Louisa Blomsten der kunne rede liv

Blomsten i Afrika

Min far var syg. Han var ikke syg som influenza eller diarré. Nej. Han havde kræft. Og under perioden hvor han havde kræft, skulle min familie også flytte. Vi skulle flytte fra England til en eller anden landsby. Mig og min familie brød sig ikke længere om storbyer. Forresten bestod min familie af: min syge far Henry på niogfyrre, min mor Anja på seksogfyrre, min søster Annie på tretten, og min kæreste Sander på sytten. Selv hedder jeg Louisa og er seksten år gammel. Men altså.
Vi var lige flyttet til en lille landsby i U.S.A. Vores hus var faktisk rigtig stort. Det største i byen. Vi havde tre stuer, tre værelser, to badeværelser, et køkken, et fællesrum og to gange. Nu tænker du sikkert: manglede der ikke ét værelse? Og niks, det gjorde der ikke. Mine forældre delte selvfølgelig det ene værelse. Min lillesøster havde det andet, og Sander og jeg delte det sidste. Vi var jo trods alt kærester. Og det havde vi været i to et halvt år. Sander havde insisteret på, at vi fik en dobbeltseng i det nye hus. I starten havde jeg sagt, at det måske var lidt tidligt. Men til sidst havde jeg givet mig. Vi fik en dobbeltseng, og nu kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg havde sagt nej. Det var fantastisk. Ikke kun fordi, at Sander nussede mig om aftenen, men også fordi at vi følte, at vi fik mere privatliv. Min søster havde i starten brokket sig lidt over, at hun nu var den eneste i huset, som sov alene. Men med tiden havde hun lært, at kærligheden mellem Sander og mig var stor. 
Min far og mor sov i samme værelse. Men i hver sin seng. Min far havde en sygeseng, og min mor havde en helt normal enkeltmands seng. Mere havde hun ikke brug for. Sander og jeg havde ellers tilbudt hende, at vi kunne købe en trekvartseng til hende. Men hun havde sagt, at vi hellere skulle bruge pengene på os selv.
En dag da Sander og jeg var ude og gå en tur hånd i hånd, ringede min mor.
"Skat. Jeg vil gerne have, at du kommer hjem lige nu," sagde min mor med en bange tone ind i røret.
"Hvad? Hvorfor?" Jeg kunne mærke frygten i min stemme.
"Bare kom hjem nu!" Råbte min mor og lagde på.
"Sander, min mor siger, at vi skal komme hjem nu."
"Hvorfor nu det?" Spurgte han. Han lød negativ. Jeg vidste ikke hvorfor.
"Det, det ved jeg ikke," sagde jeg. "Det skal vi bare."
"Fint," sagde Sander surt.
Vi begav turen hjemad igen. Hele vejen hjem sagde vi ikke et ord. Det eneste man kunne høre, var fuglenes kvidren.
"Sander, jeg er bange," sagde jeg så for at bryde stilheden.
Sander kiggede alvorligt på mig og stoppede op.
"Hør her, Louisa. Hvis dine forældre skal blive ved med at komme før vores forhold, så skal vi altså have en snak," sagde han.
Jeg stoppede brat op og vendte mit blik mod ham.
"hvad nu, Sander?" Spurgte jeg nervøst.
"jeg mener, hver gang vi går en tur eller i det hele taget laver noget sammen, forstyrrer dine forældre, og de kommer hele tiden før mig," forklarede Sander. Vi begyndte at gå igen.
"Sander, jeg kan godt forstå dig, men hvad jeg ikke forstår er, at det er nu, du siger det. Nu, imens min far er alvorligt syg. Du kan ikke være det bekendt!" Sagde jeg til Sander, og begyndte at løbe mod vores hus.
Jeg kunne se huset ikke så langt fra hvor, vi gik. Da jeg nåede hen til døren, kiggede jeg hurtigt bagud og kunne se, at Sander var langtfra at være ved huset.
Jeg braste ind ad døren og løb ind på mine forældres soveværelse. I sygesengen lå min far, mens min mor sad på kanten af den. Min fars ansigt var ikke længere hudfarvet, men en blanding af lilla og blå.
" kom og sæt dig, Louisa, jeg skal fortælle dig noget," sagde min mor blidt, og jeg listede hen til sengen. Jeg satte mig ved siden af min far, og kiggede på ham.  Han så værre ud, end han plejede.
Min mor kiggede mig dybt ind i øjnene, og jeg kunne mærke tårerene trille. Jeg vendte ansigtet væk fra min far, da det bare ville gøre ham bange. Min mor tog fat i min arm og hev mig med ind i stuen.
"Din fars læge har været her, mens dig og Sander var ude og gå en tur," sagde min mor. "Han har fået det meget værre. Han... Han kan ikke redes medmindre, at en sjælden blomst bliver plukket, og den vokser kun et sted i Afrika."
Jeg mærkede mit hjerte sprang et slag over, og jeg tog mig til brystet. Men så kunne jeg bare tage til Afrika, og plukke den.
"Og desværre er der ikke mulighed for, at blomsten kan blive bragt hertil, før han går bort," fortsatte hun og fældede en tåre.
Der røg mit håb. Jeg kunne mærke svimmelheden, og sveden dryppede ned ad mit ansigt. Jeg kiggede rundt og kunne se dobbelt. Jeg mærkede et bump i min ryg, og hvordan mine øjne lukkede sig nede på gulvet i stuen. Inden min krop lukkede ned, kunne jeg se min mors nervøse ansigt kigge på mig.

"Louisa... Louisa?" Jeg kunne høre en visken. Det lød som Sander. Men hvorfor? Han havde jo været sur på mig, ikke?
Mine øjne åbnede sig så hurtigt, og min ryg rejste sig op så hurtigt, at jeg måtte gnide mig i øjnene og tage mig til min ryg. Jeg kunne mærke Sander's kropsvarme som lagde mig ned igen. Jeg kiggede rundt og kunne se, at jeg var i en sygeseng. Det var der, frygten hev i mig. Hvor var mine forældre?
"Mor! Far!" Råbte jeg, så lægerne hørte det helt nede i den anden ende af hospitalet.
Jeg kunne høre løbende skridt, der kom tættere og tættere på. Sander beroligede mig, og fik mig til at lægge mig ned igen. Mine øjne kunne ikke længere holde sig åbne. De lukkede i, og derefter kunne jeg kun høre noget. Ikke se noget. Jeg kunne høre en læges stemme, og var bange for, at jeg var syg. Lægen snakkede med Sander, som åbentbart var den eneste jeg kendte, som var med mig. Der gik det op for mig, at min mor nok var blevet hjemme for at passe min far. Men hvor var Annie? Hun plejede altid at være hos mig, når jeg havde brug for det.
Lidt efter kunne jeg høre døren til min stue gå op igen. Mine øjne kæmpede om at åbne sig. Jeg måtte bare se, om det var Annie.
"Annie!" Jeg satte mig op igen, og kiggede med lukkede øjne hen mod døren. Jeg kunne høre lægen komme hen mod mig, og lidt efter kunne mine øjne åbne sig igen. Den læge var virkelig god.
"Annie!" Jeg rejste mig op og løb hen mod hende. Hun vendte sig om og nåede kun lige at se mig, inden jeg væltede hende omkuld med et kram.
Jeg nåede kun at nyde hendes kropsvarme i kort tid, da lægen lagde en arm om min skulder.
"Jeg hedder Mikaela, og jeg er din læge. Du har fået en mindre hjernerystelse, da du besvimede og væltede. Derfor er du her," sagde Mikaela og førte mig hen i min seng igen.
Jeg tog mig til hovedet og kunne mærke, at der var forbinding rundt om det. Jeg havde faktisk - til min store overraskelse - ondt i hovedet.
Mit blik mødte Sanders, og jeg kiggede skuffet på ham. Han sendte et -vi-skal-tale blik tilbage.
"Må jeg få et øjeblik alene med Louisa, tak?" Spurgte Sander.
Mikaela nikkede, førte Annie ud på gangen og lukkede døren.
"Hvad vil du?" Sagde jeg surt og kiggede ud af det lille vindue, som var i værelset. Jeg kunne se en skorsten ikke så langt fra sygehuset. Der sad et par solsorte på skorstenen. Ved siden af dem, var der bygget en lille rede, og i reden lå der tre solsorteunger. De så ud til at være en lykkelig familie. Gid det var mig og Sander, tænkte jeg.
"har du det godt, skat?" Spurgte han og smilte til mig.
Jeg kunne mærke vreden blusse op inden i mig.
"Skat? Det ene øjeblik kalder du mig skat, og det andet øjeblik hentyder du til, at vi ikke er nok sammen! Det er en hård tid for mig og min søster lige for tiden, og hvis ikke du kan forstå det, så er det på tide, at vi holder en pause," råbte jeg bestemt.
Jeg kunne høre Annie komme ind, og det gik op for mig, at jeg havde råbt for højt.
Jeg skulle lige til at sende Sander ud, da han selv gik ud.
"Er du okay? Hvad skete der? Er Sander sur?" Spurgte Annie og satte sig på kanten af min sygeseng.
"Kan jeg ikke sove inde hos dig fremover?" Spurgte jeg og kiggede bedende på hende. "Sander og jeg har valgt, at vi holder en pause."
Jeg kunne se frygten i min søsters øjne. Gad vide, hvad hun tænker lige nu, tænkte jeg.
Mikaela kom ind lidt efter og fortalte, at jeg skulle blive der i de næste tre dage. Jeg blev selvfølgelig meget skuffet og trist, og jeg reagerede en smule voldsomt. Jeg råbte ad lægen og smed tingene i værelset rundt over alt. Da Mikaela var ude af værelset igen, faldet jeg langsomt til ro. Jeg kiggede bange på  Annie, og hun sendte mig det samme blik tilbage.
"Hvad hvis far dør?" Spurgte Annie mig for at bryde stilheden.
Vi fældede begge en tåre.
"Det gør han ikke," sagde jeg beroligende.
"Hvordan ved du det, Lou?" Spurgte hun forvirret og snøftede.
"Fordi vi skal ud efter blomsten, som kan rede hans liv," sagde jeg selvsikkert.