Jack & Jack 2

6

"Summer," kaldte Madison da jeg var kommet ud af klassen. Jeg lod som om jeg ikke havde hørt hende, og fortsatte med at gå.

Men en stærk arm stoppede mig. Jeg kiggede op og så Michelle's kæreste, Derek. (Ikke Derek Luh, i'm sorry)

Han kiggede strengt ned på mig, og hans greb rundt om min arm blev stærkere. Han trak mig hen til Madison og hendes slæng. Jeg kunne knapt kigge på Madison uden at jeg fik lyst til at slå hende i hovedet.

"Stop dig selv,"sagde hun, og satte hånden i siden.

"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret. Michelle knurrede, da Derek gav slip på mig. Han stillede sig bag Madison med armene over kors.

"Stop med at snakke med min kæreste," sagde hun med en smule skinger stemme. Og i samme øjeblik hun sagde det, lød hun svag. Hun lød ikke kun svag, man kunne se det i hendes øjne.

Jeg kiggede på de andre, for at få et signal til at jeg kunne gå igen. Derek nikkede, og jeg skyndte mig væk.

Var det hendes svaghed? Hendes kæreste. Kunne jeg slå hende ud med det?

Jeg skrev til Sammy, for at få adressen til hans studie.

Mig: Ayo boo! Lol send me the address to ur studio

Sammy: (xxxxx) (A/N sådan bliver adresser og telefon numre fremover lol)

Sammy: Are u coming now?

Mig: Yeah

Sammy: Yaay! Aouwtaganh!!! :))

Mig: You're cute haha why u so exited?

Sammy: Well duh! I only get to see the most amazing most gorgeous girl in the whole damn world not many men are lucky enough to say that (:

Mig: Aww thx now get back to work I'll be there in a few (:

Jeg lagde min mobil i min lomme og gik. Der var ikke så langt, det tog vel 10 minutter at gå. Det var lang tid siden jeg havde haft sådan en god ven. Sammy var skøn.

-----

"Kom indenfor," sagde han, og åbnede døren for mig. Jeg smilede og trådte ind. Det var præcist sådan jeg havde forestillet mig; lidt rodet, forholdsvist indelukket og hyggeligt.

"Det er sødt af dig at invitere mig hjem til dig, men jeg bliver snart nød til at smutte igen,", forklarede jeg og satte mig i hans seng.

"Det ved jeg,", sagde han, og satte sig i hans kontorstol over for mig. Han smilede til mig, og jeg smilede tilbage. Der var stille i lidt tid, men det var ikke akavet.

"Hvorfor er det du ikke kan lide Jack?", spurgte han pludselig. Jeg kiggede på ham mens jeg overvejede mit svar.

"Det ikke rigtig Jack, det er mere Madison", sagde jeg, og lagde mig ned i sengen med lukkede øjne. Han rullede stolen længere hen mod sengen.

"Kan du ikke lide Madison?", spurgte han forsigtig, og jeg åbnede det ene øje for at kigge på ham. Han sad lænet forover i stolen, med hovedet hvilende på hans hænder.

"Nej", svarede jeg kort, og lukkede øjnene igen. Jeg følte at jeg kunne stole på ham, og at jeg ikke behøvede lyve for ham.

"Hvorfor ikke? Har hun gjordt dig noget?" Jeg kunne mærke ham sætte sig på sengen ved siden af mig.

På den anden side, ville jeg ikke have at han vidste noget. Men jeg ville ikke lyve for ham.

"På en måde", svarede jeg, og kiggede på ham. Hans øjne kiggede allerede på mig, som om han ventede på at jeg fortalte det hele.

"Engang var Madison og jeg bedste venner", startede jeg. "Vi kunne ikke skilles fra hinanden". Jeg smilede fra det gode minde.

"Senere hen fik jeg en kæreste". Sammy's øjne blev i et kort øjeblik store. Han rettede lidt på hovedet, og signalerede mig til at fortsætte.

"Jeg er ikke sikker på hvad der skete med Madison. Hun var vel jaloux eller noget. Whatever, han skred fra mig, og kom sammen med hende", sluttede jeg. Jeg havde ikke kigget ham i øjnene én eneste gang mens jeg fortalte det.

"Men det er da ikke Madison's skyld, er det?", spurgte han, og lagde sig ned ved siden af mig.

"Det troede jeg heller ikke, men jeg fandt ud af at Madison havde fortalt ham at jeg havde være sammen med en anden bag hans ryg, hvilket jeg ikke havde. På det tidspunkt var ham og Madison de eneste jeg havde, så det at jeg mistede dem begge, var en rimelig big deal".

Han lagde sig om på siden, så vores ansigter vendte mod hinanden. Jeg kunne se hvordan han kiggede fra mit ene øje til det andet.

"Men.." Startede jeg. Han smilede til mig, og færdiggjorde min sætning. "Men nu har du mig".

"Og Nate", tilføjede jeg, og rystede hovedet. "Men mest mig", sagde han, og begyndte at kilde mig. Vi skreg begge af grin, mens Sammy blev ved med at kilde.

Vi endte på gulvet, ved siden af hans seng. Jeg havde endelig fået magten, og havde sat mig på hans mave på gulvet. "Stop," sagde jeg bestemt, og skubbede hans skuldre mod gulvet. "Okay," sagde han mens han stadig grinte en smule.

Jeg lagde mig ned på gulvet ved siden af ham.  Jeg kiggede ud af vinduet. Solen var langsomt ved at gå ned, men det var stadig lyst.

Sammy satte sig op, og kiggede ud af vinduet for at spejle efter hvad end jeg nu kiggede på. "Hvad kigger vi på?" Spurgte han, og rettede i et kort sekund øjnene mod mig, og derefter tilbage mod vinduet.

Jeg grinede af hans ellers så spændte ansigtsudtryk. "This kid," sagde jeg lavt for mig selv, mens jeg rystede på mit hovede.

Jeg rejste mig op, og igen fløj Sammy's ansigt i min retning. "Jeg burde tage hjem," sagde jeg, og Sammy stillede sig også op.

Sammy fulgte mig hele vejen ud til døren. Da jeg var halvt ude af døren, tog han fat i min arm. Jeg drejede mig forvirret rundt mod ham. Jeg blev mødt af et par lidt fortvivlede øjne.

"Kan du ikke blive? Jeg kan ikke lide at være alene," sagde han, og kiggede ned i gulvet. Jeg blev overrasket over hans spørgsmål. "Men jeg skal i skole imorgen," svarede jeg, men det kom nærmere ud som et spørgsmål.

"Jeg kan godt køre dig," han kiggede forsigtigt op på mig. "Men hvad med mine lektier til imorgen?" Jeg fik virkelig dårlig samvittighed over at sige nej.

Han nikkede forstående, og smilede et skævt smil. "Jeg er virkelig ked af det. Men skriv til mig hvis det er, okay?" Han nikkede igen, og vi sagde farvel.