Du er min Armin!

Kapitel 4

Har lige været i skole. Jeg må altså nød til at prøve at være normal det fungere ikke sådan her! Når jeg hele tiden skal være underlig imod Armin. Hvad nu hvis han finder ud af jeg kan lide ham? Nej jeg mener syntes han er sød, eller jo? Jeg er alt for ung til at bleve forelsket! Finder min dagbog frem, den er gemt bag ved min seng, inde i min kasse hvor mit gammelt legetøj er, så kan min mor næppe finde den! Jeg tager min kuglepen frem, og skriver.

Ja, jeg ved god det et meget langt tid siden jeg skrev i min dagbog, men jeg orkede ikke at skrive i den. Men ja, det der skete var at vi havde idræt, først trænede jeg med Kris, senere skulle jeg så træne med en dreng. Selvfølgelig blev det Armin, hvem ellers? Men vi hoppede og gjorde noget underligt, jeg kan godt fortælle jer at det var ret sjovt, mig og Armin fik kæmpe grineflip, men så fik vi skæld ud, hader seriøst at få skæld ud. Prøver lige at laver nogle emojis. :) :( :/.  Lukker min  bog, som jeg så kalder dagbog nu, omg Anna.

Yay skole! Ej det faktisk løgn, gider ikke skole, men husk! Jeg skal være helt normal imod Armin, ligesom min far sagde "ignorer aldrig folk, måske er det sidste gang du ser dem" det var da noget det min far sagde, tror jeg. Men citaren er da noget at tænke om.

Går ind i klassen, er Armin ikke i skole, eller er han? Kigger lidt rundt i klassen, nej han er ikke i skole, der er lidt kedeligt nu, eller et det bare mig der føler det?
Det er gået 3 timer, timerne er gået som dage, dagene er gået som år.
Hvorfor er Armin har ikke? Jeg keder mig alt for meget, men det værste er at jeg skulle min stil helt alene, Armin var har jo ikke.
*bank* *bank* lyder det fra døren. "Kom ind!" Siger alle dem fra klassen.
Armin er kommet! Men det er noget nyt ved ham? Alle dem fra klassen går hen til ham. "Ej, har du fåret bøjle?" Spørger et par pigerne ham. Jeg bliver helt chokeret og går hen til ham. Vi for øjenkontakt, akavet. "Ja, jeg fik det Idag, mine tænder gøre virkelig ondt" siger Armin. Jeg for helt lyst til at spørge ham om alt! Jeg mener selvfølgelig på grund af bøjlen. "Hvordan var det?" Spørger jeg.
"Det var fint, det gjorde ikke så ondt."
"Seriøst? Armin havde du underbid eller overbid?"
"Underbid." Siger han.
Jeg kigger bare på ham og smiler.
Der er nu gået 3 timer, og nu er det tid til lektiecafe. Mig og Armin laver vores stil, den er snart færdig.

Da skolen var slut, spurgte Armin mig om jeg kunne komme hjem til ham, det ville jeg gerne så jeg ringede til min far.
"Hallo? Far, må jeg gerne komme hjem til en af min ven?" Spørger jeg.
"Desværre, men Anna husk at give din ven, og Kristine et kram."
"Hvorfor?" Spørger jeg undrende.
"Du vil forstår det senere." Min far lukker.
Jeg går hen til Armin.
"Jeg kunne ikke, min far sagde ikke hvorfor men, han sagde jeg skulle dig et kram." Mig og Armin krammer, jeg krammer også Kristine.
Så går jeg hjem.
Da jeg kommer hjem ser jeg min far stresset med alle sine papirer.
"Far hvorfor måtte jeg ikke komme hjem til et af mine venner?" Spørger jeg.
"Undskyld skat, men jeg skal fortælle dig noget." Min far ser lidt ked af det ud.

"Vent hvad!"

HELLO, allesammen :) tak fordi i læste med. Dette kapitel var måske lidt underligt men, næste kapitel vil ændre alt! Jeg glæder mig til at skrive alle andre kapitler fordi det bliver en helt ny verden for Anna, men bare rolig, Armin vil stadig være med i alle kapitlerne.