Min indre ulv

Kapitel 5

Mit hjem... Mine venner.... Luke.... Alt er væk...

I 2 dage har jeg været i skoven, levet af bær når jeg var menneske, og af... Ja.. Når jeg var ulv.
Jeg kan ikke styrer det, også uden fuldmåne så kommer det, jeg bliver til et uhyr! Luke har sikkert sagt det til alle. Han hader mig sikkert. Mine forældre har været her med et par ting, de syntes at det er bedst at jeg ikke kommer hjem før at  jeg kan styrer mine kræfter...

Efter festen har jeg ikke kunne tænkt på andet en Stella, jeg har ikke sagt noget til nogen, jeg har været hjemme ved hende, men hun var der ikke, og hendes forældres sagde ikke hvor hun var. De var meget hemmeligheds fulde. Så jeg besluttede at gå hjem..

Jeg ligger på skovbunden, og kigger på på himlen i gennem træerne. Jeg tænker på at, for en time siden have min klassekammerater fået fri for skole. Jeg vendte mig om på maven og plukkede en blomst og kiggede.på den, med et' fik jeg et syn, jeg kunne se Luke gå i gemmen skoven. Hvad skal han her, ved han jeg er her? Jeg satte mig op, og kunne skimte han langt væk, på vej hen i mod mig. Av... Nej... Ikke nu. Jeg kravlede hen til en vandpyt, jeg kigger i den, jeg ser mig selv, mine øjne lyser op, mine hugtænder kommer frem, jeg vrider mig i smerte, mine blodåre svulmer op og dunker som en gal, jeg falder om... Av mit hovede, så slemt har det ikke været siden jeg blev til en varulv. Jeg rejser mig, vent?! jeg har poter! Hvad! Jeg er ikke varulv, jeg er endelig blevet til en ULV! Jeg er et med ulven!! Har lyst til kød, blod!! Mine sanser stiger. Der knækker en gren bag mig, jeg hopper rundt. Stella!! RAHH!! Stella det er mig Luke!!
Der står et byte foran mig, mine tænder løber i vand, jeg knorer, og viser tænder. Nej, lad vær, det er Luke, ikke et byte, jeg kæmper med mig selv.

Jeg gik på vejen i mine egne tanker da jeg hørte noget i busken, en ulv, det måtte værre Stella, jeg overvejede at flygte, men jeg måtte vide besked. Jeg gik hen til busken, men hun opdagede mig, først så det ud til at hun ville angribe, men så så det ud til at hun genkendte mig, hun virkede frustreret, som om hun kæmpede i mod. Lige pludselig stod hun helt stille og løftede hovede op, og så på mig, jeg kunne genkende hende blå øjne, de var ikke længer gule og selvlysende. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det men jeg rakte min hånd ned til hende, og langsomt lagde hun sit hoved på den. (Se billede👆🏻)

Jeg står med mit hoved i hans hånd, jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre, uden at jeg bider hans hånd af, jeg må kunne styre lidt af mine kræfter. Han sætter sig på knæ og krammer mig, jeg ligger mit hoved på hans skulder. Nu sker det, jeg bliver mig selv igen.

Jeg bøjer mig ned og giver hende et kram, ligepludselig forsvinder hendes pels, og hun er i sin revnet galakjole, jeg trækker mig væk fra hende, hun kigger mig i øjnene og smiler. Hun er menneske igen. Vi sidder på jorden.

Han ser overrasket ud i 2 sekunder, men smiler så, han tager min hånd. Han læner sig ind imod mig, sker det her virkelig, jeg lukker mine øjne og han kysser mig. Sådan sidder vi længe. Det er helt fantastisk.
Jeg hører noget, jeg trækker mig hurtigt fra kysset/snavet, jeg sætter min hånd i jorden og lukker øjnene. Jeg ser i gennem hele skoven, jeg ser nogle mennesker komme, det er, nej det kan ikke passe, det er Amber og hendes veninder. Jeg åbner hurtigt mine øjne, Luke ser mærkelig ud, " hvad sker der Stella?" "Det er Amber og nogle piger der er på vej ind i skoven, de må ikke se mig her" sagde jeg. " hvordan ved du det?" Sagde han.
"Jeg kan ligesom, føle og høre dem, de leder efter dig, de så dig gå her ind!"
" hum er stadig vild med mig, også selv om vi har slået op for flere måneder siden, hun faster ikke noget, men vi kan da barer gå den anden vej" sagde han og var ved at rejse sig, men jeg trak ham ned igen " jeg kan ikke tage hjem før jeg har lært at styre mine kræfter" sagde jeg og så ned i jorden. Luke løftede mit hoved op igen, og så mig ind i øjnene. " tro mig du kan godt styre dem, du er stærk, du har ikke gjort mig noget en eneste gang" sagde han og holdte midt blik fanget. Jeg nikkede barer og så rejste vi os op, han gav mig hans jakke på, så man ikke kunne se at min kjole var flænset! han havde også tilbudt mig sine sko, men det var vidst bedst at han selv havde dem på, og jeg havde jo også vænnede mig til at gå uden sko, nu hvor jeg  ligesom havde ødelagt mine højhælet.. Vi gik hånd i hånd langs vejen.

JEG HÅBER I KAN LIDE KAPITLET, OG UNDSKYLD AT JEG IKKE LAVER SÅ MANGE😉