Jeg går vredt ind ad døren, og smækker med den bagefter. Eller som man siger på tysk: Ich bin böse und knalde with der tür.( Undskyld for tyske stavefejl.) "Hvad så skat?" spørger mor, da hun hører døren. "Nej, jeg har fået nok af Amanda, drenge, ALLE!" siger jeg frusetret, og går ind til hende i stuen. Jeg smider mig i sofaen. Mor sætter sig fornemt ved siden af mig, og aer mig på håret. Jeg læner mig ind mod hende, og hun omfavner mig. "Kan jeg ikke bare tage bo hos onkel John og moster Anne Sofie?" spørger jeg trist. "Hvad med skolen?" spørger hun. "Der er vel et gymnasium i nærheden, og de har sikkert en cykel. Ellers må jeg bare lære at ride, og ride i skole. "Hvad med din familie? Du kan jo bare søge ind på et andet gymnasium?" siger mor, og trøster mig. "Skal vi ikke diskutere det over en kop kaffe, is kaffe måske?" spørger mor. "Jov, det kan sikkert hjælpe" siger jeg. Vi rejser os begge, og går ud og tager jakke og sko på. Vi sætteer ud i bilen, og kører mod hovedbanegården, så vi kan komme ind i centrum København. "Hvorfor er du kommet på den tanke, om at flytte gymnasium? Jeg troede du havde fået venner?" spørger mor i toget. "Amanda, drenge, fjender. Det lyder på en måde sjovere i bøgerne, at have en fjende. Men de har heller ikke instagram, facebook, snapchat eller twitter! Jeg hader bare internettet, og ville ønske at man ikke måtte have mobil på skolen. Eller t man skulle være 21 for at have sociale medier!" siger jeg irriteret. Toget standser ved hovedbanegården, og vi går ud. Jeg trækker min jakke tættere om mig. Hvorfor skal det være så koldt? "Hvad er det du hader ved Amanda?" spørger mor, mens vi går imod centrum. "Hun er bare meget nonchalant, det er uudholdeligt. Og hun hader mig. Bare kald mig smålig, men jeg kan ikke se meningen i at lide andre, når de ikke kan lide en selv" siger jeg. "Det kan du have ret i, men har du prøvet at være sød mod hende?". "Nej... måske en lille smule, men hun kan jo ikke lide mig!" forsvarer jeg mig. "I var da beste venner engang eller som i unge siger bff" smiler hun. "Please stop mor, jeg elsker dig, men bare stop, tak" griner jeg. "Jo, whats up, oh my gosh, jesus krist, oh my god, yolo, swag, jesus" siger hun i et ungt tonefald. "Mor.." griner jeg. Jeg har helt ondt i maven, også bare det, at hun så så åndsvag ud. Altså sødt ment, of course. "Hey, jeg har en ide" siger jeg energisk. "Whats up, og det må da være første gang" siger hun. "Jeg kunne flytte til London!" siger jeg håbefuld. "Glem det". Et suk forlader mine læber. "Du kan få lov til at vælge cafe" siger hun for at gøre det bedre. "Cafe Europa 1989" siger jeg. "Okay". "Hvad med at flytte ud til moster Ellen og onkel Henry? Jeg ville have godt af lidt landluft, og det ligger i Jylland, de har jo ikke internet" siger jeg. "Søde skat, du ved de har internet" siger hun. "Ja, men jeg ville bare lige føle mig som en by pige" smiler jeg. "Er der et godt gymnasium der?". "Ja, der er et i Rønde. Så jeg kan cykle derhen. Der er ikke så langt, og jeg kan sikkert godt få et ekstra arbejde. Altså udover at hjælpe på rideskolen" siger jeg håbefuldt igen. "Jeg vil tænke lidt over det, og hvis jeg vælger ja, og de gerne vil have dig, og gymnasiet bliver ikke et problem, så kan du flytte til sommer" siger hun. Jeg smiler kæmpe stort. "Tusind tak mor!" siger jeg, og giver hende en kæmpe krammer. "Kun måske, husk det" advarer hun. Vi går hen på cafeen, drikker noget kakao og tager så hjem. Det må bare lykkes!
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Undskyld, det er noget tid siden og at jeg kommer med undskyldninger og for det korte kapitel, men har en ide så blev nødt til at stoppe igen. Sorry.
-T♥♥♥♥♥♥
