Be mine

Kapitel 11

Jeg vågnede op i Ashtons arme og jeg havde ærligt, aldrig følt mig mere tryg! Jeg blev liggende mussestille og ville bare nyde det her fantastiske øjeblik, fordi jeg tænkte at der nok snart var et eller andet der ødelagde det. Ganske rigtigt, så besluttede min næse sig for at den lige skulle nyse. Et hæst grin poppede frem bag mig. "Jamen også godmorgen til dig" Hviskede han og fjernede sin arm. Idet han fjernede sin arm,  kom den brænde hovedepine med det samme frem. Jeg tog mine hænder op til hovedet og kneb mine øjne sammen. "Er du okay?" Spurgte Ashton. "Jeg har aldrig haft det bedre" Sagde jeg. Jeg kunne mærke en voldsom kvalme komme frem. "Ash.. Hvor er toilettet?" Hviskede jeg. "Det er lige ved si.." Begyndte han. Jeg kunne ikke holde det inde længere. Jeg sprang op fra sengen, løb ud fra Ashtons værelse, jeg tog en tilfældig dør og åbnede den. Heldigt for mig var det toilettet, jeg løb hen og satte mig foran toilettet og brækkede så alt det fra igår op. Jeg kunne mærke en krop bag mig og nogle hænder rundt om mit hår. Jeg satte mig op af væggen, ved siden af toilettet. "Du var ikke okay" Hviskede han og strøg en hånd igennem mit hår. Jeg smilte bare og lagde mit hovede på hans skulder.
Efter 5 minutter rejste han sig og rakte sin hånd ned til mig. Jeg lagde min hånd i hans og han trak mig med op. Han slap min hånd og lagde den istedet om på min ryg, og førte mig ind på hans værelse igen. Han skubbede mig blidt ned i hans seng og lagde dynen om mig. "Bliv her, jeg er tilbage om 20 minutter" Sagde han og gik ud fra værelset. "Vent, hvad skal du?" Spurgte jeg og kiggede efter ham. Han stak hovedet ind igen. "Rede din dag" Sagde han, blinkede til mig og gik så igen. Jeg lagde mit hovede på hans pude og smilede som en idiot. Jeg greb fat i min kjole der lå på gulvet og tog min mobil op fra den. 7 ubesvarede opkald fra Sophia Ray. Jeg ringede hende op. "RILEY HVOR ER DU? ER DU OKAY? ER DU BLEVET VOLDTAGET ELLER KIDNAPPET? HVIS ASHTON HAR EFTERLADT DIG ET ELLER ANDET STED SÅ DRÆBER JEG HAM! PLS RILEY, SIG DU ER OKAY" Råbte Sophia ind i telefonen. Jeg grinte lidt. "Rolig Soph. Jeg ligger i Ashtons trygge, varme seng" Sagde jeg, stak næsen ned i hans pude og duftede til den fantastiske duft af ham. "Vent vent vent, har du sovet hos ham?" Spurgte Sophia spændt. Jeg nikkede ivrigt, men det kunne Sophia jo ikke se. Jeg hørte døren smække. "Ehm Soph, jeg bliver nød til at smutte nu" Sagde jeg. "VENT RIL, DU HAR JO IKKE FORT.." Jeg lagde hurtigt på. Jeg lagde min mobil på hans bord og satte mig op i sengen. Ashton kom ind med to McDonalds poser. "Årh du er min helt!" Sagde jeg uden at tænke. "Det ved jeg da" Grinte Ashton og satte sig ved siden af mig. "Hvordan har du det?" Spurgte han og lagde sin hånd på mit lår. Jeg kiggede ned på hans hånd og hele min krop blev fyldt med kuldegysninger. Jeg fokusere på McDonald's posen igen, hvor der stak en cheeseburger op. "Meget bedre, når jeg får stukket tænderne i den cheeseburger" Sagde jeg.
Ashton grinte. "Jeg vidste jo hvad du ville have" Hviskede han i mit øre. Jeg stivnede, han kunne huske vores møde på McD! "Du kan huske det" Hviskede jeg. "Hvordan kunne jeg glemme det? Du stak jo af fra mig" Grinte han. Jeg grinte og gemte mit hovede i mine hænder.