Jeg skal over til Anna i dag til pigeaften efter skole. Jeg glæder mig! Det bliver dejligt med kun piger, ingen drenge. 7, 9, 13. Dagen fløj afsted, og vi snakkede ikke om andet. Det jeg glæder mig mest til, er at fortælle om Zach, så vi kan eliminere ham og Amanda, eller i hvert fald noget i den stil. Nu får vi af se. Anne har også en hemmelighed, som hun vil vise i aften, det samme med Sofie, mens Mathilde hævder, at hun ingen hemmeligheder har, men jeg har på fornemmelsen, at hun gemmer på en, en med søde brune øje. Hun var på udflugt i sidste weekend, og hun har været helt væk siden. Nu sidder jeg på mit værelse og gør mig klar. Mille sidder og ser film og holder mig med selskab. "Hvorfor må jeg ikke komme med? " spørger hun igen for 117. gang. "Fordi at du ikke er gammel nok, og det bliver ikke noget for dig, " siger jeg igen. "Det er så uretfærdigt! " siger hun og lægger armene over kors. "Hvad nu hvis, vi laver vores egen pigeaften på søndag? " spørger jeg. Hendes øjne bliver store som tekopper. "Seriøst! Det vil jeg vildt gerne!!! Jeg planlægger noget, og det samme skal du, og så sørger jeg for resten!" Siger hun energisk. Jeg ryster på hovedet over hende og vender tilbage til min pakning. Min pakning består af en toilettaske, nattøj, undertøj, joggingtøj og ting til mobilen pakket ned i en taske. Men der er stadig én hel time til endnu! Jeg overlever aldrig. "Se! " siger Mille og peger på vinduet. Ude foran står Lukas og Marcus og kigger afventende ind. Hvad i alverden laver de her! Jeg åbner vinduet og kigger afventende på Lukas. "Må vi komme ind? " spørger han bare. "Ja. " Lukas løfter Markus over for en sikkerheds skyld, og jeg tager imod ham. Mille og Markus kigger nervøst på hinanden. "Mille kan du ikke vise Marcus dit værelse?" siger jeg. "Kom " er det eneste hun siger. De forlader begge mit værelse, og jeg står alene tilbage med Lukas. Han har sat sig i vindueskarmen og kigger nysgerrigt på mig. Jeg sætter mig på sengen og kigger afventende på ham. Han stryger en hånd gennem sit hår og kigger afventende tilbage. Det bliver hurtigt akavet. "Hvad ville du? " spørger jeg usikkert. "Jeg kom egentlig bare, fordi Marcus ville være sammen med Mille. Du er bare en bonus, " siger han med et skævt smil. "Du er direkte skør, " siger jeg. "Tusind tak, frøken. " Vi smågriner. Stilheden vokser hurtigt, og vi sidder begge akavet. "Hvad skete der lige i går? Altså efter din fortælling? " starter han. "Jeg ved det virkelig ikke, lige pludselig var alt bare dejligt. Jeg havde grædt alle mine tårer væk, og så var du der bare. Du trøstede mig, og alt var bare tåleligt igen, " siger jeg.
"Men hvad skete der med os? "
"Jeg aner det virkelgt ikke. "
"Det var som om, at alt var før alt. Okay, det var alt for poetisk og uforståeligt. "
"På sin egen måde ja, men jeg forstår. Okaj, alt dette skal ikke være for blødsøden. "
"Nej, " siger han. Jeg kigger på ham. "Skal vi ikke bare starte forfra, som de gør i film?" siger jeg. Han smiler. "Hey, jeg hedder Lukas. Du må være den skønne jomfru i nød? " smiler han skævt. "Måske er jeg jomfru, men ikke i nød. Mit navn er Selena. Og må jeg så spørge, hvad laver du i mine gemakker? " griner jeg. "Jeg håbede at se eder uden tøj på, men forgæves. Jeg griner og kasteren pude efter ham, som han selfølgelig griber. "Hvad skal eder i aften, siden hendes taske er pakket? " spørger han. "De skal ikke vide alt, sir. Jeg agter at have hemmeligheder. " "Men hvad hvis eder hemmeligheder ikke er hemmelige, og at man bare var høflig? " siger han. Jeg rejser mig dramatisk. "Hvad mener De?" "Jeg mener, at I kan være temmelig højlydte til tider, " siger han og rejser sig også. Jeg griner. Sådan forsætter vi indtil, den ene time næsten er forbi. "Jeg er nødt til at forlade Dem, sir. Min karet venter, " siger jeg og griber tasken. "Skal jeg følge Dem ud? " spørger han og bukker. Jeg nikker, og han åbner døren. Ud vi går, farvel vi siger, til både Marcus og Mille, der endnu kan blive, ned til hoveddøren vi kommer, ud i en fart, så skilles vi, og bort jeg bliver ført. Det var alt for mærkeligt.
