Han skriver noget på papiret og giver det til mig og går op på hans cykel. Ring til mig på det her nr. +** ** ** **. Ville han havde jeg skulle ringe? Til ham? Ej okay. Jeg smed sedlen ud i skralde spanden, hvad han ikke ved, har han ikke ondt af, vel? Og hvorfor blev han overhovedet ved med at komme og besøge mig. Han var virkelig mærkelig. Men jeg tror det mere mærkelige var det at jeg blev ved med at tænke på ham. Jeg gjorde min daglige aften rutine og kig i seng, men noget var anderledes i dag. Da jeg lagde mig ned og prøvede på at sove, irriterede min hestehale mig. Jeg tog den ud. Og mit hår faldet langsomt ned på puden, jeg følte mig helt i live. Var det virkelig kun på grund af hestehalen, at jeg følte mig så levende. Som om jeg kunne gøre alt ting. Jeg løb ud i køkkenet åbnede skralde spanden ledte efter sedlen med hans nummer. Og ringede han tog den og vi snakkede i over 3 timer. Jeg følte mig tryg men samtidig rædselsfuldt. Jeg tror endelig jeg stolede på en. Men skulle det virkelig være ham? Jeg mener. Han har sikkert allerede mange venner, kæreste, bolig et job og alt det der. Hvad skulle jeg kunne tilbyde? Jeg dur jo ikke til noget, jeg har ingen venner, jeg er ingen god ven. Jeg har aldrig været en god ven, jeg har aldrig været nogens ven. Efter noget tid, går jeg tilbage i sengen og sover.
