Jeg ved ikke helt hvorfor. Men noget i den her dreng fik mig til at føle mig tryg. Som om jeg kunne gøre alt, men det ved jeg jo ikke var muligt, langt fra faktisk. Han brugte efterhånden alt hans tid ovre hos mig, i det lille gule hus. Han hjalp mig med at gøre rent, lave mad og han lærte mig ting. Ting jeg aldrig troede kunne være mulige nogen gange sad vi også bare og snakkede eller så film. Jeg stolede på ham. Selvom jeg aldrig rigtigt havde stolet på nogen, min far, ja han forlod min mor og jeg da jeg kun var få måneder. Han drak, tog stoffer og brugte vold. Min mor har altid sagt han skred fra os, men jeg tror i virkeligheden hun sagde han skulle gå. Lige pludselig begyndte min ringklokke at ringe løs. Det kunne være hvem som helst, men jeg håbede det var ham. Jeg kiggede ud af gardinet, det var ham! Jeg skyndte mig at åbne. "Hej Nelly" Sagde han og smilte. " Burh her stinker her" ender jeg med at sige, og jeg fortryder allerede. "Det en cigaret " så tager han og rækker hånden frem med en cigaret "Nej tak. Kom ind" så kig vi begge ind og begyndte at lave noget mad. Så glemte vi at kigge på vores mad så den brændte af, vi dødede bare af grin. "Skal vi ikke tage ud og spise" Jeg svarede ikke. Jeg stod bare og stirrede på ham. Han endte med at få mig overtalt, men jeg var skrækslagen. Da vi gik rundt dernede i byen med alle de mennesker gik jeg tæt ind mod ham. Det lignet sikker vi var sammen som kærester eller noget. Men jeg var virkelig bange. Alle kiggede bare. Vi gik ind på en restaurant. Og spiste noget mad. Jeg var bange.
