Der er noget mærkeligt ved ham, men jeg kan ikke sætte min finger på det. Han er overalt, men samtidig er han ingen steder. Jeg må finde ud af noget mere om ham. Det var mærkeligt, at han reagerede så naturligt på Amanda. Jeg vil spionere ham. Jeg ringer til Jesse. "Hej," siger Jesse. "Hej Jesse, skal vi lige få kigget på opgaven, vi har for til på mandag?" spørger jeg. "Ja, hvorfor ik', jeg skriver lige adressen til dig, ses," siger han og lægger på. Lidt efter kommer sms'en. Han bor selvfølgelig i det fine kvarter. Jeg pakker min computer ned i tasken, tager sko og jakke på, finder cyklen og cykler. Der er overskyet, og der lugter af metal. Det bliver snart regnvejr, så jeg sætter farten op, og prøver at cykle så langt væk fra regnen som muligt.
Da jeg er halvejs, står det ned i lår fede stråler, og det buldre over mig. Jeg er total gennemblødt, dårlig dag at tage hvid trøje på. Jeg runder det næste sving, og for enden af vejen er et KÆMPE hvidt hus. Tre etager eksklusiv kælder! En stor balkon, en stor forhave, hvor nyklippet grønt græs fryder udsynet. Der står også store frodige træer, blomsterbede, som er lugede. Der er intet at sætte fingeren på. Jeg cykler med lynets hast, og parkere ved den store hovedindgang, hvor der er en stor trappe der buer indad, og så ud. Det pæneste sorte gelænder og den store udsmykkede hoveddør. Jeg tager fat i dørhammeren, som er udsmykket som en gylden løve, og banker. Efter ca. 4,5 sekunder bliver døren åbnet af en mand i smoking, med en bakke i den ene hånd, og et viskestykke over armen. Han ligner en ældre herrer, med en skaldet plet på toppen af hans hoved, men med kort gråt hår udenom. Han er mager, høj og ser meget reserveret ud. "Velkommen, De må være frøken Hunter? " Siger han høfligt. "Ja, det er jeg. Jeg er kommet for at tale med Jesse. Er han til stede? " spørger jeg. "Ja, frøken Hunter. Han venter på dig i hans private gemakker. Vil du venligst følge med? " spørger han. "Ja, men der er en ting, som jeg agter at få af vide, " siger jeg. "Hvad er deres navn? " smiler jeg. "Jeg er blot en ydmyg tjener, og alligevel agter eder at få af vide mit navn. De er sandelig en frøken at holde på, " siger han. "Men for at besvare deres spørgsmål hedder jeg Herman, frøken Hunter, " afslutter han. Han viser mig indenfor, lukker døren og går hen mod de to store hvide trapper, en på hver side, som går i en bue og mødes så igen ved midten. Vi tager den til højre, går så ligeud, så til højre, så venstre, så op ad en trappe, til højre, til højre, ned ad en trappe og så til venstre. Vi er for enden af en lang udsmykket gang, med en masse portrætter af fint udseende herrer og damer. Herman banker på døren, og der lyder "to sek" inde fra værelset. "Ja, undskyld, at Hr. Jesse ikke er færdig, når han vidste at han fik besøg. Åh, og undskyld min manere, vil du låne et håndklæde til dit hår eller noget tørt tøj? " spørger han. "Det havde jeg helt glemt, ja tak, " siger jeg. Han forsvinder med det samme, og lader mig alene tilbage, med de mange portrætter. Jesse åbner døren først, og hans øjne forlader hurtigt mit ansigt. "Jeg beklager, men mit ansigt er altså længere mod nord" griner jeg. Han kigger selvsikkert på mig, men der dukker alligevel to små røde pletter frem på hans ansigt. Herman vender tilbage og giver mig et håndklæde og en hoodie. "Jeg vidste ikke størrelsen frøken, så den blev bare stor nok." "Tak" siger jeg og giver ham et smil. Jeg tager hoodien på og følger med Jesse ind på hans værelse. Min første reaktion er Himlen for drenge. Værelset er holdt i dybe og mørke farver. Et kæmpe skrivebord med tre computerskærme, højtaler placeret i alle hjørner, for at give den bedste lyd, et gamertastatur med gamermus til, høretelefoner og en bærbar Mac ved siden af. Han havde den største seng med et smart tv på den modsatte væg, en balkon med udsigt til den smukkeste have, en minibar og en reol med bøger og blade, sikkert mange Playboy, og en masse fotografier af hans familier, og også naturbilleder, taget på en speciel måde. Sikkert af ham, da jeg ser et Nikon pro kamera gemt væk på skrivebordet der roder. "Sikke et værelse, " siger jeg endelig. Han nikker. Jeg opdager to døre, den ene sikkert til et toilet, og den anden et klædeskab. Jeg kommer i tanke om min mission. "Jeg går lige ned og henter min taske, " siger jeg. Han nikker igen, og jeg går. Herman hører døren og kommer hen imod mig. "Hvad kan jeg hjælpe dig med frøken?" spørger han. "Bare kald mig Selena. Jeg føler, at jeg kan stole på dig, men sig ikke dette til nogen" siger jeg først. Han nikker bekræftende, og vi går et stykke ned ad gangen. "Der er noget mærkeligt ved Zach," starter jeg, "hvor meget ved du om ham?"
"Ikke meget frø... Selena. Kun at han er meget ude, og sjældent har gæster. " Hhm. "Vil du hjælpe mig med at finde ud af mere? " spørger jeg smilende. "Det lyder interessant. Lad mig føre dig hen til din taske, " siger han og går. "Hvordan...?" Han smiler bare.
Vi går mod Zachs værelse og møder mange tjenestefolk. De er alle meget venlige. Vi når hen til en hvid dobbeltdør, som må være Zachs værelse. Men Herman går videre til højre. Jeg kigger spørgende på ham,men han ignorerer det. Han viser mig vej ind i et lille lokale. Han hvisker næsten uhørligt: "Hans mor blev bekymret, fordi at han var meget indelukket som lille, så hun fik lavet dette rum, så hun kunne sikre sig, at der intet skete med ham. " Han viser mig hen til et spionøje, og jeg ser ind i Zachs roede værelse. Mit blik fanger hurtigt Zach, som ligger og er meget tæt på... Amanda. Jeg gisper. Heldigvis er de for travlt optaget. Jeg signalerer, at jeg har set nok og går ud. Mit sind er et virvar af følelser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.Jeg skal nok vise Dem ud og sige til Jesse, at du blev bødt til at gå" siger Herman. "Nej, det er okay. Jeg bliver og laver lektier med Jesse, så jeg aldrig skal være her mere, " siger jeg fast. Herman nikker, og sammen henter vi min taske. Vi arbejder stilfærdigt, og jeg eliminerer alle forsøg på at få en samtale. Da vi er færdige, siger jeg farvel og går. Herman følger mig ned. "Her jeres hoodie, " siger jeg og trækker hoodien af. "Jeg gemmer den til en anden gang vi se, det regner jeg nemlig stærkt med, " siger Herman. "Jeg vil rigtig gerne komme og besøge dig igen, " siger jeg med en grådet stemme. Tårerne er på vej. Jeg giver ham et ordentlig kram. Jeg smiler til ham og vinker farvel. Det regner ikke længere. Turen hjem foregik i en tæt tåge. Jeg kom hjem, stiller cyklen, går op på mit værelse, sætter mig i vinduet og stortuder. Da der er gået ti minutter banker det på vinduet. Udenfor står en drivvåd Lukas. Han minder mig om i går aftes, om alt det som ikke skete mellem os. Jeg skylder ham en undskyldning, efter at jeg bare gik i går. Jeg tører hurtigt mine øjne med hænderne og åbner vinduet. Han skynder sig ind og giver mig et kram. Jeg krammer ham hjælpeløs igen. Sådan sidder vi lidt. Så trækker han sig væk, og kigger på mig. "Hvad er der sket?" Jeg kigger tårevædet på ham. Jeg stoler på ham, han har altid været der. Jeg tager en dyb indånding og fortæller ham hele historien. Begyndelsen med Amanda, om Zach, om alt! Da jeg er færdig kigger han på mig. "Wow, I piger er dybe," griner han. Jeg smiler. "Tak." "For hvad?" spørger han. "Mit ynkelige forsøg på at trøste dig? " "Nej, for at være dig. " Han smiler. jeg smiler. Alt skal nok blive okay.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Undskyld for den lange pause, men her kom der lidt.
-Tulle
