Borgmesterens datter

Farvel..

"Hva så Anth?" Spurgte jeg og tog min hånd på hans kind. "Louise, je...jeg... Er forelsket i dig... Rigtig meget" sagde han. Jeg var helt målløs.. "Men ant.." Mere noget jeg ikke at sige. "Louise, du behøver ikke at sige noget.." Sagde han.
Men lige ud i det blå, så kyssede jeg ham. "Hvad fanden laver jeg..?!" Tænkt jeg. Jeg trak mig hurtig. "Undskyld.." Sagde jeg. "Du gjorde det ikke bedre.." Sagde han. "Sorry, men jeg kunne se at du manglede det.." Sagde jeg. "Det gøre ik noget.." Sagde han og aede mig på kinden. Vi smilte til hinanden og gik ud til de andre igen.
Jeg satte mig ved siden af Thor. Jeg havde lidt dårlig fornemmelse. Måske skulle jeg snakke med Thor, om mit forhold til ham og Anthon.. Jeg sad og tænkt meget over det.
-
"Hallo venner, vi skal have taget et fælles billede, så Louise kan sidde og tænke på os hele tiden" sagde Maria. Jeg smilte. "Men hvordan gøre vi det?" Spurgte munke. "Vi får en af medarbejderne til at tage billedet for os" sagde Maria. Vi drak alle sammen vores drikkelse færdig, og gik ind til en af medarbejderne. "Heej, vil du ikke tage et billede af os?" Spurgte Maria. "Jo self" sagde hun.  Vi fik taget nogle billeder på min mobil, en masse. "Jeg ville ønske at jeg kunne sende dem til jer.." Sagde jeg. "Bare rolig, vi glemmer dig ikke" sagde Maria. "Ilm...!" Sagde jeg.
Jeg fik en besked.
- Hey skat, er i ved at være færdig og har du fået sagt farvel til dine venner?

- Hej mor.. Nej, bliver aldrig færdig, og har hellere ikke sagt farvel endnu, kan ikke tage mig sammen til det..

- Bare rolig skat, det skal nok gå. Men kom hen til skiltet hvor der står "strøget" kl 18.

- Okay..
-
"Hvem skriver du med?" Spurgte Maria. "Bare min mor, hun skriver at jeg kun har 1 time tilbage.." Sagde jeg.
Vi stod i Illum. "Nå, jeg skal snart gå.." Sagde jeg. "Nej hvad, det må du ikke" sagde Linnea. "Dsv jo.." Sagde jeg. "Tænkt at vi ikke kommer til at være sammen mere.. Vi har været bedste venner siden 3 klasse, du må ikke gøre det her..!" Sagde hun. Jeg kunne mærke mine tåre og se hendes. "Nej skat, jeg forlader dig aldrig...!! Det kan jeg ikke." Sagde jeg. Vi stod og krammede imens vi græd. "Jeg elsker dig!" Sagde jeg. "I lige måde" sagde hun. Vi kyssede hinanden på munden, for sådan noget gøre vi. "Org Maria, fuck jeg er også glad for at jeg mødte dig..! Hvad skulle jeg gøre uden dig!" Sagde jeg. "Skat, jeg ved heller ikke hvad jeg skulle gøre uden dig, men jeg lover dig, at det ikke er sidste gang vi ses!" Sagde hun. "Det håber jeg!" Sagde jeg. Vi krammede. "Munke, min gode ven.. Jeg vil altid huske dine sjove forslag og jokes!" Sagde jeg. Han grinte lidt. "Og jeg vil altid huske dine dumme blondine ting!" Sagde han. Han fik smilet frem i mig, vi krammede. Der kunne jeg ikke mere. "Thor... Jeg elsker dig, selvom jeg dummer mig hele tiden, især lige nu. Hvor vi har en flirt og så skrider jeg bare.. Men lov mig, at du kommer videre, for der bliver nok ikke nogle "Louise" næste gang, i hvert til fald ikke hende her.. Undskyld! Men jeg glemmer dig aldrig, du ved at du er aller inderst i mit hjerte.." Græd jeg. Han fik tårer i øjne. "Hvorfor siger du sådan noget om dig selv.. Du må virkelig ikke sige sådan noget.." Sagde han. "Jeg siger bare sandheden, undskyld Thor." Sagde jeg og aede hans kind. "Ik undskyld!" Sagde han. Vi kyssede et langt og romatisk kys.
Nu manglede jeg kun Anthon. "Fuck! Han står allerede og græder, det kan jeg ikke holde ud.." Tænkt jeg. Jeg gik hen og tog ham i hænderne. "Ik græd.." Sagde jeg. "Jeg kan ikke lade være, for det hele er min skyld, og det ved du godt..!" Sagde han. "Nej, det ved jeg ikke! Hvis jeg ikke havde fortalt min mor det, så havde min far heller ikke vidst det.." Sagde jeg. "Fuck man, det her bliver svært..! Jeg kan jo ikke undvære dig.." Sagde han. "Det skal du kunne, for kommer ikke tilbage, som denne her Louise. Så det bedste for mig, er at du glemmer mig helt og får et godt liv" sagde jeg. "Okay, hvis det er det bedste, jeg kan gøre for dig.. Så gøre jeg det" sagde han. "Tak!" Sagde jeg og kiggede ham i øjne. "Men først, må jeg ikke lige låne din telefon?" Spurgte jeg. Han tog sin mobil op af lommen og gav mig den. Han stod og kiggede på, hvad jeg lavede.
Jeg skrev mit nummer ind på hans og skrev en besked til mig og sendte alle de billeder, som han havde af os. "Her" sagde jeg. Han smilte.
Jeg havde nu sagt farvel til alle. "I skal vide at i ville sammen er gemt inde i mig, jeg ville aldrig glemme jer! Jeg elsker jer! Men bliver nød til at gå nu... Det har været nogle gode måneder, farvel..." Sagde jeg. Jeg vende ryggen til dem, jeg brød virkelig sammen. Alle menneskerne som gik forbi mig, kiggede underligt på mig.
-
Jeg kunne se min mor, stå ved skiltet "strøget". Hun så mig, jeg løb lige ind i hendes arme. Vi krammede og gik hen mod bilen. "VENT LOUISE!" Råbt Anthon. Jeg stoppede op, og vende mig om. Anthon kom løbende hen til mig. "Hvis jeg aldrig skal se dig mere, så bliver jeg nød til at gøre det her" sagde han og tog sine Hænder op til min kinderne og kyssede mig. Vi stod og kyssede lidt meget. "Jeg Elsker dig!" Sagde han. "Nej, du gøre ikke.." Sagde jeg. "Jo, det er der ingen der kan lave om på!" Sagde han. "Louise, vi skal afsted nu" råbte min mor. "Farvel Anthon Edwards" sagde jeg. "Farvel Louise Rasmussen" sagde han.
-
Hele turen hjem, kiggede jeg ud af vinduet og græd. Vi kom hjem. Jeg gik direkte op på mit værelse, jeg kom i tanke om at jeg ikke havde købt en bikini. Men jeg havde sikker en rigtig flot en i skabet.

Gad vide hvad der sker i fremtiden? Mon Louise møder bois og pigerne igen. Eller forandre hun sig helt og får en kæreste og lever livet meget godt..
Ord - 1074
15 stemmer!