koldt mord

kapitel 1

Jeg gik i den tykke hvide masse, sneen dækkede alle ting på den kolde jord, og alt omkring mig var kridhvidt. Jeg gik hen ad den snoede sti omme bag ved den gamle og faldefærdige skole, sneen faldt smukt som aldrig før, ingen af snefnuggene var ens og de var alle ubeskriveligt smukke.

Det var da jeg så det, dét der ændrede mit liv til et mareridt. Dér midt på den smukke hvide sne sti, var der en farve der ikke var velkommen i den hvide verden. En klar rød farve, en sti af røde prikker der lå i perfekte runde cirkler i den hvide sne, jeg gøs ved tanken om hvad det kunne være.

''Nej,'' sagde jeg stille og forvirret til mig selv,

''det er bare maling''

men alligevel overvældede min nysgerrighed mig. Jeg fulgte den røde sti ind i den lille skov som skolen ejede, og jo længere jeg kom ind i skoven, jo større blev de røde dråber..

Jeg kom til et lille buskads og der lå det. Skriget kom overraskende højt ud af min mund, jeg var ikke typen der sådan bare skreg, men i denne situation er jeg sikker på at alle ville have gjort det.. Jeg stod og kiggede på den makabre skabning der lå foran mig, jeg genkendte hende med det samme, det var den stille og usynlige pige fra fysik, hende ingen lagde mærke til. Hun havde intet ansigt og hendes hud var ligbleg, men underligt nok var hun stadig bleg på en smuk måde som hun altid var, og jeg vidste at det her lige var sket.

Hendes krop var ubeskrivelig grusomt behandlet, og jeg kunne ikke holde ud at se hende sådan.. Blodet lå i en stor pøl under hendes hoved, og hun blødte stadig fra alle knivstik-hullerne i hendes krop. Synet af hende fik mig til at ville kaste op, og jeg kunne næsten ikke holde mig oppe mere. Jeg bakke ud af buskadset og vendte mig om, det var noget jeg aldrig skulle have gjort..

For der foran mig stod han, manden der havde myrdet hende, han havde en maske på der havde ansigt som en dukke med knapper som øjne. Jeg sværger at jeg kunne have skidt i bukserne da jeg så ham, han var ikke just skræmmende. Det var hvad han havde gjort ved hende som var skræmmende, blodet dækkede hans hættetrøje og farvede den en kvalmende mørkerød farve.

Jeg var stivnet og min hjerne arbejdede på højtryk for at finde på en plan, så jeg ville komme ud i live, og ikke ende som den lemlæstede pige omme ved buskadset. Da han gik et skridt hen imod mig, satte jeg i løb, jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg kunne høre hans åndedræt bag mig, og jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg kunne se starten af parkeringspladsen, og alt indeni mig jublede. Når jeg tænker tilbage på det nu, så ville jeg havde bedt min mor om at lære mig at løfte mine fødder. Men selvfølgelig ikke. For som sædvanligt lige når tingene går godt, snubler jeg over et eller andet. Denne gang var det ikke bare en upser, for denne gang var mine klodsede dumbo føder skyld i min død..

Jeg kunne mærke kulden på min krop da jeg faldt lige så lang som jeg var, den var så kold at den nærmest brændte. Jeg vendte mig om, og panikken ramte mig hårdt som en mursten i hovedet. Han stod nu bøjet over mig, og grinede smørret, han nød at se mig være panisk og i smerter. Han fumlede efter et eller andet inden under hans jakke, han stoppede og stod helt stille, smilet blev større og jeg vidste at han havde fundet hvad han ledte efter.

Jeg lukkede øjnene for en sidste gang, og kunne mærke den skrigende smerte som skar igennem mig, da kniven borede sig ind i mit ansigt..