From Another Planet {C.H}

Wake up!!

{Nogle timer senere}

"Ja hr. Irwin, du skal bare holde lidt øje med ham, og husk at give ham de her piller," sagde den lægen, som Ashton snakkede med. Jeg tog langsomt min trøje på. Jeg havde fået noget hvidt bind om min arm, hende sygeplejersken kaldte det for bandage (staves) det lyder så mærkeligt. Det ser mærkeligt ud, og det strammer også vildt meget. Det gør faktisk lidt ondt, jeg tror ikke at sygeplejersken kan lide mig, fordi hun strammede bare til. Naah.. Jeg tager det af når vi kommer tilbage til arenaen. Ej nu når jeg kommer i tanke om det, så sidder vagten og stirre på mig, mens jeg tager mit egen tøj på. Han er så uhyggelig! Jeg satte mig på sengen og tog langsomt mine sokker på.
"Mulac.. Hvor er mine bukser? Hehehe.. Det ved jeg ikke Calum! Mulac?! Hvad er der Calum?? Hvor er de Mulac?! Det ved jeg altså ikke Calum!! Hvis du har gemt dem så.. Så hvad Calum?? Så.. Så skær du mig igen eller hvad Calum?! Måske Mulac! Hvorfor går det altid udover mig Calum?! Tie stille Mulac!" Mulac driver mig til vanvid af og til. Jeg kiggede på gulvet efter mine bukser, men de var ikke der. Jeg kiggede kort over til vagten, for at se om jeg havde lagt dem der, men nej de var heller ikke der. Jeg rejste mig fra sengen, og jeg vendte mig om, og der lå de. Jeg havde sat mig på dem.

"Hvor er du godt nok dum Calum!!! Stop Mulac! Nææ!!" Mulac skal altid kommenter på, hvad jeg gør, det er så irriterende! Jeg tog så hurtigt, jeg nu kunne mine bukser på. Hver gang jeg bevægede min rumvæsen arm gjorde det ondt i den, og jeg ved ikke hvorfor.
"Er du klar til at gå Calum?" Spurgte Ash bag mig. Jeg fik et lille chok, og jeg vendte mig hurtigt om.

"Hvordan gør han det der?!" Tænkte jeg, mens jeg kort nikkede ja til Ashtons spørgsmål. Jeg knappede mine bukser og tog min jakke på, så jeg gemte min bandage (staves) væk.
"Hvordan ville fansene reager, hvis de finder ud af det her? Vent... Hvorfor tænker jeg på dem??" Tænkte jeg, mens vi gik ud af den stue, jeg lå på. Vagten fulgte bare efter os, han sagde ikke et ord, siden jeg sagde det der til ham.
"Du satte ham sku på plads Calum!!" Grinede Mulac inde i mit hovede, jeg smilede bare af hans kommentar.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

"Tror du at de andre drenge sover Mulac? Hvordan fanden skulle jeg vide det fra?! Mulac du ved ALT! Nå! Mulac er du sur på mig? Næ! Mulac? Ja Calum? Er du sur på mig Mulac? Nej skrid så! Mulac jeg kan ikke skride! Skrid Calum!" Nå men jeg får ingen hjælp af sure Mulac, jeg ved ikke engang, hvad jeg har gjort forkert. Aliens og deres følelser. Vent vent vent.. Jeg er en alien! Oh god.. Nå men jeg har mere info om menneskerne! De tager på det er hospital, når de kommer til skade! Jeg forstår ikke hvorfor! Hvem gider at sidde i et hvidt rum og forbløde? Nå det vil kun menneskerne. Jeg rejste mig forsigtigt fra min køje og hoppede ned på det kolde gulv. Jeg stod helt stille i nogle sekunder, og lyttede efter om de sov, og ja de sov som små mukadater! De søde små mukadater! Nå men jeg gik hurtigt og stille ude af tourbussen, eller som jeg kalder den smakteren. Det var vildt sort udenfor, men jeg havde glemt noget. Jeg gik hurtigt ind i smakteren igen og tog mine sko og jakke på. Hvorfor glemmer jeg altid mine sko og min jakke?? Nå men jeg gik hurtigt ud igen. Det første der fangede mine øjne var himlen. Jeg savner min hjemplanet. Jeg savner min familie. Jeg savner alt. Jeg kunne faktisk se min hjemplanet her fra jorden. Det er den første stjerne efter den store blinkende stjerne, men menneskerne kalder den nok for Nordstjernen. Min elsket hjemplanet. Min elsket familien. Et lille vandfald kom ud af min højre øjenkrog. Jeg tørrede den forsigtigt væk med min håndflade.
"Jeg gør der her for jer!" Hviskede jeg, mens jeg kiggede op til min hjemplanet. Jeg tog en dyb indånding og gik ud i mørket.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

"Dave Franco født d. 12 Juni 1855 død d. 19 September 1878" Læste jeg på en gravsten.
"Hey ham kender jeg! Eller kendte jeg.. Vent er det så langtid siden, at jeg var her sidst? Jeg husker det, som det var igår! Han var min menneske-bedste ven i 1800-tallet! Nu tror jeg at vi er i 2000.. Nå men jeg må.. Ja.." Tænkte jeg, mens jeg kort sørgede over min bedste vens død.