~My life~

Heartbroken mom...

Det hele er som et mareridt der aldrig ender. Gæsterne er lige gået og nu er det kun Freddie, Julie og deres børn Franklin og Samantha. Dylan gik som den sidste for hans forældre savnede ham. Lige nu sidder jeg på værelset og ser tv. Jeg ser på mit smarttv. Jeg går ind på youtube. Der er et eller andet gammelt boyband, nogle gamle sangere og en til sanger. Men han skiller sig faktisk ud fra mængden. Denne video blev udgivet i sidste måned, så den er ret ny. Jeg går ind på videoen og en kærlighedssang bliver spillet. Han ligner en i slut tyverne, men man ved jo aldrig.

Han var nu egentlig meget pæn, ihvertfald ikke grim. Brunt hår, meget markeret ansigt og da ret trænet! Mine tanker bliver afbrudt da tre bank rammer min dør og Julia kommer ind.
"Er det rigtigt at de har prøvet at kontakte mig?" Spørger jeg pludselig og bryder den kolde stilhed. "På en måde. De havde spurgt børnehjemmet flere gange om adresse.." Svarer hun med gråd i stemmen. Hendes stemme knækker så jeg prøver at se om det er som jeg tror. "Men du gav dem ikke lov til det?" Spørger jeg på kanten til at græde. Hun nikker grædefærdig og kigger med hundeøjne på mig. Jeg ryster på hovedet. Hun ved hvor meget det ville glæde mig at møde mine biologiske forældre! De lyder ikke søde, de forlod mig! Men jeg skal have svar.

"Kan jeg få nummeret til børnehjemmet?" Spørger jeg Julia. Hun ryster flovt på hovedet igen. "Jeg smed det væk engang..." Svarer hun. Seriøst? Hun kigger lidt rundt i mit værelse. Hun kigger på skærmen på mit tv, og ser manden der ikke laver noget mere for videoen er slut. Hun kigger med store øjne på skærmen som om hun har set ham før. "Hvem er det?" Spørger hun så. Jeg svarer med en skuffet tone "Kasper Flugverd, det står på skærmen". Jeg peger ned på en firkant og hans navn nederst på skærmen. Jeg fortsætter "kender du ham?". Hun stirrer stadig på skærmen. "Nej men han startede da du blev født og det er jo lang tid" siger hun og prøver at smile. Jeg nikker og hun går ud af døren.

Samantha som er 13 1/2 år kommer ind og lukker døren. "Hvad sker der? Mor sidder ved far og stortuder!" Jeg kigger undrende på hende "Mine forældre lever. Min far er kendt. Men de siger ikke hvem han er. De siger ikke om jeg kan kontakte dem. De siger Intet. Nothing. NADA!" Jeg hæver min stemme men sænker den igen. "De kan ikke holde mig tilbage fra mine forældre!". Samantha kigger skuffet op på mig mens hun siger "Mela, jeg forstår du er sur. Men kan du ikke se hvor ked af det de er? Og du gør det bare værre! Det du gør mod dem er uforskammet. Du tænker kun på at møde din anden familie og holder ikke af dem som rent faktisk elsker dig og ikke har forladt dig." Og med det går hun ud af døren. Hun er en pisse stædig gris.

Jeg ryster samtalen af mig og researcher lidt om min mor. Men jeg finder intet. Så jeg vælger at gå i seng. Jeg finder mit nattøj og går ud på toilettet. Jeg tager selvfølgelig min tlf med og ser klokken. Den er 22:30. Jeg skal i skole imorgen men jeg skal først i seng 23:00. Så jeg vælger at tage et hurtigt bad. Det barme vand over min krop får mig til at spekulere hver gang jeg er i bad. Denne gang spekulerede jeg over hvor min mor kunne være. De sagde jeg blev født da hun var teenager så 18 eller noget? Og hvis jeg er 17 må hun så være... 35 eller sådan noget? Hun er faktisk ikke så gammel som min plejemor. For hun er like 45 eller sådan noget Idag.

Da jeg er færdig med at gøre mig klar til at gå i seng ligger jeg mig under dynerne. Klokken er kun 22.50. Samantha går forbi min dør og jeg hoster kraftigt. Hun lægger mærke til det og går ind og lukker døren. Hun sætter sig hen på kanten af min seng. "Jeg ved de er kede af det Samantha! Det gør jeg! Det gør altså også ondt på mig at se dem sådan, de føles som mine forældre. Men du vil aldrig forstå hvad jeg går igennem! Jeg blev forladt af min egen mor. Det vil du aldrig forstå som jeg. Du vil måske kunne danne en tanke omkring hvordan det ville være at være i mit sted men du vil aldrig komme derhen! Jeg vil have svar! Jeg finder mine forældre og jeg går for fanden ikke før jeg får svar på hvorfor jeg blev forladt! Du kan måske ikke forstå det endnu men når du bliver ældre kan du danne en forståelse for min smerte og mit tomrum indeni." Siger jeg hårdt og på kanten til at få et udbrud. Hun kigger bare på mig, tænker lige alt jeg lige har sagt igennem igen.

Hun åbner munden og prøver at sige noget men hun kan ikke. Men til sidst lykkedes det hende at få nogle ord ud. "Jeg... Jeg vidste ikke du havde det sådan... Jeg så hvad mine forældre følte og det gjorde ondt på mig! Jeg tror aldrig jeg kiggede på hvordan du havde det med det hele, men nok når jeg bliver ældre ja..." Hun har tårer i øjnene. Det er nok det der brændte mest i mine øjne den dag....