bliver udsynet blokeret af træer, da toget drejer ud fra stationen og sætter farten op. Et splitsekund overvejer jeg at rejse mig og trække i nødbremsen, før vi kommer for langt væk fra stationen. Er det en ægte nødsituation? Er nogen i fare? Hvad er det bedste for Hannah?