Payne's sister

Last minute, Louis

*Louis P.O.V*

Det var nu en ½ uge, vi fik de endelige resultater, på Kaylies tests. Og de var ikke gode, den tid vi havde været her, havde vi oplevet meget. Gode og dårlige. Det gode er, at vi har mødt en helt fantastisk pige, som lever et svært liv, men er så fuld af vilje at det er lige meget, om det regner og alt er gråt. Så længe der er en lille bitte hvid sky, er det nok. Nok til at der er håb, nok til at kæmpe videre. Nok til at prøve at få et smil frem hver dag. Det dårlige er, at vi har mødt en fantastisk pige, som har det er helvede-til. For da vi mødte Kaylie så vi en pige, som stod op med et smil på læben hver morgen, hver aften, hele tiden. Hun var ikke ked af det over at være syg, men ked af det over at skulle forlade dem hun elsker. Vi mødte en pige som elskede alle for dem de var, hun elsker os for den vi var. Vi var ikke et kendt boy-bandt, som hendes bror tilfældigvis var med i. Nej, vi var hendes brors venner som lavede noget specielt sammen. Men nu når jeg ser på hende, hende som jeg elsker som min egen lille-søster. Ser jeg en pige som mistede alt, da hun fik at vide at hun skulle dø. Jeg ser en pige som mistede den flotte knist hun havde i øjne, i det sekund lægen sagde. " Der er desværre ingen ting vi kan gøre". Da han sagde det kunne man se hvordan sorgen men også vreden hoppede sig op i hende. Hvordan hun blinkede hendes tårer væk, hvordan hun strammede grebet om hendes dyne, hvordan hendes ansigt blev helt bleg. Man kunne også se hvordan hendes ansigt forvandlede sig for et udtryk fuld af håb om der stadigvæk var en chance, til et udtryk der sagde 'Hvorfor spilde tiden, hvorfor ikke bare dræb mig nu' og jeg forstod hendes godt, jeg mener hele hendes liv har handlet om, at gøre alting rigtigt. Og om at være stærk, om at overleve. Men i den tid jeg har været her, har jeg lært meget især om livet. Jeg har lært, at livet er en gave, vi skal ikke spilde det på små skænderier og ting som ikke behøver vores opmærksomhed. Jeg mener jeg lever stjerne livet, bogstaveligtalt. Mens sådan en som Kaylie, lever livet med piller og nåle, kunstig luft og en hjerte maskine. Hvad er det her for et liv.

Jeg gik ind på Kaylies stue for at fortælle at de andre var gået en tur. Da jeg kom derind fandt jeg hendes livløse krop, liggende på jordren. Jeg spurtede hen til hende, og råbte på hjælp. Jeg tog hendes krop, og lagde hende op i hendes seng, hun var helt kold, men hendes spinkle bryst kasse bevægede sig svagt. Jeg blev ved med at råbe efter hjælp, da en flok sygeplejsker kom løbende ind. De bad mig gå ud og vente, og imens ringede jeg til drengene. Jeg fortalte hvad der var sket, og de kom så hurigt de kunne. Drengene kom "hjem". En læge kom ud og fortalte vi måtte gå ind, men hun var meget svag, så vi skulle gå en ad gangen. Lægen fortalte mig lavt, inden jeg gik ind at jeg skulle sige farvel, og at Kaylie godt vidste det. Jeg gik der ind og så den stærkeste pige, ligge og kæmpe for at holde sig i live, bare for at sige farvel.
"Kaylie, du må ikke gøre det" sagde jeg.
"L...Louis" nærmest hviskede hun. Jeg tog hendes hånd og blinkede et par tårer væk.
"Du bliver nød til at være stærk, hvis ikke for dem så for mig. Du er som min bror, og jeg elsker dig ligesom en. Lyt ikke til hvad andre tænker om dig. Men mest af alt, må du aldrig lade andre lave dig om, du må aldrig tage imod det hate du får. Tak Louis, tak for alt det sjov vi har haft, jeg ville aldrig glemme dig" sagde hun, og mine tårer samlede sig langsomt.
"Jeg ville helere aldrig glemme dig. Jeg elske dig glem aldrig det" sagde jeg
"Jeg elsker også dig. Kan du ikke være sød at får Niall herind.