~My life~

Hiding something?

Jeg sidder på min seng. Jeg ved ikke helt hvad der sker her? Vi har familiemiddag men mine forældre sidder heroppe med mig. De kigger nervøst på hinanden, de holder endda hinanden i hånden. Mor har et vinglas i hånden og hun er ret buzzed out allerede. Sidst hun var sådan blev jeg fortalt at jeg ikke var deres barn men de elskede mig ligeså højt. Og jeg var det første barn de nogensinde havde elsket. Mit blik skiftes mellem mor og far. Far sidder og bider negle. Der er noget helt galt her som alle kan se!! De plejer ikke at være sådan der...

"Skat, du er jo snart 18, snart voksen!" Starter mor ud. Min far kæmper for at få noget ud af sin mund men kan ikke. "ja?" Siger jeg nervøs og begynder at pille ved mit brune hår. "Okay... Pusser... Der er noget vigtigt vi ikke har sagt sandheden om..." Siger min far. Jeg nikker men kigger ikke på dem. Det her ender nok ikke godt. "Freddie!" Udbryder mor og kigger på far. Hun tager vinglasset og tager en kæmpe slurk. Far fortsætter bravt "Det vi har sagt om dine rigtige forældre.. Det passer ikke..." Siger far. Hvad?! Det er løgn!

"Hvad?!" Siger jeg med tårer i øjnene. Freddie og Julia kigger begge ned i gulvet. Små tårer rammer stille gulvet og efterhånden er det som en flodbølge. Julia kigger op på mig og tørrer tårerne af sine kinder. "Det her burde ikke være så hårdt! Så jeg siger det bare lige ud. Din mor... Er ikke død, hun lever... Og din far er verdenskendt. Vi har bare ikke ville fortælle det... De har prøvet at kontakte dig, men vi lod dem ikke gøre det.". Hun kæmper for at beholde mig, det ved jeg hun gør! Men at holde mig fra mine biologiske forældre er ikke sagen! Det er ikke fair både for mig og mine biologiske forældre! "Melanie? Er du okay? Kan du høre mig?" Spørger Freddie med et skræmt blik.

Jeg rører mig ikke, skifter ikke blikket væk fra væggen bag dem. Jeg sidder bare og stirrer ud og lukker alt omkring mig ude. Det hele var en løgn... Bedrag... Jeg føler mig helt godtroende, jeg troede de kunne lide mig! Ryan kommer brasende ind af døren mens han lalleglad siger "kom ned og hyg!". Hans smørrede smil dæmpede sig da han så Freddie og Julia græde. De nikker, tørrer deres tårer af og rejser sig. De snakker sammen om at Freddie går ned og så kan Julia lige fjerne den store mængde mascara under hendes øjne. Da de er gået ud træder Ryan ind af døren og lukker den. Jeg sidder stadig helt stille med øjnene rettet mod væggen. Han sætter sig foran mig på hug og tager min hånd. "Er du okay babe?" Spørger han og nusser min hånd. Jeg ryster på hovedet. Min iPhone 15t bipper (vi er jo i år 2031) og jeg tager den op. Det er fra min veninde Jayla. Hendes beskeder er normalt meget korte og denne er også kort.

(J:Jayla)
(M:Melanie)
J: Vi har ikke set hinanden i en evighed! 
M: Nej vi skal snart være sammen bc det vil jeg gerne!
J: e9!
M: har ikke tid denne måned... Næste?
J: ja! Så glad! Vi ses, 10hi.

Jeg har ikke lagt mærke til at Ryan jo har været her... Upsi! Haha... Han er gået igen, nu sidder jeg med mig selv... Alene... I et tomt rum. Jeg rejser mig og går ud på mit toilet. Jeg fjerner utålmodigt det resterende mascara under mine øjne. Jeg har ikke grædt overhovedet men jeg havde ikke tid til at tage det under øjnene væk tidligere. Jeg lægger et pænere lag på og går så ud. Da jeg træder ind i stuen vender alle sig mod mig og der bliver helt stille. Jeg står og kigger rundt  og scanner det hele. De står i en firmandsgruppe alle sammen. Det her er en akavet dag...