Jack & Jack 2

3

Jeg aner ikke hvordan jeg endte der, men pludselig sad vi i en rundkreds, og skulle lege 'Sandhed eller Konsekvens'.

Det var Sammy, Nate, Jack, Jack, mennesker jeg ikke kendte, og mig selv. "Summer, sandhed eller konsekvens?", spurgte Jack Johnson, som jeg var meget forundret over kunne mit navn, eftersom Sammy kun akkurat sagde det højt nok så Jack Gilinsky kunne høre det. "Konsekvens", svarede jeg, og kiggede nervøst rundt.

"7 minutes in heaven med... Jack!", sagde han, og jeg kiggede mundlamt på ham. Jack Gilinsky kiggede forvirret på Jack, som bare hev ham op fra gulvet. Jeg sad stadig bare og kiggede, indtil en pige ved siden af mig hev mig op at stå.

Jack Gilinsky tog fat i min arm, og hev mig hen mod et garderobeskab. Han åbnede det, og skubbede mig forsigtigt ind.

Skabet var lille, og det gjorde det ikke bedere at det også var fyldt med jakker og sko. Han lagde forsigtigt sine hænder på mine skuldre. Jeg kunne ikke se ham for mig, men alligevel prøvede jeg at tage mit hovede længere tilbage, i frygt for at han skulle prøve på noget.

"Jeg har altså ikke tænkt mig at kysse dig", sagde jeg, og hørte ham grine af mig. "Godt, for jeg har heller ingen planer om at kysse dig".

Fornærmende.

"Jeg har en-"

"Kæreste, det ved jeg. Madison ikke?", spurgte jeg, og prøvede at fjerne hans hænder fra mig.

"Jo, kender i hinanden?", spurgte han, og holdte stærkere fast på mig.

"Nej", løj jeg. Jeg var en forfærdelig løgner, men heldigvis kunne han ikke se det.

"Vi skal være her i 7 minutter, så hvorfor ikke lære hindanden bedere at kende?", spurgte han.

"Kun hvis du giver slip på mine skuldre", og i samme øjeblik gav han slip. Jeg åndede lettet ud, men to sekunder efter placerede han istedet sine hænder på min talje. Jeg kunne lige se ham stå at smile, for mig.

"Det var ikke det jeg mente", påpegede jeg, og var ikke sikker på hvad jeg skulle gøre at mig selv i det øjeblik. "Du sagde bare at jeg skulle fjerne mine hænder fra dine skuldre", svarede han flabet.

"Må jeg lige minde dig om, at du har en kæreste", sagde jeg, og prøvede igen at bakke.

Vi var begge to stille i et par minutter. Det eneste man kunne høre, var musikken i rummet.

"Lad os nu bare lære hinanden lidt at kende", gentog han. "Fint", svarede jeg.

"Hvad vil du så gerne snakke om?", spurgte han. "Din kæreste?", sagde jeg flabet, og hævede et øjenbryn.

"Madison?", han grinede, og pludselig åbnede døren. Hurtigt hev han sine arme til sig. Jack stak et hovede ind, og fortalte at de 7 minutter var gået.

Jeg satte mig ned ved siden af Sammy, som ikke så helt tilfreds ud. Vi fortsatte med spillet, i lidt tid.

-----

Sammy og jeg gik langs vejen. Han ville følge mig hjem, selvom jeg havde sagt at han ikke behøvede. Men han mente ikke at jeg burde gå alene hjem så sent om aftenen.

"Havde du det sjovt?", spurgte han, og lagde sin arm rundt om min skulder. Jeg nikkede, mens jeg nød stilheden omkring os. "Især da du var alene med Jack, eller hvad?", spurgte han, og grinte. Men der var noget over hans grin som virkede forkert.

"Vi kyssede ikke, hvis det er det du tænker", sagde jeg, og han smilede svagt. "Godt - eller, ikke på den måde! Du ved -", hans ansigt blev rødt, og jeg kunne ikke gøre andet end at grine lidt af ham.

"Han har en kæreste", sagde jeg, og kiggede ned. Sammy kiggede på mig, og prøvede at få øjenkontakt. "Hvad hvis han ikke havde en kæreste, havde du så kysset ham?"

Mine øjne blev store af det pludselige spørgsmål. Hvorfor spurgte han? Kunne han lide mig? Det gav ingen mening. Først efter en masse tanker omkring Sammy, huskede jeg at han rent faktisk havde spurgt mig om noget.

"Nej, han virker ret arrogant", sagde jeg efter et stykke tid med stilhed. "Han er ikke arrogant, sådan virker han bare over for flotte piger", sagde han, og smilede til mig.

Jeg mærkede mine kinder blive varme, og jeg skjulte dem med mine hænder. Jeg var ikke ligefrem vant til at få komplimenter. Det var da et kompliment, ikke? 

Resten af tiden var vi begge stille. Indtil vi nåede til mit hus. Vi stod foran min dør, og kiggede akavet rundt.

"Det var hyggeligt i aftes", sagde han endelig. Jeg nikkede, og kiggede genert ned. Jeg plejede ikke at snakke med drenge, og jeg anede ikke hvordan jeg skulle opføre mig. "Vi ses," sagde han, og smilede til mig. Jeg vinkede farvel til ham, og gik ind.

"Hej!", råbte min mor, som kom ud i gangen da jeg havde lukket døren. "Hvordan var din første fest så?", spurgte hun, og prøvede at opføre sig som en veninde. "Det var fint", svarede jeg, og gik ind i køkkenet, efterfulgt af min mor.

Jeg tog et stort glas vand. Først og fremmest for at fjerne smagen af alkohol fra min hals, og for at fjerne lugten af det. Jeg var ikke gammel nok til at drikke, og min mor vidste ikke jeg havde drukket noget.

"Jeg går i seng", sagde jeg, og gik ned på mit værelse. "Allerede? Vil du ikke med op i stuen?", spurgte hun, og kiggede undrende på mig, eftersom jeg altid plejede at være oppe til langt ude på natten.

"Nej tak", svarede jeg kort, og lukkede døren ind til mit værelse. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg syntes aftenen havde gået. Den var hyggelig, fordi jeg havde brugt den sammen med Sammy og Nate, men sær, fordi jeg havde snakket med Jack Gilinsky. Og han kunne overhovedet ikke genkende mig?