Kristine sad og så TV i det telefonen ringede. Ring. Ring.
Der var skjult nummer.
''Hallo det Kristine Munster''
''Har du tjekket børnene? Hehe'' Sagde personen. Stemmen var mørk. Kristine drejede hovedet forsigtig og sundede sig.
''Hvem er det?'' Sagde hun.
''Har du tjekket børnene? Hehe'' Sagde personen igen.
''Hallo?'' Sagde Kristine. Intet svar. Hun lagde på og gav sig til at se TV igen.
1 time senere ringede telefonen igen.
''Det er Kristine Munster''
''Har du tjekket børnene? Hehe'' Sagde personen.
''Du skal ikke ringe til mig igen. Jeg gider ikke det der telefonfis'' Sagde Kristine vredt og lagde på.
Præcis 1 time senere ringede telefonen igen. Skjult nummer.
''Det Kristine Munster''
''Har du tjekket børnene? Hehe''
''Ej nu stopper du med at ringe! Jeg ringer til politiet næste gang du ringer!'' Sagde Kristine og lagde på. Hun var meget vred nu. Telefonen ringede igen med skjult nummer, selvfølgelig.
Kristine tog den ikke. Hun vidste allerede hvem det var. Hun ringede til politiet.
Nu kunne det nemlig være nok! Tænkte hun.
''Er det politiet?'' Sagde Kristine.
''Ja. Hvad drejer det sig om?''
''Der et nummer der ringer til mig, og laver telefonfis! Jeg vil ikke finde mig i det. Kan du spore nummeret?''
''Kan du huske hvad klokkeslæt personen ringede'' Sagde politimanden.
"Kl 21:00 cirka"
''Vi ringer tilbage igen, vent venligst'' Sagde politimanden og lagde på. Kristine sukkede, men glemte alt om personen der ringede til hende.
Hun gik op ad trappen for at sige godnat til børnene, som var langt oppe over deres sengetid. Hun åbnede døren og trådte ind i deres værelse. Og i det hun træder ind i rummet ser hun blod. Der ligger 2 børn på gulvet, døde. Albert og Frida. Kristine får et anfald. Hun er både trist, og bange. Der var blod alle vegne. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Men så ringer hendes telefon igen, med skjult nummer. Hun tager den op ad lommen. Hendes hånd ryster.
''Det Kristine Munster'' Siger hun med en usikker stemme.
"Du skulle have skyndt dig at tjekke børnene. Hehe" - Ukendt
