CHANGED

⌖ 1 ⌖

⌖ 1 ⌖

Jeg er nervøs. Jeg er virkelig, virkelig nervøs. Det er jo første gang, jeg overhovedet kaster mig ud i noget, som kun jeg har bestemt. Og ikke min mor. Når jeg er nervøs, plejer jeg som regel at tænde noget musik på eller synge en sang. Ikke fordi jeg er specielt musikalsk eller noget, men det beroliger mig på en eller anden måde. Men nu kan det ligesom ikke lade sig gøre. Jeg sidder i en bus på vej hjem, jeg har både glemt mine høretelefoner og min telefon, og bussen er desværre fyldt med mennesker som nok ikke synes det er specielt fedt at høre på en pige, som ikke har én tone i livet.

Min "sidekammerat" er en mand hvis overskæg er groet så voldsomt at det kilder hans utrolig fyldige læber. Han har mørkt hår, og jeg kan høre hans musik igennem hans høretelefoner. Det er vist noget rock af en art. Ikke metal rock eller noget, bare... rock.

Ærlig talt, jeg bryder faktisk ikke specielt meget om rock eller generelt bare høj musik. Det er sjældent, at jeg tager i byen, eller for den sags skyld bare drikker. Resten af min klasse tager i byen hver fredag og lørdag, og det er ikke fordi jeg synes, de har sluppet specielt godt fra tømmermændene, når de kommer i skole igen om mandagen. Det kan godt være, at de måske har, men deres øjne synes jeg stadigvæk er en smule slørret.

Bussen drejer skarpt om et hjørne, og jeg griber fast, i hvad end jeg kan få fat i. Det ender med, at jeg griber fast i manden ved siden af mig's trøje, hvilket jeg får et stirrende blik fra ham af. Jeg mumler "undskyld", men ikke engang jeg selv kan høre, hvad det var, der egentlig kom ud af min mund. I hvert fald en slags "undskyld". Jeg beslutter mig for at rejse mig fra sædet og trykke stop. Selvom der er et par små stop endnu, har jeg mest af alt lyst til bare at stå af. Manden rejser sig modvilligt, da jeg faktisk sad inderst, og kommer igen med et tilfreds suk, da han så der kan sidde inderst. Sikke en idiot. Rockeridiot.

Bussen stopper, og med et elegant hop ud af bussen opdager jeg, at det regner. Midt om sommeren. Den her dag bliver da bare bedre og bedre. Jeg står på en gade, jeg faktisk genkender; det er min bedste veninde - Anna,'s gade. Derfor finder jeg hendes opgang og ringer på. Jeg beder til, at hun åbner op med det samme, for hvis ikke bliver jeg sikkert gennemblødt i løbet af et par minutter. Endelig lukker hun op, og jeg løber op med våde sko, våde bukser og våd jakke for at blive tørret i varmen på hendes værelse.

Hendes skulderlange hår er sat op i en hestehale, og hun retter lidt på sine pyjamasbukser som sidder lige under hofterne. Hendes mave er totalt synlig, da hun kun har en croptop på, men det klæder hende bedre, end det gør på mig. Hun har en toptrænet mave, og hun har helt klart den flotteste krop på vor jord. Jesus Christ, jeg er heldig.

"Hej skat!" hun krammer mig og byder mig indenfor. Der dufter af nybagte boller og lidt kakao, og tænk hvor er jeg heldig, at jeg lige stod af her. "Hvor hyggeligt, min mor er lige ved at bage boller med kakao. Har du lyst til at spise med?"

"Of course!" jeg smiler og hænger min jakke på en knage i entréen.

De har en kæmpe lejlighed; en stor stue, to værelser for hende og hendes bror, et soveværelse, stort køkken, spisestue og entré. Den er dobbelt så stor som min, og det samme er hendes værelse. Det er hyggeligt - hun har en bogreol, der måske fylder hele væggen, en dobbeltseng, et makeupbord og et tøjskab. Især reolen er jeg misundelig på, for vi bruger timer på at læse hver dag. Jeg kan høre en snært af The Fray fra hendes højtaler ved sengen, og en kaffemaskine summer i baggrunden.

Vi sætter os i sengen, og jeg piller lidt ved sengetæppet. "Jeg kan stadig ikke fatte, at vi er færdig med High School," siger hun og hæver øjenbrynene. "Det er så vildt! Nu er det hele bare så tomt, og College venter lige om hjørnet."

"Hvad med Eydon? Hvordan går det med ham?" spørger jeg. Eydon er Annas kæreste. De har været kærester siden Freshmen, men de snakker ikke specielt meget sammen mere, efter Graduation og alle eksamenerne. Han er enormt sød, men alle pigerne er konstant efter ham, og da han i foråret vist havde kysset en pige, da Anna var på ferie, var der totalt drama blandt pigerne.

"Eydon og jeg har slet ikke snakket," begynder hun. Jeg kan skue en lille tåre i øjenkrogen, og jeg flytter mig en anelse tættere på hende, så jeg kan være klar til at omfavne hende, hvis hun græder. "Jeg ved ikke om, vi egentlig er kærester mere... det er så forvirrende. Og nu tror han, at jeg har kysset med en anden. Zenia, det er forfærdeligt!"

Hun græder og græder og græder. Jeg trøster og trøster og trøster. Hun er ked af det, selvfølgelig er hun det, men jeg troede, at det ville være værre, at blive halvdroppet på den måde. Altså, jeg ville da være totalt synderknust, og det er da ikke fordi, vi ikke viser følelser for hinanden. Tværtimod.

Efter hun har grædt færdig, tørrer hun sine øjne med et serviet ovre fra Kleenex pakken på sin reol og sætter sig igen. "Men hvad med dig? Kan du ikke også snart finde en kæreste? Såh... så kan vi finde en ny sammen."

Jeg sukker, ærlig talt har jeg aldrig haft en kæreste, og hver gang der har været en, der har været forelsket i mig, har jeg været flov, og havde gemt mig på toiletterne hver frikvarter, indtil personen ikke faldt interesse i mig mere. Og jeg har jo heller ikke tid til en kæreste; jeg skal læse bøger, høre musik og i sommerferien har jeg jo overhovedet ikke tid. Det der kæresteri, var bare ikke mig, og det havde det aldrig været. Til gengæld havde Anna haft tusind kærester gennem årene, og det var ikke fordi, hun ikke var populær blandt drengene. Hun gik heller aldrig i byen, men i skolen elskede alle hende, og hun blev tit alligevel inviteret med til fester. Jeg gjorde aldrig. Jeg afslog altid, men det gjorde Anna vel også? Det var svært, det med popularitet, men Anna havde altid haft karismaen i orden. Hun havde altid været meget åben, altid været den der stod forrest, og jeg var altid endt bagerst. Ærlig talt, var hun nok lidt bedre til det der med socialisering, end jeg var.

Vi gik ud og fik boller og varm kakao og snakkede til klokken var fem. Jeg måtte hellere gå hjem, ellers ville min mor flippe totalt ud. Selvfølgelig tager jeg ikke bussen hjem. Jeg bor ikke andet end fem gader væk fra Anna, så det er intet problem at gå. Det regner heldigvis ikke mere, hvilket havde været pænt utroligt, hvis det havde gjort. Det er ikke normalt, at det regner her og specielt ikke om sommeren.

Min nervøsitet fra tidligere er stilnet en smule af, men jeg er stadig nervøs. Heldigvis glemte jeg alt om det hos Anna, men nu er det kommet på mine hjerneceller igen, og nu foregår der ikke andet end det, når jeg træder det ene ben foran det andet.

Den dag min mor intoducerede mig for lejligheden, sprang mit hjerte et slag over. Jeg havde aldrig gættet, at min mor ville have mig ud i en lejlighed så tidligt. Hun havde altid været meget overbeskyttende i forhold til andre forældre, såsom at pakke min idrætstaske, give mig faste sengetider og altid ringet til mig i løbet af dagen, men da hun foreslog det, blev jeg nysgerrig på, hvordan det mon ville gå. Jeg er først lige færdig med High School, jeg har kun 18 år bag mig i erfaring, og jeg har aldrig boet alene i mere end en weekend. Men "problemet" er, at jeg ikke kommer til at være alene; jeg skal bo sammen med en, som jeg overhovedet ikke kender, jeg kender ikke engang navnet, jeg ved ikke om det er en dreng, en pige, en homoseksuel, en lesbisk eller en hel femte. Min mor mente at "jeg skulle til at være lidt spontan i livet", hvilket jeg overhovedet ikke kan lide. Jeg kan næsten kun forholde mig til tidsplaner og for forberedelser. Det har jeg måske en smule fra min mor.

Jeg låser op fra bagtrappen af, og skynder mig op af den smalle trappe. Jeg kunne faktisk godt lide at være i små og smalle rum, da det fik mig til at føle mig tryg på en måde. Don't ask me why.

"Det er mig!" råber jeg, og jeg kan se på min mor, som sidder og laver arbejde, at jeg forskrækkede hende en smule. Hun smiler af ren forskrækkelse og kysser mig på kinden. Det plejer vi altid at gøre.

"Så er det i morgen, min skat," siger hun og tager fat om mine skuldre. Hun er en del højere end mig: 5 centimeter, og hun ligner mig okay godt; hun har lysebrunt, langt hår, en smule former, lange sorte øjenvipper og lille mund. Jeg håber faktisk lidt på, at jeg kommer til at ligne hende, når jeg bliver på alder med hende. "Hvordan gik det med kontrakten?"

"Fint," svarer jeg. "Manden var rigtig sød, og spurgte meget ind til hvordan jeg havde det."

Hun smiler og giver mig et varmt kram. "Jeg er sikker på, at det bliver to gode måneder."