Han hostede og hostede. De gik hen til ham. Hun slog ham på ryggen. Sikkert for at vide hvor kniven sidder bedst. Han blev ved med at hoste. Hans ansigt blev ligblegt. Han lignede en vampyr, et skelet, eller bare et lig. Pludselig kastede han blod op. De kiggede på. Forsøgte at hjælpe men det kunne de ikke. Ingen kunne. Det var for sent. Ambulancen kom. Han spurtede væk. Han skulle bare væk fra ambulancen. Hvem vil også på hospitalet og bare ligge og lide i flere døgn?
Jeg fulgte efter ham. Han løb hen imod et hus. Det var vist forladt. Han gik der ind. Jeg listede hen mod vinduet og kiggede ind. Han stod stadig og kastede blod op. Hans øjne var også røde. Han fik øje på mig og blev ret hidsig, han prøvede at ignorere mig. Gik ikke så godt. Jeg blev nemlig stående. Det var underholdning for mig. Jeg kunne se frygten i ham samtidig med vreden. Han rystede af smerte. Blodet flød på gulvet. Til sidst kunne han ikke mere. Han havde tabt en masse blod. Han faldt nu til gulvet. Han var død.
De vidste ikke hvorfor, og de skulle hellere aldrig vide at jeg havde forgiftet ham.
