The Chances Of Falling In Love

Del 4

Vi tager på shopping efter besøget på caféen. Kigger i mange forskellige tøjbutikker og køber da også nogle ting. Omkring klokken seks, går vi rundt inde i Forever21 og ser på tøj. Jeg hiver ud i nogle bøjler og ser en hvid t-shirt med den store, røde YouTube play button på. Jeg fnyser, mens jeg finder Katrine's størrelse; hvor mere oplagt kan det blive?

"Hey, Kat," siger jeg. Hun står henne ved et andet bøjlestativ og reagerer, da jeg siger hendes navn. "Se her." Jeg holder bøjlen op, og da hendes blik falder over den, bliver hendes øjne store. Hun kommer hen til mig med hurtige skridt, for at se nærmere på trøjen.

"Ej, hvor er den fed!" siger hun begejstret og jeg lader hende holde bøjlen.

"Med sådan en trøje, glemmer du aldrig i dag," siger jeg og hun ryster grinende på hovedet. Vi finder nogle flere beklædningsdele før vi bevæger os ind i prøverummet, for at se om tøjet ser lige så godt ud på kroppen, som det gør på bøjlen. Vi bliver tildelt et prøverum overfor hinanden, og vi ruller gardinerne for på samme tid. Jeg ser ned i min kurv og hænger alle tingene op, som jeg gerne vil prøve: en blå nederdel, en mørkegul crop top med noder på, en tynd langærmet rød og hvid stribet trøje, samt et par jeans. Jeg tager de bukser, jeg allerede har på, af, og skifter til de nye. Jeg tager også den stribede trøje på, bare for at se, hvordan det ser ud sammen. Jeg kigger på mig selv i spejlet, hvor mine isblå øjne lyser i den lave belysning. Jeg drejer i kroppen for at se på hvordan tøjet sidder på min krop.

Svar: fint.

"Er du klar?" spørger Katrine fra den anden side af gangen. Jeg hiver lidt ned i trøjen svinger mit brune hår over på den anden skulder.

"Ja," svarer jeg tilbage og vi hiver gardinerne fra, så vi kan se hinanden. Hun har YouTube trøjen på og den klæder hende virkelig. Sammen med den, har hun en kort, sort nederdel, hvor hun har stukket halvdelen af trøjen ned i. Den viser hendes former på en flot måde, som jeg ved er noget, hun tænker meget over. "Det er en... 8'er."

Hun nikke enigt over den karakter jeg har givet hendes sæt. Sådan har vi altid gjort. Altså givet hinanden karakterer fra 1-10 over det tøj vi har på. Det er bare noget vi gør, og en god måde at finde ud af, om man skal købe en tøjdel eller ej.

"Jeg giver dit... 7,5." svarer hun og jeg ser ned af mig selv. "Det ligner så meget af det du har derhjemme."

Jeg nikker enigt og vi lukker for igen, for at skifte til noget nyt. Jeg tager det andet sæt tøj på, hvor jeg får det samme resultatet som med bukserne og trøjen: det sidder fint. Vi trækker fra igen, og denne gang får jeg 8,5 af Katrine og jeg giver hende en 5'er for hendes limegrønne kjole. Det ender med at jeg køber den blå nederdel og den gule node trøje, og Katrine køber YouTube t-shirten og den sorte nederdel. Vi beslutter os for, at det er på tide at få noget mad, da klokken er lidt i seks. Vi finder et pizzasted og eftersom vi begge er rimelig sultne, slår vi os ned her. En lyd kommer fra Katrine's telefon og hun tager den op af lommen. Vi få et menukort af en ung fyr, der arbejder på stedet, da vi sætter os ned ved et bord. Jeg kører alle mulighederne over. "Hvad skal du have?"

"Måske en med kebab? Jeg er ikke sikker endnu," svarer Katrine, der scanner alle mulighederne. "Hvad med dig?"

"En med skinke og ananas," svarer jeg og hun ser alvorligt op på mig.

"Du må ikke være kannibal, Soph."

Jeg rynker forvirret brynene. Hvad er der nu galt med at spise gris? Det er da ikke at være kannibal. "Hvad snakker du om?"

"Caspar Lee er en ananas! Det ville være synd at spise ham," griner hun og jeg ruller leende med øjnene. Hans navn minder mig om fyren i boghandleren, og om bogen med telefonnummeret, der ligger i min taske. Jeg har lyst til at fortælle Katrine om det, men ved ikke om det er for tidligt. Hun skulle nødig blive sur på mig over, at jeg ikke var der til at sige hej til Joe, så jeg lader bare være og lader som ingenting, før jeg siger: "Så bare en med skinke."

Hun sender mig et selvtilfreds smil. "Se, det var bedre."

* * *

Den næste dag tilbringer vi inde i det centrale London, hvor ser de mange seværdigheder, der nu er i byen. London Eye, Big Ben, Tower of London, Buckingham Palace og om aftenen tager vi hen til Saint Paul's cathedral, hvor vi spiser aftensmad på en sushi restaurant. Vi tager metroen hjem, da vores ben er totalt smadrede.

Det første jeg gør, da jeg vi kommer hjem, er, at lade mig selv falde bagover i den bløde dobbeltseng.

"Jeg er så træt," siger jeg opgivende. Katrine falder ned i sengen ved siden af mig og stønner træt.

"Også mig!" siger hun, men rejser sig op. Hun snuser til sig selv under armene og rynker på næsen. "Jeg har behov for et bad."

Hun går ud på badeværelset og efterlader mig alene for første gang siden boghandlen. Jeg sætter mig op i sengen og ser hen på min taske, hvor bogen med Caspars nummer stadig ligger i. Nu har jeg chancen. En chance for at snakke med Caspar, uden Katrine finder ud af noget. Jeg går hen til tasken og tager bogen, men venter med at taste nummeret ind, før jeg hører vandet starte. Rejser mig fra sengen og går ind i sofaen, hvor jeg tænder fjernsynet, men sætter det på lydløs. Hvis hun skulle høre mig snakke, kan jeg altid sige, at det bare var folkene i tv'et. Jeg taster det lange nummer ind på min telefon, og før jeg ved af det, kan jeg høre rindende vand, og jeg trykker på 'ring op'.

Der får nogle sekunder før opkaldet bliver taget og jeg er helt overrasket over at høre hans stemme.

"Hello?" spørger han ind i røret og jeg ser ned på bogen.

"Hi, Caspar, it's your reading-buddy," siger jeg og han ler.

"Oh, hi," siger han og ler videre. "I actually didn't think you'd call me."

Jeg smiler og følger mønsteret på en pude med fingeren. "Why not?"

"I don't know," svarer han og jeg kan næsten se ham for mig trække på skuldrene. "But I'm glad you did. I really want to know what happens in that book."

Jeg ler samler bogen op fra sofaen, for at kigge i den. "Thanks for that, by the way."

"Your welcome. I thought it was a clever way to give you my number," siger han henkastet, men det får mig til at smile. "So, when is our next reading session?"

"I don't know. I'm with a friend and we're only here until Friday," svarer jeg og ser hen mod badeværelset, men døren er stadig lukket.

"Oh, okay, well, uhm..." begynder han, men stopper for at tænke over det han vil sige. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige til Katrine for, at hun vil lade mig være sammen med Caspar, uden at fortælle hende om det, der skete i boghandlen. Og desuden så er han jo bare en total fremmed, som jeg alligevel ikke vil se igen når vi er taget hjem, så hvorfor overhovedet spilde tiden?