CHANGED

⌖ 3 ⌖

                                                                                                  ⌖ 3 ⌖

Klokken er mange; det er over 4 timer siden, jeg kom til lejligheden, og jeg bliver pludselig nervøs på om personen overhovedet kommer. Jeg går lidt frem og tilbage, kigger lidt rundt i lejligheden, for jeg synes ærlig talt at den er meget tom, så tom at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Sådan er jeg; hvis min hjerne beslutter sig for noget, som egentlig er ligegyldigt, går den all in på at irritere mig med det. Det er en slags tvangstanker, men heller ikke helt; det er som om mit syn bare ændre sig efter min hjerne. Hvilket selvfølgelig er en slags tvangstanke.

Jeg bliver nødt til at køre i Ikea meget snart. Det ser jo ærligt talt mærkeligt ud. Hvis ikke han/hun kommer inden 30 minutter, køre jeg i Ikea uanset om jeg så kommer 2 timer efter personen er kommet. Så er det fand'me også deres egen skyld.

I mellemtiden finder jeg en kaffemaskine i en af køkkenskabene, og jeg praktisk talt jubler. Jeg har næsten altid elsket kaffe. Fra da jeg var helt lille skulle jeg altid smage af min mor, og hver gang der brygges kaffe snuser jeg altid ind, for det minder mig sådan om, da min far tog kaffe med hjem efter arbejde, men siden at min far altid er i udlandet og næsten aldrig kommer hjem, mindes jeg altid om ham, når jeg kan mærke kaffeduften i næseborene.

Min far arbejder i udlandet som forretningsmand, og det er sjældent han kommer hjem til familiefødselsdage. Han har altid kommet hjem til mine fødselsdage, men da han tit får nyt arbejdssted, er det altid meget usikkert, om han kan nå at komme. Det er ikke fordi, at min far og min mor har det skidt med hinanden, men da min far i 25 år har arbejdet hos det samme firma, bliver det svært at få et andet job herhjemme.

Jeg finder nogle kaffe kapsler i en skuffe og med glæde brygger jeg en kop. Min tålmodighed bliver dog ikke formindsket af det, og jeg sætter mig i sofaen med kaffen. Nydelse. Jeg spekulerer lidt på, om personen også godt kan lide kaffe. Alle kan vel lide duften, men det er ikke tit, at jeg ser en pige eller drenge på min alder drikke kaffe.

Der er stille i lejligheden. Meget stille.

Det gule/blå logo dukker op foran mig, og jeg skynder mig ind i svingdørene - bare for at gøre det lidt hurtigere. Jeg har en masse ting, jeg vil have købt, men jeg har strejet halvdelen af dem ud, for jeg tænker at personen nok også skal købe noget. Det vil i hvertfald være urimeligt, hvis jeg skulle betale for det hele - godt nok er min far forretningsmand, men pengene kan altså stadig ikke flyve ud af lommerne uden bekymring.

Jeg har ikke tid til så meget, så jeg snupper mig nogle smutveje, imens tingene kører ned i indkøbsvognen. Det er svært at lade være med at købe dufte-lys og potteplanter, tæpper og gardiner, badeforhæng og natlamper eller pudebetræk, men jeg spadserer da forbi en del af tingene, selvom det ender med at de hopper ned i kurven alligevel. Jeg har altid haft svært ved at være i Ikea, uden at tage tyve flere ting med, end hvad der egentlig stod på listen, og så det der stod på listen, glemmer jeg selvfølgelig alt om.

Jeg får hentet de ting, som skal hentes i lageret, og bippet tingene ind ved kassen. Klokken er alligevel fløjet af sted, og inden jeg ser mig om, er det to timer siden jeg trådte ind i Ikea. Jeg har ufattelig travlt, og så alligevel har jeg egentlig lyst til at gå igennem svingdørene igen og bare starte forny. Hvis ikke det var på grund af min ufattelig rene fornuft, ville jeg sikkert have gjort det, men når jeg tænker tilbage på min nye lækre lejlighed, har jeg egentlig mest lyst til at købe en kop kaffe og sidde i sofaen uden bekymring. Derfor gør jeg et kompromis, og tager ind til Starbucks og køber en kaffe. Det er lang tid siden, at jeg har været på Starbucks, for ærlig talt jeg har støttet dem alt for meget i deres arbejde med kaffepenge. I gamle dage tog Anna og jeg altid ind til Starbucks efter shoppeture, eller bare en hel normal eftermiddag efter skole. Vores absolut yndlings har altid været Skinny Vanilla Latte, så jeg overvejer bare at købe den igen, da den minder mig om Anna.

Jeg åbner ind til Starbucks, og mærker den genkendelige duft af Starbucks. Duften er ikke helt af kaffe, men det er bare en speciel duft der findes derinde. Det er vel en blanding af alle drikkene og maden derinde? Eller en slags parfume. Jeg ved det virkelig ikke, men den dufter i hvert fald godt. Af Starbucks. Jeg spotter hurtigt en pæn fyr, som sidder ved en af stolene ved vinduet. Han snakker lystigt om noget sammen med... hans kæreste. Jubi. Han er mørkthårede, har store fyldige læber og kraftige, sorte øjenbryn. Det ligner virkelig, at han plukker sine øjenbryn, for de sidder perfekt. Mere perfekt end mine nogensinde har gjort i tidernes løb. Jeg prøver at smile, for han sidder i den vinkel, som er perfekt til at smile til. Jeg bestiller min kaffe - som uden tvivl blev Skinny Vanilla Latte, og sætter mig så jeg har perfekt udsyn til fyren. Det er ligemeget, om han sidder og snakker med siden kæreste. Han kan da stadig smile... venskabeligt? Jeg hiver min telefon frem, og skriver hurtigt til Anna, at jeg har spottet den perfekte fyr. Det er noget veninder gør.

Mit navn bliver råbt op, og jeg går langsomt og flot hen til min kaffe. Han stirrer. Yes. Mission fuldført. Jeg suger af min kaffe, og så smiler jeg ved synet af ham, da jeg trækker i håndtaget. Han smiler tilbage. Okay, vent. Det var nok ikke hans kæreste, han sad ved siden af. Måske hans... Kusine. Søster. Veninde? Jeg ved det virkelig ikke, men hun vil have vendt sig om, siden at han smilede med sådan et udiskret blik. Eller ikke.

Imens jeg prøver at finde vej til min lejlighed igennem gaderne, spekulerer jeg lidt over min fremtidige housemate. Om det overhovedet kan være en dreng, siden at jeg er en pige. Det kan jo sagtens være af sekuelle grunde, at man kun må være i lejlighed med en pige. Jeg mener, det er jo ikke en usandsynlig grund, for hvis jeg havner i lejligheden med en mand på 30, står jeg absolut af. Det vil jeg ikke have noget med at gøre. Sådan har jeg altid været, og jeg vil altid være. Anna er mere... spontan. Hun tænker overhovedet ikke over sådan noget, hun springer bare ud i det. Men det er jo også fordi, at hun ikke har tid til at tænke. Hun kan sagtens have en masse planer samme dag, som hun skal til at rejse hjemmefra. Det er som om spontane mennesker, slet ikke har tid til at være andet end spontan. De har simpelthen ikke tid til at tænke over, hvilken bluse de skal tage på til forskellige arrangementer, eller om de skal skifte i løbet af dagen eller om det i stedet skal blive til en kjole. De tager bare alle valgmuligheder og kører videre i livet.

Jeg når til receptionen, eller hvad man skal kalde den og inden jeg får mig ind i elevatoren op mod min lejlighed, tryller jeg min nøgle frem for at være forberedt. Forberedt på hvad? På at låse mig ind og så hvad? Hilse på min nye housemate og så gå igen? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, da jeg når lejlighed 55 og låser op. Da jeg træder ét skridt ind i lejligheden, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde, eller skrige eller tie. Men én ting er sikkert. Det er den samme fyr fra Starbucks, som står lænet op ad døren til mit værelse.