Den første tanke der gik igemmen mit hvode var, det må være Ped. Jeg kiggede på de andre og gjorde tegn til at jeg fulgt efter dem. Jeg måtte bare se Ped. Han var mit et og alt. Stefan gik med mig mens Lau ikke kunne få sig selv til at se Ped i øjene igen. Jonas blev ved Lau. Jeg og Stefan løb hen ad gangen. En læge stoppede os. Stefan prøvede at komme forbi men lægen tog bare fat i hans arm.
" Hvad skal i her, det ikke et sted hvor man løber rundt som en eller anden bande " Sagde lægen ( lægen var en mand )
Jeg kiggede ham lige ind i øjene. Jeg prøvede at tage mig sammen, men hvorfor skulle han også lige sige bande. En bande var ved at slå min kæreste ihjel, og måske klare han det ikke så måske lykkedes det banden at slå ham ihjel. Jeg tog fat ved Stefan og tog en dyb indånding.
" Hør her, jeg ved godt du tror vi er en bande. Men jeg har ikke brug for hvad du tror lige nu. Lad mig og min ven komme forbi, min kæreste er måske ved at dø, og min ven her har virklig brug for ham, da de er et bandt og ikke mindst bedste venner. " jeg tog en pause, lægen kiggede bare på mig. " lad mig komme forbi tak, du vil måske gerne midste din kone unden at sige farvel, bare fordi en stopper dig! " Jeg og stefan fik lov til at komme forbi.
Vi løb videre. Jeg var ligeglad med den læge nu. Vi så en dør blev lukket. Da vi kom derhen var ingen af os høje nok til at kigge ind i det lille vindue.
" Skal jeg løfte dig op? " spurgte Stefan stille, og sødt. Jeg nikkede og han placerede hans hænder ved mine hofter. Han løftede mig op og jeg kiggede ind af vinduet. En læge talte med en anden læge, i mens en helt anden læge forbandt Ped omkring hans mave. Jeg nikkede til Stefan at han bare kunne bære mig ned igen. Så satte vi os hen på en stol, og ventede.
Der var nu gået en time.
En læge kom ud og sagde til mig og Stefan " En adgangen, hvem vil først ? "
Stefan nikkede til mig, som tegn gå du bare der ind. Jeg rejste mig. Der lå han. Døren blev lukket bag mig. Jeg gik over ved siden af ham og satte mig på en stol der var ved siden af. Lige nu lå han stille ned, med lukket øjene. Jeg kyssede ham på kinden om jeg måtte eller ej. Jeg gjorde det bare. Jeg trak stille op i hans bluse. Han havde en forbinding hen over hans smukke mave. Jeg tog hans hånd. Jeg troede den ville være kold men den var varm. Jeg kyssede den. Så kom lægen igen ind. Jeg fik et lille chok. Lægen rømmede sig og sagde " Han er okay.. "
" Pelle " afbrød jeg og kiggede på Ped.
" Undskyld, Pelle er okay, han har bare en ting han nu skal leve med rasten af livet og det er... "
YOU ARE READING
Pelle fortæl mig det
Fanfiction- var en kæmpe hit på Movellas og blev startet der - Hvis du er pager eller leder efter noget og læse så her. Kommenter gerne så jeg ved hvad jeg kan gøre bedre og hvad jeg gør godt.
