Is This My destiny

4| Ham!?

Rettelse        Sorry hvis Der stadig er fejl

Jeg vendte mig langsomt om og så en mand.

En mand på min alder.

En mand der var så gude smuk!

Alt ved ham var perfekt.

Hans stemme var som en kælen killing,

Men man vidste at hvis man gjorde noget forkert ville man stensikkert dø og hvis han var nådig ville man blive straffet eller totureret.

Men bare det  at han var perfekt skræmte mig.

Meget.

Hans øjne var blå som himmlen,
Men man vidste at hvis man ikke passede på ville der komme lyn.

Alt i alt skreg hans udstråling bare "FARLIG!"

Jeg kiggede ham dybt i øjnene mens at mine tanker kørte rundt i hoved på mig,

Jeg kunne ikke rører mig.

Jeg var helt fanget af hans alt for perfekte ansigt,

De brune, næsten sorte øjne, den perfekte næse (og jeg har ellers altid troet at INGEN kan have en perfekt næse, men det har han lige bevist ikke er sandt),
hans selvtilfredse smil....

Vent lige lidt!

Selvtilfredse smil?

SELVTILFREDSE SMIL!

Jeg vågnede op af den trance jeg havde været i,
Da det selvtilfredse - og blændene hvide lækre smil kom frem glemte jeg helt min frygt og blev istedet irreteret.

Han tænkte sikkert at jeg var hel målløs over hans udseende, så det måtte jeg gøre noget ved.

Selv om at det er sandt...!

Hold kæft indre stemme!

Jeg gispede som om at jeg var forpustet og lod som om at jeg kæmpede med at få min vejrtrækningen på plads igen.

"Hvad er der galt?" Spurgte han mig, men ud fra hans - lækre selvtilfredse smil tror jeg godt at han havde en ide om hvad  der var galt.
Men han skulle nok blive overrasket...

Medmindre han tænkte det jeg tænkte.
Hvis han gjorde, havde han ihvertfald ret.

"Det... Det er dig. Jeg har aldrig set nogen så grim før."

Jeg var bare ved at DØ af grin da hans blændene hvide, selvtifredse og ikke (HELT KLART!) Totalt lækre smil dale bort,
og istedet blev afstatet af forvirring, irritation, overraskelse og måske en lille bitte smule vrede?...

Yes!

"Syntes du at jeg er grim?" Spurgte han lidt vredt og forvirret...

Som om, du er ligesom bare den pæneste fyr på jorden...!

"Nej, nej. Ikke bare grim, den grimmeste."

"Den grimmeste? Den grimmeste! Det er første gang at jeg har hørt en pige sige det." Sagde han og lo.

Jeg vidste godt at jeg ikke burde føle sån'. Føle mig jalou, men det gjorde jeg altså.

Pokkers ta' dig herre lækre mystiske fyr.

"Har du... Har du da været sammen med andre piger?!" Jeg forbander min skælvende stemme, helt op til guderne.

"Måske..."  Hans selvtilfredse smil begynder at vende tilbage, pokker tage dig, jalousi!
"Og selv hvis jeg har, hvorfor skulle det så interessere dig, når nu jeg er den grimmeste...?

"Ikke for noget"
Han har så meget luret mig... ):

"Som om, prøv at lyve for nogle andre"

Og med de ord gik han, og jeg kom til at tænke på mormor og tricketgudens ord...
Den han endte sammen med, måtte virkelig finde sig i meget!
Mit håb var bare at, hun så vil give ham kamp til stregen, for det havde han helt klart brug for!