the vampire diaries

the vampire diaries part 3

jeg har valgt at lave Mies tjeners navn om til Emely det har noget med senere i historien.

KAPITEL 3

Jeg havde haft det dårligt omkring det med Stefan, vi havde ikke snakket på samme måde som vi plejede.
Jeg sad på mit værelse, det var hen mod aften vi havde spist så jeg sad bare tænkte, læste. hvad skulle jeg gøre ved det med Stefan? 'BANK BANK' jeg fik et chok og rejste mig op jeg havde ikke så meget tøj på jeg var iført mit korset (aner ikke hvordan det staves) og mit underskørt jeg havde ikke forventet gæster i hvert fald ikke lige nu klokken var omkring 10 hvem kunne det mon være? jeg gik hen til døren og åbnede den, og der stod han the one and only Stefan Salvatore. ''Hej det var den bog vi snakkede om? Den jeg kunne låne?'' jeg stod det lidt og tænkte. ''åh ja den!'' jeg rettede mit blik mod bogreolen, og gik over mod den. jeg stod foran den, og selvfølgelig stod den på den øverste hylde hvor jeg ikke kunne når den 'fantastisk' tænkte jeg, jeg stod på tæer og prøvede at få den ned jeg hørte et grin over fra døren. ''hvad, har du brug for hjælp?'' han grinte stadig. "ja..." mumlede jeg, han gik over mod mig, stod ved siden af mig og kiggede på mig, jeg gik bagud. "værsgo" jeg rakte min hånd frem jeg hadede når folk blærede sig med deres højte, jeg vidste især Stefan elskede at være højere end mig, han rakte sin hånd op på den øverste hylde. "hvilken en er det?" han kiggede på mig, ih.. de øjne kunne får mig i knæ hver gang, jeg kom ud af min dagdrøm... eller ''sent-på-aften-drøm-selvom-jeg-ikke-sov'' -drøm. "det er den grønne." sagde jeg og pegede på den grønne bog helt ude til højre han tog den ned og vendte sig om mod mig, han gik tættere på og spurgte. "er det denne her?" jeg nikkede, han satte sig ned på sengen jeg vendte mig om og satte mig ved siden af ham. "er den god?" først sad jeg bare og kiggede men så gik det op for mig hvad han spurgte. "åh, ja den er rigtig god. Den er jo mig yndlingsbog af en grund!" jeg smilte til ham, han lagde sin hånd på mit ben. "du har et smuk smil." han virkede ikke nervøs, overhovedet, jeg grinte jeg ved ikke hvad der var sjovt men der var aldrig nogen der havde sagt det lidt mig. "tak" jeg kiggede lidt ned, hvad skulle jeg sige. "brug det lidt mere." jeg kiggede op, hvad? "du har et smukt, smittende smil, brug det noget mere." 'okay, botnakke jeg prøver og komme over dig så kan du ikke sige sådan noget!' tænkte jeg, men han havde ret, da jeg kom til huset var den første gang i lang tid jeg havde smilt. han tog fat om nakken på mig og pressede sine bløde læber mod mine, men stoppede og kiggede væk. han kørte sin hånd ned af min arm. "hvad der galt?" han rystede på hovedet, så gik det op for mig. "du er også en vampyr ikke." han havde været tæt på min nakke, Katherine plejede at sige "Mie dit blod er specielt, pas på." det var da jeg var lille så jeg havde aldrig taget det seriøst, jeg kiggede på ham, han nikkede stille. "det gør ikke noget, jeg er vokset op med Katherine, hun plejede at give mig det der 'blik' når jeg ikke gjorde mine pligter, det kan ikke skræmme mig." han drejede stille sit hovedet hen mod mig, Jep det klassiske vampyr-look, boldskutte øjne man kunne se blodårende under hans øjne, jeg kunne ikke se hans tænder men de var sikkert spidse.

det er alt jeg kan huske fra dengang selvfølgelig også den dag han gjorde mig til en vampyr (det får i at vide senere) nogle dage i 20'erne, hvor jeg hvade fundet ham liggende på togskinernde, hvor han været på "tag-selv-buffet" på Beckey's,  lidt fra 50'erne min ynglingstid, og 1968 hvor han og Damon blev dræbt af vampyr-jægerne i London, og de havde ofret sig selv for mig det var aldrig kommet helt ind i hovdet at han var væk, jeg kunne bare mærke han ikke var død men jeg havde ikke set ham i lidt under 50 år, men i de 50 år havde jeg studeret historie for og se om der var en måde at få ham tilbage, det havde knust mig da jeg begyndte at indse at der måske ikke var nogen måde at få dem tilbage på, da jeg havde studret det i 10 år gik jeg ind i matematikens og fysikens verden så jeg har en PHD grad i begge ting men nu sad jeg i et fly på vej hjem til Covington, jeg havde prøvet at være der før det gjorde bare for ondt at se det steder mig og Stefan havde været. men jeg tog chancen og tog tilbage. jeg har tænkt mig og går på High School og bare være en teenager det havde jeg ikke været i lang tid, trods alt var jeg i menneske år 16 men jeg har været alt andet end 16 jeg har været 22, 18 og ja også 25 år så jeg har været lidt omkring. jeg sad i flyet hørte musik, faktisk læste jeg ikke så meget mere, jeg hadede det næsten, gennem årende havde jeg opdaget at musik var det jeg var bedst til, jeg kiggede ud af vinduet, tænk at jeg var på vej tilbage, jeg havde siddet i Rom for en uge siden og troede at jeg ville blive der i et par år endnu. så havde jeg besluttet mig for at tage tilbage, og nu sad jeg her i flyet. jeg bukkede mig ned for at tage min dagbog, ja jeg skriver i dagbog man kan altså bare huske tingene meget bedre når man er 164 år når de er skrevet ned! da jeg opdagede jeg sad fast i sædet 'flot klaret Mie! du sidder fast til et sæde hvordan kan man lige det, nu kan ham ved siden af tro du er totalt sindssyg'  jeg havde ikke kigget på ham men at dømme efter han sko var han meget lækker. "flot modermærke" sagde han lige pludselig det gav et chok i mig, jeg skævede til min arm nå ja jeg havde fregner der var placeret præcist ligesom Karlsvognen på stjernehimlen, det har Katherine også, min mor havde og min mormor havde, min oldemor havde det også, ja lad os bare sige at det havde alle i min mors familie. "tak." jeg smilte 'hvad sker dig for dig du smiler... ned i gulvet' jeg følte mig dum, meget dum. "du er tilfældigvis ikke en Petrova?" hvad? Petrova, nej nej hvor kendte han det fra?! "jo! det er jeg! du må undskylde hvis du syntes jeg er lidt uhøflig, ved bare at kigge her ned i gulvet men jeg sidder lidt fast." han grinte og bukkede sig ned for at hjælpe mig, jeg kom fri, tænk at det skulle føles som at tappe en ræv for bold (hun dræber ikke mennesker, hun drikker kun fra blodposer fra hospitalet og dyr.) jeg rejste mig op og kiggede op i loftet. "tusind, tusind tak." han grinte igen, var jeg virkelig så sjov? "det var så lidt, skulle det være en anden gang." jeg grinte, ej okay den var god jeg kiggede over på ham og hoppede da jeg så ham,d-det var Stefan. mit smil forsvandt langsomt, det gjorde hans også. jeg troede han var død.

DAM DAM. klifhænger, undskyld det tog så lang tid det er jo snart jul! gældelig jul, men nu er det jo juleferie så jeg laver nok lidt mere end jeg plejer, men det er ikke helt sikkert, jeg har mange lektier for. øv...