Louisa Blomsten der kunne rede liv

Fars tre krav

Tre dage efter vågnede jeg op på sofaen derhjemme. Mærkeligt. Jeg plejede at vågne inde i sengen ved siden af... Det var rigtigt. Sander og jeg kom ikke sammen længere. Gad vide hvor, han var. Jeg rejste mig op og tog tøjet på, som lå på kanten af sofaen. Det var det sæt, som jeg altid havde ønsket mig, det sæt fra H&M. De sorte bukser og den hvide trøje, hvor der stod med sort skrift: when nothing goes right, go left. Og det var hvad, jeg havde tænkt mig at gøre. Da min far var syg, og han ikke kunne redes, måtte jeg tænke anderledes. Hvordan kan han redes? Det var det, der var det store spørgsmål.
Jeg gik ind ad døren til Annies værelse, og der var mærkeligt nok ingen der inde. Jeg besluttede at gå ind på mit og Sanders værelse, men der var der heller ingen. Til sidst fandt jeg ud af, - og det skulle jeg nok have regnet ud - at min mor sad på kanten af min fars seng, min far lå i sengen, og Annie sad og læste i en bog. Far så lige så slemt ud som inden, jeg kom på hospitalet.
"Annie, må jeg tale med dig et øjeblik?" Spurgte jeg.
De kiggede alle underligt på mig, som om jeg havde dræbt nogen. Derefter sagde min mor: "dejligt at du er vågnet min skat, din far vil gerne sige noget til dig."
Jeg kiggede nervøst på min far, og listede hen til ham. Min far kiggede på min mor, og derefter bad min mor Annie om at gå med hende ud i køkkenet.
Det var stille på værelset i lang tid. Indtil:
"Far, jeg elsker dig," røg det pludselig ud ad mig.
"I lige måde skat," sagde min far med en hæs stemme. "Men jeg må fortælle dig noget. Som du nok ved, så er jeg alvorlig syg, og kan ikke helbredes. Derfor har jeg her et testamente lignende papir over et par ting, jeg vil have, at du skal gøre."
Han rakte forsigtig papiret til mig, og begyndte at læse det i hovedet:
Her er hvad min smukke datter Louisa skal gøre for mig:
Allerede ved overskriften blev jeg en smule rørt. Stakkels far.
Et. Du skal altid huske på mig, når du tager denne ting i hånden
Min far rakte mig en lille æske, og jeg tog spændt imod den. Jeg åbnede den, kiggede lidt i den og fældede en tåre. Det var en halskæde med navnet Louisa på.
"Tusind tak far," sagde jeg med et smil på læben, og gav min far et forsigtigt knus.
Jeg læste videre.
To. Få dig en lykkelig familie
Tre. Nu er det dit job, at passe på mor, og specielt Annie
Jeg kiggede spørgende på min far.
"Hør her skat. Om lidt er jeg her ikke mere, og mor er ikke helt ung længere, så jeg vil gerne have, at du tager ansvar for hende og Annie og hjælper mor i køkkenet og sådan nogle ting, er det okay?" Spurgte min far.
Man kunne høre håbet i hans hæse stemme. Jeg brød ud i gråd.
"Far, du må ikke sige at du går bort, det gør du ikke. Og ja, selfølgelig skal jeg nok passe på familien," græd jeg og lagde mig i min fars favn.
Sådan lå vi i lang tid, og jo længere, jo bedre.
Lidt efter kunne jeg høre, at Annie bankede på døren til mor og fars soveværelse. Jeg rejste mig op, tog min far i hånden, og smilte til ham. Jeg tørrede mine øjne og gik ud i stuen. Far skulle også have en chance for at sove.
"Annie, vi skal tale," sagde jeg og hev hende med ind på hendes værelse.
"Om hvad?" Spurgte Annie nysgerrigt.
"Vi skal rede far, og jeg ved lige præcis hvordan," sagde jeg og smilte til hende.
"Hvordan? Sig det," sagde Annie med spænding i stemmen.
"Vi pakker det vi skal bruge til et par dage eller tre. Så tager vi i nat afsted for at finde blomsten, som kan helbrede far. Er du med?" Forklarede jeg.
Man kunne se hvordan Annies ansigt tænkte på fuld fart. Så begyndte hun at pakke nogle ting ned i en pose.
"Ja, jeg er med, alt for far," sagde Annie og smilte til mig.
Jeg gik ind på Sanders mit værelse for at pakke mine ting. Utroligt. Nu havde Sander og jeg ikke været sammen i tre dage.
Det første der mødte mit blik, da jeg åbnede døren, var Sander. Jeg kunne se, at han sad og skrev på et stykke papir.
"Jeg vil gerne have, at du læser der her, Louisa," sagde han sødt og rakte min papiret.
Der stod:
Kære Louisa, Lou, Lulle, Misse, Musse, Pus, Pusse og skat.
Jeg er altså virkelig ked af min dårlige opførsel over for dig. Jeg tænkte ikke over, hvor svært det må være, at ens far er syg. Jeg har jo aldrig rigtig haft nogle forældre.
Jeg forstår udemærket at du slog op, og jeg ville bare sige undskyld... Skat. Tror du der er en chance for, at vi kan komme sammen igen? Så lover jeg, at jeg vil være forstående over for dig og din far.
Der gik det op for mig, hvor svært han også måtte have haft det. Det er rigtigt. Jeg har ikke fortalt dig historien om, hvorfor Sander bor hos os.
Sander var født af en syttenårig kvinde ved navn Annabel. Kønt navn. Annabel var blevet gravid ved et uheld sammen med en attenårig mand ved navn Oscar. Så det er jo så Sanders forældre.
Annabel var ikke klar til et barn, og derfor havde hende og Oscar besluttet at få en abort.
Da Annabel fik at vide af sine forældre, at det var meget, meget dumt at gøre, valgte de at bortadoptere ham, når han blev født. Han blev derfor bortadopteret et par måneder efter hans fødsel. Det er her, at vi kommer ind i billedet.
Som du nok havde regnet ud, så blev han bortadopteret af mine forældre, et år før jeg blev født. Da Sander og jeg var blevet ældre, fik vi at vide, at vi ikke var rigtig søskende. Da vi blev teenagere begyndte vi at få følelser for hinanden, og til sidst blev vi kærester.

Jeg kiggede på Sander, som så håbefuld ud.
"Sander, jeg tager imod din undskyldning, men, jeg tror at det er bedst, at vi forbliver venner," sagde jeg. "Desuden skal mig og Annie alligevel snart ud for at finde blomsten, som kan helbrede min far."
"Fedt, så kan jeg tage med og vise, at jeg er blevet klogere af det, du sagde med din far, da du slog op, og så kan vi komme sammen igen. Er det okay?" Spurgte han og kiggede spændt på mig.
Jeg tænkte, så sveden næsten dryppede ned ad mig.
"Fint, så er det en aftale, men så skal jeg se den modige, flotte, dejlige, skønne og modne Sander på denne tur, men du må ikke sige noget til mine forældre, jeg skriver et brev til dem," sagde jeg, tog et stykke papir og en blyant og begyndte at skrive.
Sander pakkede sine ting, og vi gemte vores ting inde under vores dobbeltseng. Det samme gjorde Annie.
Der skete ikke rigtig noget den aften, vi sad bare og så noget tv. Min fars seng var blevet kørt ind i stuen, da han hele tiden havde brug for at ligge i den. Sander, Annie og jeg sendte hinanden blikke engang imellem som tegn på, at vi snart skulle afsted.
Da klokken blev elleve, valgte mine forældre at gå i seng.
"Jeg skal nok lukke døren, når vi går i seng, mor. Jeg lader bare den friske luft komme ind," sagde jeg til min mor.
Jeg valgte at lade døren stå åben, så man ikke ville kunne høre, når vi gik ud. Når vi lukkede døren, ville mine forældre bare tro, at vi var på vej i seng.
Efter mine forældre var gået i seng, tog jeg brevet frem og lagde det på vores dobbeltseng. Der stod:
Kære mor. Kære far. Kære søde og dejlige mennesker som har gjort os til dem vi er.
På grund af fars nære død, er Sander, Annie og jeg meget triste. Da vi hørte om blomsten der kan helbrede ham, tænkte vi, at det var vores store chance for at rede far. Så selvom at fars læge sagde, at der ikke var tid nok, har vi ikke tænkt os at give op. Derfor er Sander, Annie og jeg taget ud for at finde den. Vi er hjemme igen om et par dage eller tre.
I skal bare vide, at vi elsker jer, og at vi har brug for jer. I er som om, at i er Sanders rigtige forældre, og det er vi alle tre glade for.
Knus, kys og kram, Sander, Annie og Louisa.
Imens jeg lagde det ind i stuen, hentede Annie sine ting, og Sander hentede vores ting. Vi listede ud ad døren, og jeg vendte mit blik en sidste gang ind mod huset. Min fars sætning kørte frem og tilbage inde i mit hovede. Hør her skat. Om lidt er jeg her ikke mere. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at far sagde, at han ville dø om kort tid. Det gjorde han jo ikke. Eller gjorde han? Nej. Eller måske? Det kunne ingen vide. Denne rejse vi begav os på galte liv eller død.