Jeg havde lige fået fri, og skyndte mig hjem. Jeg skulle nemlig til page four koncert i dag! Jeg håbede på at komme op på forreste række, så jeg ville derhen 3 timer før det startede.
Jeg hoppede af cyklen og løb ind i huset.
"Jeg er hjemme!" Råbte jeg til min mor. Jeg løb op på mit værelse og begyndte at gøre mig klar. Efter noget tid kan jeg se Anne kommer cyklende ind i indkørselen. Anne skal også med til page four koncert. Efter nogle minutter kommer Anne op på mit værelse.
"Hej! Er du ved at være klar?" Spurgte hun.
Jeg nikkede som svar, og vi gik ned i køkkenet.
Vi var nu på vej hen til koncerten. Da vi kom derhen var der kun få piger. Vi satte os over k køen og ventede. Der begyndte at komme flere og flere. Pludselig begynder alle pigerne at skrige, og jeg opdager hurtigt at det er fordi page four er kommet!
Vi skynder os at rejse os op, og går hen til det store hegn. Vi får en plads foran, og rækker vores mobiler ud ligesom alle dr andre, i håb om at de vil tage et billede med os. Efter lidt tid kommer Pelle hen til mig, og vi får snakket og taget er billede. Wow hvor er han sød! Pelle sender mig et skævt smil, og går videre.
"Han smilede til mig!" nærmest råber jeg til Anne. Jeg kigger over mod Pelle, og han kigger på mig. Ups, jeg sagde det vidst lidt for højt.
Vi var nu midt i koncerten og de snakkede lidt.
"Og så har vi fundet en vinder af vores konkurrence, hvor der er en heldig pige her i mellem jer som kan komme om og møde os." sagde Pelle.
"Og vinderen skal komme om bag scenen bagefter!" fortsatte Jonas.
"Men nu til det mest spændene! Hvem har vundet? Vinderen er... Josephine Madsen!" Råbte Pelle. Det var jo mig! Jeg kiggede på Anne og vi begyndte at skrige sammen. Jeg havde jo vundet!
Jeg kiggede op på drengene, og de kiggede ned på os, de grinte lidt. " Du må gerne tage din veninde med" sagde Stefan. Så skreg vi bare endu mere. Vi opdagede at vi de eneste der skreg, så vi stoppede igen. Vi fortsatte koncerten. De sluttede af med at synge "sommer".
Da de var færdige skyndte mig og Anne os om bag scenen. Da vi så drengene stod de og snakkede med en vagt. Lauritz vendte sig om, og så os. Han prikkede til de andre, og de vendte sig om. Anne og jeg begyndte at tude lidt. "Nurgh i skal da ikke græde" sagde Pelle og gav os et kram. Han duftede godt. Okay måske har jeg et lille crush på ham. Eller et stort! Vi grinte lidt, og tørrede vores øjne.
"Nå, men hvad hedder i så?" Spurgte Lauritz.
"Jeg hedder Josephine, og det her er min bedste veninde Anne." Sagde jeg og pegede hen på Anne. Vi stod lidt og snakkede, om deres sang og sådan. Jeg havde bemærket at Pelle havde stået og kigget på mig under hele samtalen. Jeg kiggede over på ham. Han smilede til mig, men fjernede ikke blikket. Vi havde nu snakket i 30 min. og drengene blev nød til at gå. Det her havde været verdens bedste dag! Da vi kom ud på pladsen igen, gik jeg lige på toilet. Det var bare sådan nogle små båse. Da jeg var færdig åbnede jeg døren igen, og kom uheldigvis til at slå den op i en. "Ej undskyld! Jeg så dig slet ikke!" sagde jeg, og gik om bag døren. Der stod Pelle! Ej hvor pinligt! Han smilede bare og sagde: "Det gør ikke noget, jeg slog mig ikke". Jeg smilede. "Må jeg ikke få dit nummer?" spurgte han så. Jeg var helt overrasket. Men selvfølgelig måtte han det! Jeg gav ham mit nummer, og jeg fik hans. "Ring til mig" sagde han inden han gik. "Skal jeg nok!" Råbte jeg efter ham.
