Louisa Blomsten der kunne rede liv

Forhindringen

Jeg kunne mærke nervøsiteten sprede sig både hos mig og de andre. Nadja? Louisa? Hvad var mit navn?
Annie kaldte på en læge for at spørge, hvad der skulle gøres ved mig. Og da hende og lægen kun stod en meter fra mig, kunne jeg høre dem hviske.
De diskuterede lidt om hvor vidt, at jeg skulle opereres eller intet gøres ved. Annie håbede selvfølgelig, at jeg kunne få min hukommelse hundrede procent tilbage, men lægen var ikke sikker på, at det var en god idé.
"Mig og nogle andre læger finder ud af det, når vi er ankommet til hospitalet," sagde lægen beroligende.

Kort tid efter var vi ankommet til nærmeste hospital. En halv time væk fra togstationen. Jeg følte mig skyldig. Jeg fik dårlig samvittighed. Følte at det var min skyld, at vi nu var flere timer forsinket med at rede far.
"Det er min skyld! Min skyld alt sammen! Jeg skulle ikke have løbet efter damen!" Græd jeg og og smed mit hoved ned i puden på min sygeseng.
Der var det, at det slog Annie, som gik ved siden af min sygeseng.
Hun kunne huske mig. Hun kunne ikke huske sit navn. Hun ved ikke hvem Sander er. Hun har mistet det meste af sin hukommelse. Men alligevel kan hun huske hvorfor vi er her og hvem jeg er? Tænkte Annie.
To læger kørte igennem gangene på hospitalet med min sygeseng, men hurtigt gik det ikke. Det var jo hellere ikke så alvorligt. Eller?
Det skiftede med, at jeg nærmest fik et migræneanfald og til, at jeg smilte og følte mig lys vågen.
Da vi var nået til gangen hvor, jeg skulle ligge, blev jeg kørt ind ad en lille dør ind til et hyggeligt men lille rum. I rummet lå der allerede to andre kvinder. Den ene kvinde så ud til at være omkring halvfjerds år, men den anden kvinde så forholdsvis ung ud.  Forhængene var næsten trukket helt for, men man kunne ane dem begge igennem en smal sprække. Alligevel kunne man høre den ene kvindes stemme, da hun vidst hørte stemmer. Stakkels kvinde, tænkte jeg.
Den anden kvinde snorkede en smule. Hun sov nok. På forhængene var der gule og røde blomster rundt omkring omringet af en masse blå prikker. Det var meget hyggeligt. Jeg skulle ligge ved siden ad kvinden der snakkede med sig selv. Det var lidt sjovt at høre på.
"Hvorfor nu det? Ej, det kan du ikke være bekendt! Okay, det kan vi da godt," sagde kvinden med en høj og tydelig stemme.
Jeg fniste lidt men holdte hurtigt op igen, da det måske ikke var et passende tidspunkt at grine.
Jeg blev kørt hen ved siden ad kvinden, der snakkede med sig selv, og der kunne jeg ikke andet end at vente. Forhænget blev trukket for, og lægerne gik. De bad Annie og Sander om at gå med dem ud. De måtte åbentbart ikke være der.
Jeg kiggede mig lidt omkring. Udover de hyggelige forhænge, så lå jeg ved siden af et vindue. Ude for vinduet kunne jeg se nogle bygninger der lyste op i månens lys, et par højhuse, og en kat femten meter nede under mig. I vindueskarmen stod der to krukker. I den ene var der plantet to pæne kaktusser, og i den anden var der plantet tre blå orkidéer. Krukkerne var brune. Der var (på begge krukker) malet en masse håndaftryk på den ene side, og på den anden side stod der: børneafdelingen.
Jeg bestilte ikke andet end at læse i nogle blade eller aviser hele den nat. Jeg prøvede et par gange at falde i søvn, men det var meget svært. Den ene dame snorkede så højt, at det faktisk var umuligt. Den anden dame blev ved og ved med at snakke med en eller anden, der vidst hed John. John, stemmen i hendes hovede.
"John! For sidste gang, mit navn er ikke Sally! Jeg hedder Anette! Nej, mit navn er ikke grimt! Stop nu. Hvad? Nej nej," sagde damen til John.
Der kom en masse høje snorkelyde fra den anden dame. Heldigvis lå hun længst væk fra mig. Hendes mund begyndte at lave boblelyde, og pludselig stoppede hun helt med at lave lyde. Sådan fortsatte det i et par minutter. Jeg prøvede at vende mig væk fra tanken om, at hun havde fået hjertestop.
Der kom en masse læger. De kom løbende. Der var mindst fem læger. De løb alle hen mod damen, der havde snorket. Lægerne satte hurtigt hjulene til på damen seng, og de begyndte at køre ud af værelset. Jeg blev fyldt op med panik, og en masse spørgsmål væltede rundt inde i mig. Var hun død? Hvordan? Hvorfor? Af hvad? Snart var der helt stille igen. Kvinden der snakkede med John holdte sin mund. Hun er nok lige så rystet som mig, tænkte jeg.
"Anette, ikke?" Spurgte jeg imens, jeg kiggede op i loftet.
"Jo," sagde Anette stille. "Louisa?"
"Ja," sagde jeg og smilte for mig selv. "Hej."
"Hej."
Er du bange?"
"Lidt."
Åbner du ovre ved dig?"
"Okay, men du skal nok ikke forvente et speciel kønt syn," sagde Anette stille.
Vi åbnede langsomt vinduerne i forhængene imellem os. Og ganske rigtigt. Det var ikke et kønt syn jeg mødte. På tværs af Anettes kind var der et kæmpe ar og det samme i hendes pande. Hun havde ledninger op til næsen og rundt om hendes venstre arm.
"Hver sød ikke at blive helt forskrækket, jeg beder dig," sagde Anette stille. "Hvad er der forresten sket med dig?"
Jeg kiggede forbavset på hende og førte derefter mine øjne ned mod min næse, så jeg blev helt skiløjet. Hvordan så jeg egenligt ud? Jeg havde jo ikke set mig selv siden, at jeg var på toget.
"Ikke nu, John," sagde Anette. "Vil du låne et spejl, Louisa?"
"Ja tak," sagde jeg nervøst.
Anette rakte mig et spejl, og jeg tog hurtigt imod det. Det var et rigtig pænt spejl. Lidt gammeldags, men. Hjerteformet og gråt. Kanten var små falske diamanter, også grå. Jeg blev helt distraheret.
"Louisa, er du okay?" Spurgte Anette så pludseligt, at jeg hoppede af skræk i min seng og satte mig op.
"Jeg ved, at jeg er her på grund af noget i et tog, men jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg var på det tog," sagde jeg så stille, at jeg næsten viskede.
"Hvad?" Spurgte Anette.
"Ingenting, det er ligemeget," sagde jeg og smilte ind til hende.
"Har du set dig selv?" Spurgte Anette, og jeg kom i tanke om, at jeg havde det distraherende spejl i hånden. Jeg kiggede ind i det men kunne intet se. Det var mærkeligt.
Hvad ser du?" Spurgte Anette hemmelighedsfuld.
Hvad skulle jeg svare? Jeg kan ikke se noget, jeg er en vampyr? Det ville jo lyde totalt dumt.
"Hvad ser du?" Spurgte Anette igen, men denne gang virkede hun irriteret.
"Jeg ser... Mig selv," løj jeg. Men hvad skulle jeg ellers sige, som ikke lød dumt?
"Spændene, hvordan ser du ud?" Spurgte hun og smilede skummelt.
Skønt. Hvad, hvis jeg svarede forkert? Så vidste hun jo, at jeg intet havde set.
"Jeg har et ar i panden og... Et blåt mærke på kinden," sagde jeg nervøst og kiggede på Anette.
"Mmm, hvad ellers?" Sagde Anette og smilte igen.
Jeg kunne stadig intet se. Et ar og et blåt mærke? Var det det bedste, jeg kunne finde på?
"Den som spejlet kigger på, han skal ingen fremtid få. Den som spejlet kigger på, han skal ingen fremtid få. Den som spejlet kigger på, han skal ingen fremtid få!" Viskede Anette.
Jeg kiggede ned i spejlet som om, at jeg intet havde hørt. Pludselig dannede glasset i spejlet sig en figur. En person. Personen havde krydser over øjnene og helt sort hår. Jeg bevægede min hånd tættere mod spejlet, og hånden spejlede sig. Det kunne ikke være sandt. Sådan så jeg ikke ud!
Jeg førte min hånd mod en tot hår foran min pande og ganske rigtigt. Jeg havde ikke sort hår!
"Hvad sker der?" Spurgte jeg bange og smed forskrækket spejlet hen imod Anette. Jeg ramte hendes pande med bunden af hjertespejlet. Bunden var skarp som en kniv, men stadig var der intet spor efter spejlet i hendes pande.
Anette smilede skummelt til mig.
"Hvem er du?" Spurgte jeg nervøst.
Jeg rejste mig helt op og lukkede det lille vindue igen, så jeg ikke længere kunne se Anette.
Jeg gik et par skridt frem, da jeg trådte i noget meget skarpt.
"Av," råbte jeg og kiggede ned. Der lå spejlet. Det lille hjertespejl, som havde en meget skarp bund.
Hvordan er det endt hos mig igen? Tænkte jeg. Jeg tog det op og kiggede i det igen. Denne gang så jeg en rødhåret pige med hele hovedet fyldt med tatoveringer. Hun havde en piercing i næsen og fire huller i hvert øre. Jeg rakte igen min hånd mod spejlet, og det samme gjorde pigen i spejlet. Jeg tog fat i den samme tot hår som før, og det var heller ikke rødt!
Jeg løb hen mod døren og tog fat i håndtaget. Så mærkede jeg en hånd i nakken, og hvordan mine lunger blev tømt for luft. Anette!