Stol på mig

3

Jeg stirrer med rynket pande på papiret, jeg sidder med i hånden. Læser ordene endnu en gang, vender papiret om for at se, om der står noget andet, hvad som helst. Men det er bare en følgeseddel fra et firma, der hedder BabyCool.com. Der står ikke noget andet skrevet i hånden, kun mit navn på forsiden, og på bagsiden de ti ord, der er kradset ned med kuglepen. Jeg folder instinktivt papiret sammen to gange og sikrer mig, at der ikke er andre, der har set det. Men forretningsmanden taster på sin bærbar, og den tynde, stirrende mand sidder og skriver i en lille notesbog og har tilsyneladende glemt alt om mig og alt andet omkring sig.

Stol ikke på nogen

Måske er paranoia kendetegnende for fødselsdepression? Er det? Jeg kan ikke huske, hvad jeg har læst. Måske Isabella frygtede, at hun selv ville komme til at skade barnet. Måske er det her alt sammen et råb om hjælp. Ikke på grund af hende selv, men for barnets skyld.

Det slår mig, at der måske ligger noget andet i rygsækken. Jeg lægger sedlen på bordet og begynder at tage tingene op af tasken en efter en og stille dem på bordet foran mig. Fem-seks bleer, en pakke vådservietter, en rulle affaldsposer til bleer, to hvide sparkedragter i bomuld, undertrøjer, vanter og en lillebitte uldhue, tre flasker med modermælkserstatning, der er klar, og en lille halvfuld bøtte med modermælkspulver. To foldede stofbleer, en hvid og en gul. To sutter, stadig pakket ind i plastik. En form for sele - BabyBjörn - med et indviklet sæt stropper, som jeg genkender med en bæresele. I lommen foran på rygsækken er der en ny tube antibakeriel salve, en rejsepakke med papirlommetørklæder og en lille flaske solcreme. Endnu et stykke papir, hevet ud af notesbog, med en form for skema, skrevet med samme skrift som på den seddel, jeg fandt med mit navn på. En række instruktioner nede i venstre side af papiret: 6-7 mad/bleskift, 8.30 lur, 10 mad, 11 lur, 12.30 mad/bleskift, 13 lur, 15 mad, 15.30 lur, 18 godnat rutine, 18.45 mad/puttes. En blød lilla blæksprutte med et smilende gult ansigt og indeni en klokke, der ringler, da jeg tager den op af tasken.

Hannah drejer hovedet ved lyden af klokken og griber ud efter den.

"Vil du have den her?" Jeg tager bamsen og rækker hende den. "Blæksprutten?"

Hannah kurrer og knuger bamsen ind til sig, mens den lille mund lukker sig.

Jeg besigtiger togbordet, som er dækket med rygsækkens indhold. Alle de ting, man skal bruge, når man går hjemmefra med en baby. Nok til en dagsudflugt, måske? To dage, hvis man strækker den? Og hvad så? Måske er det her alt, hvad Isabella kunne bære, så meget som hun kunne samle sammen i en fart og pakke ned i en enkelt taske. Men der intet andet, der giver noget som helst indikation og hendes identitet, hendes fulde navn, eller hvor hun bor. Intet, myndighederne kan bruge til hurtigt at identificere Hannah og får hende tilbage til familien så hurtigt som muligt. Det daglige skema er sært, og jeg spekulerer på, om det er skrevet for min skyld. Men hun har jo ikke haft tid til at skrive det, i de få minutter jeg holdt barnet. Kun mit navn og den mærkelige besked, lige efter vi havde sagt hej til hinanden. Jeg har ingen anelse om, hvorfor hun har valgt mig.

Fodboldfansene er i den ende af vognen synger endnu en sang, ordene afbrydes af latterbrøl og højrøstede obskøniteter, og jeg minder mig selv om at give dem plads, når vi skal af.

Da toget sagtner farten, begynder folk at rejse sig, hive deres tasker ned fra bagagehylden og stikke armene i frakker og jakker. En formålsrettet stemining fylder vognen, da toget nærmer sig endestationen. Den rødmossede mand i det nålestribede jakkesæt overfor samler sine ting sammen og ned i attachémappen, tager sin jakke på og skynder sig ned ad midtergangen uden så meget som at se til min side. Jeg negynder at pakke Hannahs taske igen, jeg lægger ekstratøjet i bunden, modermælkserstatningen og bleerne øverst. Endnu et hurtigt blik på Isabellas sære besked, inden jeg propper den ned i min håndtaske og med et godt greb om Hannah langsomt kommer op at stå.

Hvordan tager man rygsæk på, når man holder en baby? Alting - hver bevægelse, hver hidtil så simple handling - forekommer mig nu at være landet med et ekstra lag af kompleksitet. Jeg lægger forsigtigt Hannah på sædet, svinger rygsækken op på ryggen og tager remmen på min håndtaske over hovedet, mens jeg hele tiden holder øje med Hannah, i tilfælde af at det skulle lykkes hende at trille på gulvet. Men barnet griner bare til mig, mens hun lykkeligt sparker med sine buttede ben som en lille frø, der er ved at lære at svømme, og jeg tager hende op i favnen igen.

"Kom så, skat," siger jeg stille. "Lad os finde din mor."

Den sære tynde mand sidder stadig på sin plads og skriver i sin notesbog med en lillebitte, gnidret skrift. Han bemærker tilsyneladende ikke al aktivitet og ser ikke op, da jeg går forbi. Jeg bemærker, at han er klædt i fuldstændig sort. Sorte jeans og Doc Martens, grå sweatshirt og en slidt sort læderjakke. Ikke en eneste farveklat; hans ansigt er så blegt, at han næsten er gennemsigtig. Der er noget andet mærkeligt ved ham, som nager mig. Noget, som ikke helt stemmer.

Jeg træder forsigtigt ned på perronen, luften giver genlyd af skridt. Nørrebro er fuld af røde mursten, stålbjælker på kryds og tværs hen over glasloftet over mig. Jeg træder væk fra dørene, spejder op og ned ad perronen, i tilfælde af at det på en eller anden ked er lykkes Isabella at komme om bord på toget igen, og at hun er her lige nu, på udkig efter sit barn. Måske kan jeg få øje på hendes rustfarvede jakke, der bevæger sig hen mod os blandt alle de rejsende, der stiger ud af toget. Et hav af ansigter bevæger sig ned ad perronen, en gruppe langsomme pensionister, en ung familie på udflugt, handlende og studerende og et par jakkesæt klædte pendlere i én stor pærevælling. Men ikke nogen ung kvinde, der spejder ud over menneskemængden. Intet spor af Isabella.

Jeg kigger ned i babyen i mine arme. Hannah blinker op mod det skarpe lys, da jeg begynder at gå hen mod ankomsthallen. Ved bommen rækker jeg ned i min håndtaske efter billetten, en kejtet søgen med højre hånd, mens jeg med venstre holder om Hannah. Jeg prøver at nå ned i min jakkelomme, og det lykkes mig kun lige akkurat at stikke højre hånd ned i den. Den er heller ikke der. En eller anden tisker højlydt i køen bag mig og rykker over i en anden bom. Havde jeg den i bukselommen? Jeg klapper på mine jeans lommer men kan ikke mærke konturerne af billetten. Kontrolløren, en smilende kvinde i halvtredserne med kort mørkt hår, kommer over og vinker til Hannah.

Burde jeg fortælle kontrolløren, hvad der er sket? Eller vil hun bare befale mig til at gå direkte over til den nærmeste politibetjent? Jeg prøver at komme på de rigtige ord, men kontrolløren kigger ikke på mig, hun smiler til Hannah.

"Hvor er du nuttet" siger kvinden, mens barnet kigger på hende og blinker langsomt. "Skal vi ikke give din mor en hånd, hvad?"

Hun lægger sit kort over sensoren, og den grå plastikbom svinger op.

"Tak," siger jeg og mærker lettelsen i brystet. "Det er meget venligt at af dig."

Kontrolløren vinker igen til Hannah med en enkelt finger.

"Hav en dejlig dag, I to."

Jeg går ind i den store ankomsthal og spejder efter skilte, der viser hen til en informationsskranke, et billetkontor, eller hvor det end er, stationesbestyreren befinder sig. Har Københavns politiet kontorer på de store stationer? Jeg har aldrig set et på Nørrebro, men på den anden side har jeg heller aldrig rigtigt kigget efter det. I det centrale København lader det til, at alt hvad der ikke er knivstikkeri eller terrorangreb, figurerer ret langt nede på politiets liste. Er det her en af den slags ting, de ville tage sig af med det samme, som en overhængende, livstruende fare? Ikke rigtigt.

Jeg når helt ind i ankomsthallen og får øje på mit spejlbillede i en butiksrude, og et kort øjeblik bliver jeg desorienteret bed det skyggeagtige billede af mig selv med en baby på armen. Det er næsten, som om jeg stirrer ind i et parallelliv, et parallelt univers, hvor den sidste omgang IVF-behandling virkede, og jeg har fået et barn med Per, og jeg er på vej hjem med vores datter, den vidunderlige varme lille bylt i mine arme.

Jeg ved godt, at dette parallelliv ikke er virkeligt. På den anden side står jeg lige her med Hannah på armen. Det giver et sæt i mig, da jeg får øje på noget andet i butiksruden. Lige bag mig, i afmålt, roligt tempo, med den sorte hue på hovedet, kommer den tynde mand fra toget efter mig.