Stol på mig

4

Han går langsomt med en sær, edderkoppeagtig gang, side om side med en håndfuld andre passagerer. Han lader, som om han kigger på sin telefon, mens han går. Jeg tænker på de blå mærker på Isabellas arm. Frygten i hendes øjne. Måske er det her kæresten? Ikke fyren med den brækkede næse på telefonen, men denne mand? Synet af ham blandt de andre passagerer forstærker bare fornemmelsen af hans anderledeshed, en fornemmelse af, at han ikke hører til, som nærmest stråler ud af ham. Jeg sætter farten op.

Længere bag mig lyder der råb, høje og vrede, mandlige stemmer fulde af protest. Bagerst på perronen er der udbrudt et skænderi. Jeg kaster et blik over skulderen og får øje på fodboldfansene i de rød-hvide trøjer, der står ved bommen og skændes med kontrollørerne - noget med billetterne - deres ansigter er forvredet af vrede, mens de skyller indholdet af deres dåseøl i sig. Fansene råber og bander for at få lov til at komme igennem, nu slutter deres kammerater sig til protesten, mens banepersonalet i deres gule jakker bevæger sig hen mod postyret for at få folk til at falde til ro alene ved den kraft, der ligger i at være mange.

"Vær venlig at træde tilbage!"

"Så åben for helvede den forpulede bom!"

Jeg går hurtigere, råbene skærer gennem luften bag mig. Endnu en gruppe mænd i tyverne nærmer sig i spredt flok fra den modsatte retning, ti-tolv af dem, jeans og tatoveringer, blå fodbold-trøjer, hævede knytnæver. De skråler deres sange, aggressive stemmer, der giver genlyd mod stationens tag. En råbende udfordring, da de får øje på modstanderens fans ved bommen. De andre passagerer haster til side og bakker væk, så der dannes en sti mellem de to grupper fans. Gestik og fornærmelser og bandeord, en øldåse flyver gennem luften og rammer med et dumpt knald, så øllen står i en kaskade ud over perronen.

Hannah klynker over den pludselige larm. Jeg lytter til mine instinkter og sætter op for at komme væk fra konfrontationen. Jeg undgår øjenkontakt med andre og snor mig ind og ud væk fra mændene, mens hele min krop er anspændt på grund af larmen og aggressionerne. Med en voldsomhed, jeg ikke har mærket i årevis, knytter jeg højre hånd, fast besluttet på at smadre den første, der vover at lægge hånd på Hannah.

Fodboldfansene passerer, en hørm af ølånde, sved og ildelugtende aftershave i deres kølvand.

Jeg tjekker mit spejlbillede i endnu en butiksrude. Den tynde fyr følger stadig efter mig.

I den fjerne ende af ankomsthallen er der et skilt mod udgangen og resten af den tur, der venter mig. Fem minutters gang ned i metrostationen, skift metro, og derpå op på hovedgaden og gennem parken hjem til mit kolde, tomme hus. I løbet af de sidste fem år har jeg taget turen tilbage fra specialisten så mange gange, at jeg kan den i søvne. Og indtil for en time siden skænkede jeg ikke sidste del af min tur tilbage fra klinikken en tanke, jeg var på autopilot i toget og vidste, hvornår jeg skulle af uden at behøve at se op. Det ville være nemt bare at lade min fødder følge den velkendte rute.

Nemt, men forkert.

Langt om længe får jeg øje på et par politiuniformer. Et par bevæbnede betjente, der står med ryggen til en søjle midt i ankomsthallen. De har skudsikre veste på og er massive med deres udstyr, sorte remme, patrontasker og radioer, pistoler spændt fast på låret, og maskingeværer hen over brystet, med pegefingeren mod aftrækkeren. Men i stedet for at mærke lettelse føler jeg mig frastødt af dem, af disse våbens nærhed til det lillebitte liv i mine arme. Våben er ikke fremmede for mig, men det her er anderledes.

Men jeg er under alle omstændigheder nødt til at tale med dem, fortælle dem, hvad der er sket. Så går vi sammen hen til deres kontor, og jeg afgiver vidneforklaring og udfylder nogle papirer, og de tager barnet fra mig. Jeg overdrager Hannah til dem, og det vil være det. Overdrager hende til disse mænd med deres våben, disse mænd, der er udstyret til krig i gaderne.

Tanken giver mig en kold, tøm følelse, en knude af ubehag i maven.

I dag, her, nu, ser jeg trusler alle vegne. Jeg har en voldsom trang til at tage Hannah med så langt væk fra disse våben som muligt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på sedlen i babytasken. Stol ikke på politiet. Men hvilke andre muligheder har jeg? Jeg tror, at vi måske er blevet forfulgt fra toget, og det virker åbenlyst, at Isabella, uanset hvor hun er, har nogle store problemer. Jeg stiler over mod de to bevæbnede betjente, mens jeg forbereder, hvad jeg vil sige. Dette barn? Det er ikke mit. En kvinde gav mig hende... Men da jeg nærmer mig, rører en af dem i sin øresnegl, siger hurtigt noget i sin radio, og skynder de sig begge to ned mod perronerne uden at værdige mig et blik.

Jeg vender mig og ser dem forsvinde, alt deres udstyr rasler, da de løber ned mod slåskampen mellem to hold fodboldfans, som bliver mere og mere højlydt for hvert minut, der går. Jeg kan ikke få øje på nogen andre betjente i ankomsthallen. Måske i billetkontoret? Men denne station er ikke noget sikkert sted. Våben, drukkenbolte, larm, mennesker. Vrede. Hooligans. Politiet er på udkig efter terrorister med knive og selvmordsbombere. Jeg kaster et blik over skulderen, særlingen fra toget følger stadig efter mig. Men det er ikke kun ham, hele stedet gør mig ilde tilpas. Der er farer alle vegne, og jeg føler mig blottet - det er ikke et trygt sted for Hannah. Tusindvis af mennesker kommer og går, tæt pakket sammen, men uden at ænse hinanden i travlheden, hastværket og larmen. Der er en grund til, at togstationer er terroriskernes yndlingsmål.

Ikke her.

Stol ikke på nogen.

Isabella stolede på mig. Hun valgte mig.

Hvis jeg mærker selv skyggen af tvivl, bare et lille glimt, så burde jeg stole på mit instinktive behov for at beskytte barnet. Jeg tvunget til at tage en beslutning for hende skyld.

Jeg spejder endnu en gang over stationen for at se, om jeg kan få øje på andre betjente, men jeg kan ikke se nogen.

Bag mig tager råberiet til.

Kom væk fra dem, dem alle sammen. Læg afstand mellem dig og dem, mellem dem og Hannah.

Der må være en smartere, tryggere måde at gøre det her på. Jeg burde finde et mere stille og mere reguleret sted. Jeg svinger Hannah over på min anden arm, og hun stirrer på mig, lige ved at græde nu, hendes lille krop er stiv af ængstelse over råberiet og larmen.

"Vi er der næsten, Hannah," siger jeg. "Om ikke så længe er du sammen med din mor igen."

Men uanset om det er mig eller barnet, den sære mand følger efter, så er jeg først nødt til at lægge afstand mellem ham og os. Det tager kun et øjeblik at komme ud af stationen. Men jeg har brug for en hjælpende hånd. Jeg nærmer mig en firskåren mand i fyrrerne med en gul refleksvest på, hvor der står, Sikkerhedsvagt på ryggen. Han er i færd med at få en hjemløs til at flytte sig fra hæveautomaterne.

"undskyld mig?" siger jeg.

Sikkerhedsvagten vender sig, det brede ansigt er udtryksløst "Hvad kan jeg hjælpe dig med?"

"Jeg er virkelig ked af at ulejlige dig, men en mand har fulgt efter mig lige siden toget, og han har taget billeder af mit barn." Jeg vender mig og peger på den tynde mand. "han gør mig virkelig ubehageligt til mode, og jeg vil bare have ham til at lade os være."

"Den herre?" Han peger med en tyk finger og rynker panden. "I den sorte jakke?"

"Lige præcis."

"Er i begge okay?"

"Det tror jeg." Jeg knuger Hannah ind til mig. "bare lidt skræmte."

"Vent her, frue. Jeg taler lige med ham."

Han vender sig, og mens han taler dæmpet, nærmer han sig manden med en håndflade vendt op i en beroligende gestus.

Jeg bemærker det overraskede udtryk i den tynde mands ansigt, men jeg bliver ikke hængende for at se, hvad der så sker. Jeg vender mig om, smiler ned til Hannah og går hen mod de store buegange, der fører ud af stationen og ud, hvor eftermiddagssolen kæmper sig vej gennem et tyndt lag skyer. Jeg vil gerne forsvinde blandt alle de travle passagerer, der kommer og går, så jeg kan slippe væk fra enhver, der en potentiel trussel.

Jeg vil gøre det rette for Hannah, men først er vi nødt til at komme hen til et sted, hvor der er sikkert; i mellemtiden tager jeg mig af hende lidt længere.

Jeg går hurtigt ud af stationen og stiler hen mod taxaholdepladsen uden at se mig tilbage.